Vietnamesisk; vokalernes sprog

Paa dansk kan man, somme tider have problemer med at skelne betydningen af et ord som "saa", fra "se" i datid og "saa" som bindeord. Naar ordet staves paa samme maade, men betyder to helt forskellige ting, kan der let opstaa misforstaaelser. Derfor er forvirringen ogsaa for det meste total, naar vesterlaendinge skal proeve at gebaerde sig paa vietnamesisk. Godt nok er skriftsproget baseret paa latinske bogstaver, hvilket hjaelper en del, men ord, der er stavet ens, kan betyde vidt forskellige ting. Det er med at holde oeje med de smaa tegn over vokalerne.
Et ord som "nam", kan betyde hhv. mand, 5 og aar. Maaden man afkoder hvilken af betydningerne der goer sig gaeldende, er ved at laese de smaa tegn, der saettes over vokalerne. Saadanne tegn er f.eks. ~ / \ ^ og andre, der alle bestemmer udtalen af vokalen. Det er nemlig vokalens udtale der adskiller ordene og for det utraenede oere, kan det vaere svaert at hoere forskel paa de forskellige stigninger eller fald i vokaludtalen. Jeg selv har aldrig kunnet udtale Hải Dương ordentligt og det er altid taget mig et par gange, foer at folk har forstaaet, hvor det var jeg arbejdede sidste aar. 
En anden interessant ting ang. vietnamesisk er, at det er et enstavelsessprog. Du finder yderst sjaeldent ord paa flere stavelser og naar du goer, er de som regel importerede fra andre sprog. Et godt eksempel er "ô tô", der betyder bil. Fordi ordet hoejest sandsynligt kommer fra det franske "auto", har ordet i sin oprindelse to stavelser, men paa vietnamesisk bliver det til to ord, af hver en stavelse. Det goer ordene meget korte, sjaeldent paa mere end fem bogstaver. Tit er det ogsaa saadan, at visse ord, skal have et foelgeord, for at man faar den passende betydning. Et ord som "bò", betyder egentlig ko, men hvis man skal forstaa det som en levende ko, siger man "còn bò". Hvis man vil sige oksekoed, siger man "thịt bò". Der er egentlig meget logik bag denne maade at have forskellige foelgeord. "Còn" er en betegnelse for et dyr, som ogsaa kan bruges om f.eks. en gris; "còn lợn" og hvis man vil have svinekoed til sine ris, siger man "thịt lợn". Direkte oversat siger man altsaa, "dyr gris" eller "koed gris" - en meget umiddelbar og nem maade at betegne de forskellige former for svin og for saa vidt alt muligt andet.
Det vietnamesiske talsystem er ogsaa meget logisk og ligetil. Man skal bare laere de foerste ti tal og saa betegnelsen for hundrede, tusind, million og saa fremdeles. Her er et lynkursus i det vietnamesiske talsystem:
1 - một                10 -   mười
2 - hai                  100 - trăm   
3 - ba                  1000 - nghìn
4 - bốn                1.000.000 - triệu   
5 - năm
6 - sáu 
7 - bảy 
8 - tám  
9 - chín 

Hvis man skal sige noget over 10, siger man f.eks. mười ba (13), eller mười bảy (17). Skal man op over de tyve, siger man; hai mười (20), eller hai mười năm (25). Ligeledes er det for alle andre tal, f.eks. ba mười (30), eller tám mười ba (83). Hvis vi skal tage et stort tal, saa kunne man f.eks. sige năm triệu hai nghìn tám trăm ba mười. Hvis i selv vil proeve at gaette hvad tallet er, saa kan i det og eller staar svaret nederst paa dette indlaeg.
Som udlaending er det altsaa mest af alt udtalen, man skal bekymre sig om, naar man skal laere at tale vietnamesisk. Sproget virker ligetil og vokalerne boejes ikke efter person. Det svaereste udover udtalen er nok, hvordan man tiltaler folk. Tiltalen afhaenger af alder og det indbyrdes forhold du har med din talepartner. Hvis du f.eks. er yngre, end den du taler med, siger du "em" om dig selv og "em" hvis du tiltaler en der er yngre end dig selv. Hvis i er nogenlunde jaevnaldrende, men hvis du er aeldre end den du taler med, bruger du "anh" om dig selv, hvis du er mand, og "chỉ", hvis du er kvinde (omvendt, hvis den du taler med er aeldre selvfoelgelig - em > anh/chỉ ). Hvis du er meget aeldre end den du taler med, bruger du "chủ", hvis du er mand og "co" hvis du er kvinde (igen omvendt, hvis den du taler med er aeldre - em > chủ/co). Der findes ogsaa taleformer for, hvis den du taler med er aeldre end dine foraeldre, men dem har jeg endnu ikke laert. Faktisk skal man vaere ret paapasselig med at bruge de rigtige tiltaleformer, da visse vietnamesere godt kan tage det lidt naert, hvis man rammer forkert hvad angaar alderen (isaer kvinderne). Denis, som jeg koerte paa motorcykel med, gav mig det raad, at hvis du ikke kan se om en kvinde er jaevnaldrende, yngre eller aeldre end dig, saa brug "em", da det virker som en kompliment til hendes ungdommelige udseende. Ved tiltale mellem jaevnbyrdige og ogsaa hvis man er venner, bruger man "tôi" (mig, jeg) og bạn (dig, du). Det er klart den nemmeste maade at tiltale hinanden, men ogsaa den mest forsimplede.
Vietnamesisk er et svaert sprog og ikke et sprog, jeg nogensinde tror jeg kommer til at mestre. Der er simpelthen for mange finesser i udtale og tiltale, for ikke at tale om det store dialektiske skel imellem nord og syd, hvor det kan vaere svaert at goere sig forstaaeligt i syd, hvis man har laert vietnamesisk i nord. Til gengaeld kommer man virkelig langt, med bare nogle faa gloser og vietnameserne bliver lynhurtigt meget mere venligt stemt og interesserede i at snakke med dig, selvom du maaske ikke kan sige saa meget paa vietnamesisk.

(fem millioner to tusinde otte hundrede og tretten)                            

Back in 'Nam: Indtryk # 9

En spinkel, men overgearet vietnameser hentede mig ved hotellet kl. 8 her til morgen. Jeg skulle med ham som tour guide, paa en bus til My Son. My Son er et tempelomraade fra det gamle Champa-rige, der fandtes i omraadet ved Hoi An, fra det fjerde til det trettende aarhundrede. Tempelomraadet er en del af UNESCO's verdensarv, men stedet er i et soergeligt forfald, isaer paa grund af de amerikanske bomber, der i '69 blev kastet over omraadet. Jeg steg ombord og bussen koerte rundt fra hotel til hotel og samlede flere og flere turister op. Guiden loed som et ekko naar han talte - han gentog alt hvad han sagde mindst 2 gange, nogle gange 3, paa ringe engelsk. Han var overgearet og til at starte med var det en smule sjovt, men i laengden var det meget traettende. Da vi ankom til My Son, ville han fortaelle en hel masse om omraadet. Det var godt at faa noget information, man irriterende at han hele tiden skulle stille os spoergsmaal og udpege en tilfaeldig til at svare. Det var som om han havde laert paa et kursus, hvordan man skal inddrage sit publikum, uden han egentlig havde forstaaet metoden bag det. Foelgende fik jeg dog at vide om omraadet; My Son er et hinduistisk tempelomraade. I datiden boede der ikke mennesker her, men i en by ikke saa langt der fra, saa My Son blev kun brugt til tilbedelse af guderne Vishnu, Shiva og Brahma. Teknikken bag konstruktionen af templerne er omgaerdet med mystik, da forskere ikke helt kan knaekke koden til praecis hvordan det er opfoert. Templerne er lavet i slebne mursten og det er en slags lim der holder dem sammen. Denne lim ved forskerne dog ikke hvordan Champa-riget fremstillede, men det har gjort konstruktionen utrolig holdbar. Ved siden af de restaureringer, der er blevet foretaget efter krigen, staar den gamle konstruktion faktisk bedre, end den nye af cement og mursten. Tourguiden gik ogsaa meget op i at fortaelle os om, at man tilbedte Lingam og Yoni. Jeg kom straks i tanker om den "Kamasutra" jeg har staaende derhjemme, da Lingam og Yoni ogsaa bliver beskrevet deri. Lingam er symbol paa manden og Yoni paa kvinden og kan mere eller mindre oversaettes med hhv. mandes og kvindens koensorganer.
Jeg gik lidt rundt for mig selv og noed ikke at vaere i tourguidens naervaer og studerede de gamle ruiner. Mest af alt foelte jeg mig en smule trist til mode. Jeg havde det paa samme maade, som naar jeg taenker paa de store middelalderbyer i Tyskland der gik op i flammer under 2. verdenskrig. En foelelse af at man kommer for sent og at pragten er forsvundet - tabt til krig og oedelaeggelse. My Son er ikke alene om at vaere kulturarv oedelagt af amerikanske bomber - ogsaa kongeborgen i Hue og Vietnams foerste universitet (Temple of Literature) kan naevnes. Man bliver en smule bitter og paa en maade var det ikke en god oplevelse at besoege My Son, omend noedvendig.

Back in 'Nam; Indtryk # 8

Den stereotype forestilling af et vietnamesisk landskab, passede naesten perfekt til de landskaber jeg, paa min 4-dages motorcykeltur, koerte igennem - frodigtgroenne rismarker imellem smaa bjerge, der skyder lodret op fra jorden og smaa landsbyer der putter sig op ad bjergsiderne. Jeg tog afsted med Denis, en vietnamesisk easy rider, som jeg havde laert at kende sidste aar. At vaere easy rider, vil sige, at man koerer turister rundt paa fleredagesture og oplever det autentiske vietnam og de vilde landskaber. Denis hentede mig i mandags i Hanoi og vi tog afsted i silende regn. Ikke langt fra Hanoi tog regnen af og man kunne ane bjergene. Selvom det ikke lader til det, naar man befinder sig i Hanoi, saa skal man ikke saerlig langt vaek foer at man kan opleve spektakulaere landskaber. Vi koerte imellem rismarker og bjerge, hvilket altsammen var betagende, med undtagelse af en ting - fabrikkerne. Skorstene fra cement - eller murstensfabrikker skoed op hist og her, gerne taet op ad et bjerg. Bjergene selv havde deres skrammer fra disse fabrikker - bjergsiderne var udgravede hvor der var fabrikker og bjergets indre hvide klippe var til skue som et aabent saar. Eet sted var et lille bjerg helt forsvundet og der var kun en grusbunke tilbage hvor det havde vaeret. Det var forandringen. Vietnams oekonomi gaar strygende og meget af det skyldes det man af naturen kan udvinde. Prisen at betale oplevede jeg paa bagsaedet af motorcyklen. Landskaber der er skaemmede, hele bjerge der forsvinder. Gad vide om vietnameserne har det samme stik af aergelse, naar de ser landskabernes udnyttelse, eller om de bare er glade for den oekonomiske fremgang, der er saa taet forbundet med denne udnyttelse.
Der var for mange indtryk paa motorcykelturen til at jeg kan nedfaelde dem alle her, men jeg vil give et kort resume;
Foerste dag saa jeg en hellig dam, med nogle hellige fisk. De maatte ikke spises, da det ville bringe ulykke over den der spiste fisken og dennes familie. Dammen var fyldt med fisk, der kaempede om de broedkrummer de vietnamesiske turister kastede ned til dem. Om aftenen sov Denis og jeg paa et lille hotel i en lille landsby ikke saa langt fra dammen.
Anden dag - kan jeg ikke huske saa godt. Jeg taenker at vi har koert det meste af dagen, igennem henrivende landskaber.
Tredje dag var vi saa vi Ho Chi Minhs foedeby. Eller rettere; det museum der ligger hvor hans landsby laa engang og hvor nu kun hans hus staar, imellem flotte haver og et par templer. Vietnameserne har holdt Ho Chi Minhs hus vedlige og det er tydeligt at se fra hvilke kaar Onkel Ho kom fra, naar man ser huset. Det er et lavt hus i trae og bambus, med meget tynde vaegge og et lille koekkenhus. der hoerer en lille mark til og det er egentlig alt.
Fjerde dag ankom vi i Phong Nha, hvor jeg saa de beroemte huler, der er at se. Meget betagende, men har man set drypstenshuler foer, saa vil man sande at man ser det samme igen i Phong Nha, bare stoerre (en af grotterne var 8 km lang!).
Femte dag. Ja, Denis fulgte mig til byen Dong Hoi, fordi jeg dagen forinden ikke havde penge nok til at betale ham for turen, saa han maate koere mig ind til Dong Hoi, hvor jeg kunne haeve og tage en bus til Da Nang. Turen beloeb sig paa godt 300 $, hvilket jeg selv synes er ret mange penge. Tror ikke jeg vil goere det igen, da jeg foeler, at naar man anden gang har vaeret paa bagsaedet af en motorcykel igennem Vietnam, saa faar man lyst til at sidde paa forsaedet istedet. Fra Dong Hoi tog jeg en bus til Da Nang. Turen var lang (5 timer), saederne smaa og koerslen aggressiv. Det var end ikke til at laese SMS'er uden at foele at man blev koeresyg. Fra Da Nang tog jeg saa bussen til Hoi An. Efter at have sonderet terraenet, fandt jeg et hotel til 20 $ foerste nat og 15 $ anden nat. Efter at have tjekket ind, gik jeg rundt i Hoi An. Smukkere aftenliv har jeg ikke oplevet foer Hoi An. At gaa langs floden, ved de gamle gule bygninger og de daempede lamper i forskellige farver, er som at gaa i en droem. Overalt indaander man den soede duft af roegelsespinde og der er ingen motorcykler langs floden til at forstyrre den stille musik der spilles. Husene er gamle, smaa og autentiske og der saelges i stor stil af tekstiler - Hoi An er kendt som skraedderbyen i Vietnam. Maet af indtryk og en omgang Cau Lau Lon (gule nudler med svinekoed), gik jeg tilbage til hotellet.
 

Back in 'Nam: Indtryk # 7

Klokken var halv ti og Ga Hanoi (Hanoi togstation) henlaa i moerke, kun oplyst enkelte steder af ravgule lygtepaele. Der var mange mennesker der skulle med toget, samme vej som jeg hoejst sandsynligt; til Lao Cai og derfra videre til bjergbyen Sapa i det nordlige Vietnam. Jeg havde bestilt en sovebillet og var spaendt paa at se hvordan en sovevogn var indrettet. Jeg blev anvist min togvogn og gik ombord. Soverummene bestod af seks koejer, i tre etager. Min koeje var i midteretagen og jeg kunne lige praecis ligge udstrakt i den. Der var ikke plads nok til at man kunne sidde op i koejen og bare det at kravle op i koejen, kraevede en vis ynde. Men skoent der ikke var saa megen plads, var det til gengaeld ret hyggeligt at ligge der i sin koeje, alt imens toget bumlede afsted. Kiggede man ud af ruden, kunne man se lige ind i folks huse og lejligheder, der laa lige ud til skinnerne. Toget knagede og bumlede, hvilket egentlig fik mig til at slappe af, lidt ligesom lydene ombord paa et traeskib kan faa en til at falde til ro.
Efter 10 timer i toget ankom jeg til Lao Cai, hvor jeg hurtigt fandt en bus til Sapa. Bussen koerte ad snoede veje op ad bjerge og landskabet var fantastisk flot. Bjerge der skoed flere tusind meter i vejret, med rismarker i etager op og ned ad bjergsiderne og smaa landsbyer der puttede sig ved bjergenes foedder. Som saa mange andre steder i denne del af verden, virkede chauffoeren ret cool med at sms'e og koere ad hoejtbeliggende bjergveje.
Da jeg ankom til Sapa, fik jeg foelelsen af at have vaeret der foer. Den mindede slaaende meget om Dalat i det centrale hoejland. Det var den samme atmosfaere af en bjergby hoejt placeret, med et andet klima end nede i lavlandet. Her var grantraer og koelighed. Jeg tjekkede ind paa et hotel til 10 dollars pr. nat, for et enkeltvaerelse med fjernsyn. Fra den faelles altan havde jeg udsigt ud til de hoeje bjerge, der indhylledes i graa triste skyer. Det regnede.
Det blev ved med at regne, selv da jeg var ude at se paa "love waterfall" (viet. Thac tinh yeu). Mit toej, shorts og t-shirt, opdagede jeg hurtigt, var for lidt til den koelighed der fandtes her i bjergene. Jeg kom tilbage til hotellet og tog mine vaade sko af og havde mest af alt bare lyst til at blive indendoeres. Jeg saa nogle film paa fjernsynet og saadan gik resten af den dag.
Naeste dag havde jeg taget lange bukser paa, men det regnede stadig. Jeg besoegte en H'mong (stamme der er meget kendt i Sapa) landsby. Under hele besoeget gik der gamle H'mong kvinder og smaa H'mong boern, der ville saelge mig forskellige brodereier i deres karakteristiske farver; roed og groen paa en sort baggrund. Ligegyldigt hvor mange gange jeg sagde "khong cam on" (nej tak) til dem, blev de ved at forsoege. Det var selvfoelgelig forstaaeligt; landsbyen virkede meget fattig og naar nu turisterne flokkedes om deres fattigdom, hvorfor saa ikke tjene en skilling paa det. Mest af alt var jeg ret frustreret. Det regnede stadig og jeg kunne ikke gaa i fred og lade indtrykkene falde paa plads. Jeg koerte med hotellets bus tilbage til hotellet, hvor jeg toerrede mig og saa ol, imens det regnede af udenfor.
Dagen efter havde jeg besluttet mig for at tage tilbage til Hanoi. Sapa havde ikke vaeret et sted for mig. Det var for turistet for min smag. Jeg tjekkede ud og imens jeg ventede paa bussen til Lao Cai, gik jeg en sidste tur. Jeg gik op ad et bjerg og ind ad en landevej, der bare foerte opad og opad. Larmen fra byen fortog sig og man kunne hoere fuglene synge og insekterne hvaese inde fra krattet. Det regnede ikke mere. Faktisk var det begyndt at blive lunt og jeg svedte i mine lange bukser. Der var smaa huse langs vejen, der virkede forladte og hunde der goeede ad mig, naar jeg kom forbi. Jeg indsaa, at min oplevelse af Sapa nok havde vaeret bedre, havde jeg trekket i bjergene, i stedet for at skulle besoege en masse turistede steder. Da jeg vendte tilbage til hotellet var det med et stik af aergelse over, at jeg foerst saa sent havde opdaget Sapas skoenne sider.

Back in 'Nam: Indtryk # 5

At koere paa en moerk motorvej i Vietnam over midnat, forbinder man ikke med at vaere specielt sikkert eller hyggeligt, men ikke desto mindre var det hvor jeg befandt mig igaar nat; susende afsted sammen med Anh paa vej fra Hanoi til Hai Phong, en straekning paa godt 100 kilometer. Vi skulle besoege Anh's familie, da hans farfar var syg.
Vejen til Hai Phong er en ret lige straekning, saa det er ret ligetil at koere dertil. Til gengaeld var det moerkt og vi fik konstant insekter i ansigtet og i oejnene. Min bagdel blev mere end oem af at sidde paa det haarde motercykelsaede. Vi holdte en pause halvvejs, ved Hai Duong, fik noget te og koerte saa videre. Da vi kom til Hai Phong begyndte Anh at holde for roedt. Man ville maaske taenke at det er meget normalt, men det er ikke ualmindeligt at man koerer over for roedt, selv i myldretid. Nu var det midt om natten og der var ikke et oeje i sigte. Anh's forklaring var at politiet i Hai Phong slaar haardere ned paa overtraedelser, end politiet goer. Og det med at slaa haardt ned paa overtraedelser, skal tages ret bogstaveligt, da boederne deles ud i taesk. Anh havde aldrig selv proevet at faa saadan en boede, men det var aabenbart almindeligt kendt. Vi oplevede dog heller ikke noget til politiet.
Efter at vaere kommet igennem Hai Phong centrum, koerte vi udad paa landet igen og svingede af ved Anh's landsby. Vi bankede paa porten og blev modtaget af Anh's tante. Da var klokken omkring 3, saa aensede ikke saerligt meget, foer jeg laa i en dyb does oppe paa foerste etage.
Idag vaagnede Anh og jeg saa klokken syv. Soevndrukne gik vi over paa den anden side af gaden, hvor Anh's farmor havde et lille gadekoekken. En gaev gammel kone, der ikke aensede at jeg lidt eller intet forstod af det hun sagde til mig. Ikke desto mindre var hun meget flink og jeg fik to haardkogte andeaeg til morgenmad.
Anh's soester laante mig sin elektriske motorcykel, saa jeg kunne tage ud til de naerliggende strande ved Do Son, alt imens Anh besoegte sin syge farfar. Det gik ret let at vaere paa egen haand paa den elektriske motorcykel, der nok ikke kom op over de 20 km/t. Do Son var en raekke halvoer med strande, men hele omraadet virkede ret doedt. Jeg fandt en strand med nogle strandstole og fik mig en tiltraengt lur.
At finde tilbage var heller ikke noget stort problem. Jeg fik noget at spise af Anh's familie og bagefter tog vi en kollektiv lur. Den foregik paa gulvet med en pude hver. Anh kom tilbage og sagde at vi skulle skynde os afsted, hvis vi skulle naa toget til Hanoi, saa jeg pakkede mine ting i en fart og sprang op paa motorcyklen. Vi kom dog ikke langt foer det begyndte at regne og hvad vaerre var; bagdaekket sprang. Vi trak motorcyklen ind paa en garage og fik noget at drikke imens regnen tog til i styrke. Da reperationen var faerdig, var det for sent at naa toget og vi maatte tage tilbage til Anh's familie. Vi fik lidt mere at spise og tog saa afsted igen, denne gang uden problemer.
Ved stationen i Hai Phong koebte vi billet til baade os og motorcyklen, som stod sammen med andre motorcykler i en godsvogn, bagerst i tograekken.Ombord paa toget satte vi os til rette, paa de ret haarde baenke. Toget koerte det meste af tiden langsomt, og vuggede fra side til side. Et rigtigt bumletog og man kunne hoere enhver lyd toget frembragte. Jeg fik laest og sovet en smule paa vejen til Hanoi. Fremme i Hanoi fik vi bugseret motorcyklen ud og Anh koerte mig til hotellet, hvor jeg nu sidder og skriver denne blog.

Moede med fortiden i Hải Dương

Det var med aengstelse at jeg, efter en 2 timer lang bustur, stod af i Hải Dương for at begive mig afsted til min gamle arbejdsplads: Boernehjemmet i Hải Dương. Jeg spekulerede paa om boernene stadig var der og hvor glade de ville vaere for at se mig igen. Jeg taenkte paa om bygningen i det hele taget stod der endnu. Det var en underlig foelelse at gaa ned ad den velkendte gade, paa hvilken jeg boede for et aar siden. Der var ikke langt endnu, foer jeg stod foran porten. Eller det der var tilbage af den, skulle det vise sig. Bygningsarbejdere var enten ved at rive porten ned eller opfoere en ny - hvilken en af delene fik jeg ikke helt fat i, mest af alt pga. det syn der moedte mig i gaarden paa boernehjemmet. Den store graa kontorbygning, som er det foerste man ser, nar man gaar ind ad indgangen til centret, var vaek.

Indgangen til centret.

Jeg stod et par sekunder i forundring og skuffelse: Havde de mon lukket centret ned? Der var ingen boern at se. Jeg gik ind ad porten og der var hurtigt nogen der fandt interesse for mig. Jeg begyndte paa halv vietnamesisk halv engelsk at snakke med hvad der lignede en kontordame og hun bragte mig til en anden kontordame, der kunne lidt engelsk. Her fik jeg foelgende information om centret: Der er en renovation igang og boernene ville foerst komme tilbage til september fra sommerferie. Mere fik jeg ikke rigtig ud af hende, da hendes engelsk ikke rigtig rakte laengere.
Jeg fik dog lov at gaa rundt paa centret og jeg moedte en af underviserne, som jeg kendte fra et aar siden. Hun viste mig kantinen hvor der det oejeblik godt nok sad en masse boern og spiste frokost. Jeg spejdede efter nogle jeg kunne genkende, men der var ikke et eneste genkendeligt ansigt i blandt. Til gengaeld var boernene henrykte over at se mig. Jeg gik op for at se etagen hvor jeg for et aar siden boede. Det saa ret ens ud, kun nogle faa aendringer som ikke er vaerd at naevne. Jeg havde faaet at vide at jeg ikke maatte tage billeder, men oppe paa 5. etage var der ingen til at holde opsyn med mig, saa jeg tog nogle alligevel.

Centret set oppefra

Da jeg kom ned igen blev jeg af boernene vist rundt paa deres vaerelser. det lignede ogsaa sig selv: Vaerelser med koejesenge, hvor 8 til 12 boern sov i samme rum. Boernene var glade og ville hoere hvad jeg hed og fortalte hvad de selv hed. Den samme glaede for at se et blegansigt som mig, som for et aar siden. Toiletomraadet, som for et aar siden havde vaeret afskyeligt, var blevet renoveret og saa udemaerket ud nu. Ellers var centret mest af alt nu en byggeplads. Nogle nye bygninger blev opfoert og hele centret fik ligesom mere rum, naar nu kontorbygningen var vaek.

Udenfor centret tog jeg nogle billeder af ungerne og sagde farvel. Jeg ved endnu ikke om jeg tager derud igen. Man kan sige at jeg ikke rigtig kender nogen derude nu, men alligevel fortjener de boern der nu engang er der, vel alligevel de gaver, jeg havde planlagt at koebe.

Back in 'Nam: Indtryk # 3

Indtryk # 3 viser nogle natbilleder fra Hanoi. Jeg haaber at i kan lide dem:

Ballonsaelger i krydset imellem Highlands Coffee og KFC, i den nordlige ende af Hoan Kiem soeen.

At krydse over vejen i Hanoi, kraever en vis portion koelighed, men saa laenge man gaar i et roligt tempo og kigger trafikken lige i forlygterne, sker der ikke noget.

Aftencafe ved Hoan Kiem soeen.

Jeg oplever tit at der laves en del arbejde om aftenen. Jeg tror det skyldes at der bl.a. er koeligere og mindre trafik.

Lille restaurant, der har sent aabent.

Et land med indre kontraster

Det kan undre en, naar mang gaar rundt i Vietnams gader, at se saa mange flag og bannere med hammer og segl, samtidig med at kapitalismen broeler for fuld udblaesning rundt om dig. Overalt er der reklamer, der bliver raabt tilbud i hoejtalere og paa store plakater staar der manende ord fra den vietnamesiske kommunismes fader, Ho Chi Minh.

Symboler paa baade kommunisme og kapitalisme er at finde i Hanoi. Her et symbol paa sidstnaevnte

For at forstaa dette, maa man acceptere at Vietnam er et land, der paa mange maader staar i kontrast til sig selv. De gamle traditioner og dyder, der f.eks. foreskriver at unge kvinder ikke boer hverken drikke alkohol og ryge cigeratter, baade lever i bedste velgaaende i blandt de tilrejsende studerende, men man skal ikke laengere end til Tempel Bar, for at opdage at mange ogsaa lader haant om de kulturelle foreskrifter. Ungdommen er i opbrud, mellem de der vil aere deres familier og dem der vil more sig. Imidlertid virker det som der ikke findes en mellemvej, imellem de to yderpunkter; enten bruger man al tiden med studierne eller drikker sig sanseloes i flere dage ad gangen.
Vietnam er et land hvor kontrasten mellem land og by er uendeligt stor. Hanoi kan til tider forveksles med metropoler som Paris, isaer pga. de franske bygninger der endnu staar fine og uberoerte. En storby med et vibrerende liv og en renlighed langt over f.eks. Kathmandu, men stadig en anelse lavere end Paris. I byen kan du bo for flere millioner Dong paa dyre hoteller og leve i luksus og spise kaviar. Landet derimod, er fattigere end vi i Danmark forstaar fattigdom. Familier bor i store flokke i smaa hytter af blik og bambus. Der lugter og dyrene render frit omkring. Man kan, visse steder, bo paa homestay, altsaa bo ved en familie paa landet, med myggenet til beskyttelse mod myggenes konstante summen. Paa landet slider folk i 35 graders varme paa kaffe, peber - og teplantager, mens plantagernes ejere tjener styrtende, isaer paa kaffen.
Hanoi vs Saigon, Nord vs Syd. Vietnams krige mod kinesere, franskmaend og amerikanere har lavet en kloeft imellem nord og syd, understreget af deres forskellige klimatiske forhold. Nord har 4 aarstider, syd kun 2. Saigon er mere en storby end Hanoi. Saigon er stoerre, mere driftig og udadvendt. De unge i Saigon morer sig, tager i byen og fester, som vi goer i Europa. Tilrejsende vil foele sig mere hjemme i Saigons natteliv, nogle endda moedt med en underlig imoedekommenhed. Isaer fra pigerne. "Saigon girl" er begreb for de piger der, i vietnamesisk opfattelse, er loese paa traaden og gaar meget i byen. Mest af alt kommer jeg til at taenke paa de allestedsnaervaerende letpaaklaedt oversminkede prostituerede, der goer alt for at fange din opmaerksomhed en sen aften i Saigon. Jeg taenker paa de piger, der er ansat paa barene for at smalltalke med mandlige turister, saa at de koeber mere at drikke. Saigon er ikke en by for mig. Jeg nyder Hanois rolige atmosfaere. Den er som en landsby og gaar i seng omkring kl 12. Kun paa nogle faa natklubber fortsaetter festen efter at politiet har vaeret der, for at lukke den. Loesningen er at lukke porten til baren, saa koerer politiet bare forbi. Hanoi er afslappet og man kan nyde en stund i (relativ) fred og ro ved Hoan Kiem. Her er kultur i form af teatre, gallerier og den saerpraegede vietnamesiske livsstil. Ikke alle er imoedekommende, men isaer de studerende er og de er sjaeldent overfladiske. De er reelt interesserede i at laere noget om dig og isaer om engelsk.

Hanois katadral

Saigonesere vil sige at Hanoigensere er tillukkede og ikke forstaar at more sig. Hanoigensere vil sige at Saigonesere er overfladiske og loese paa traaden. Med det meste af min tid tilbragt i Hanoi, er jeg nok paavirket til at holde med Hanoigenserne. Men det maa siges, at jeg kun var i Saigon to dage. Maaske der gemmer sig andet, end de korte indtryk jeg fik sidste aar, da jeg ankom til metropolen Saigon.

Saigons katadral

Vietnam overrasker med de mange folder og kontraster landet gemmer paa. Derfor elsker jeg at vaere i Vietnam. Du vil aldrig helt have den samme oplevelse, fra sted til sted i Vietnam.

Back in 'Nam: Indtryk # 2

Igaar var en dag med to overfald, en kaempe tordenskylle og hundekoed. Jeg startede dagen med spise en gang Pho Bo (urtesuppe med oksekoed) og overveje hvad jeg skulle faa dagen til at gaa med. Jeg ville gerne besoege Anh, en medarbejder hos cafekaeden Highlands Coffee, men det viste sig senere at han ikke havde tid. Derfor drog jeg, som altid naar jeg ikke ved hvad jeg skal finde paa, til Hoan Kiem soen, satte mig paa en baenk og aabnede min bog.

Hoan Kiem soen, hvor man, hvis man er heldig, kan se en skilpadde svoemme rundt.

Jeg havde knap laest to linjer foer jeg blev overfaldet. Overfaldet af en stor gruppe vietnamesiske studenter, der stillede sig op i en rundkreds omkring mig og paent spurgte om jeg ville tale lidt engelsk med dem. En smule forvirret over at have 13 personer staa og kigge spaendt paa mig, sagde jeg ja. De var heldigvis meget flinke og deres laerer Tiep, der havde fundet paa at de skulle tale engelsk med udlaendinge, virkede virkelig flink og talte godt engelsk. Vi talte om lidt af hvert og jeg gav dem mit vietnamesiske nummer, saa vi kunne moedes igen og tale mere engelsk en anden dag.
Jeg tog en lur paa hotellet, eftersom jeg natten forinden kun havde faaet ringe soevn. Efter at have talt lidt med receptionisten, fandt jeg ud af at Anh alligevel ikke kunne moedes, men at Tiep rigtig gerne ville invitere mig paa aftensmad, begav jeg mig nok en gang til Hoan Kiem soen, for der at moedes med Tiep. Skyerne over byen begyndte saa smaat at se faretruende moerkegraa ud og blaesten tog til. Jeg fik en sms fra Tiep der sagde at han var forsinket som foelge af regn. Hvor jeg stod regnede det dog ikke endnu. Endnu engang blev jeg overfaldet. En denne gang lidt mindre gruppe studerende kom hen og spurgte mig om det samme, den foerste havde spurgt mig om. Jeg sagde ja og vi satte os ved en baenk. Lederen af gruppen havde en yderst inerverende maade at sige "yes" paa. Han sagde naermere "Jaaazzz" og jeg havde naesten lyst til at sige at det var forkert, saa irreterende loed det. Det blev heller ikke bedre af, at han sagde det ved enhver pause i samtalen: Jaaaaazzzzz. Nu var tordenskyllen imidlertid over os og de ville soege ly for regnen. Jeg blev siddende lidt endnu, foer ogsaa jeg soegte ly under et halvtag paa den anden side af gaden. Regnen stod ned i maengder, jeg sjaeldent har oplevet foer og lynene slog ned med korte intervaller. Det bragede og blinkede og pjaskede. Selv under halvtaget kunne man ikke vaere fuldstaendig toer. En gammel kone solgte Cha Da (groen te med isterninger) og jeg koebte et glas, da Tiep og hans bror Hyu kom koerende paa deres motorcykel. Paa en eller anden maade havde de set at jeg sad der, hvilket jeg var meget glad for. Vi talte om fodbold og Hyu kendte baade Laudrup og Schmeichel fra de kronede dage i '92. Vi sad og drak te indtil regnen aftog.

Sommerregn v. Hoan Kiem soeen

 Xe buyt ba moui mot (bus 31) koerer ud til hvor Tiep bor og den var jeg med efter regnen var drevet over. Det tog en lille halv time og jeg befandt mig nu i, hvad der mest af alt lignede en vietnamesisk landsby. Vi traskede afsted til Tieps lille studenterlejlighed. Den lignede hvad jeg foer havde set. Ikke mere end 10 kvadratmeter stor, en seng til to, et komfur og et badevaerelse. Tiep og Hyu havde koebt ind til aftensmad og jeg proeved at hjaelpe dem med urterne. Vi skulle have hundekoed med bun nudler (tynde nudler), urter og groentsager. Hundekeodet smagte ret specielt, maaske bedst beskrevet som ret krydret oksekoed. Men det var sejt og der var en masse ben, saa oplevelsen var ikke den bedste. Vi fik et par Bia Hanoi (Oel Hanoi) og talte om lidt af hvert. Jeg blev tilbudt at bo hos Tiep, hvilket jeg i oejeblikket overvejer.

Tieps (t.v.) lejlighed, som han deler med sin aeldre bro Hyu (t.h.)

Back in 'Nam: Indtryk # 1

Den foerste forskel jeg maerkede da jeg steg ud af flyveren for to dage siden, var varmen. Den gennemtraengende, gennembloedende fugtige varme, der laegger sig som et varmt haandklaede om een, hvert bevidste oejeblik man er i Vietnam paa denne tid af aaret (medmindre man selvfoelgelig er i et rum med aircondition).
Derudover virkede alt til at vaere ved det gamle. Det vietnamesisk anarki, eller kaos var det samme som det jeg med vemod forlod tilbage i maj 2011. Smaa improviserede fortovsspise - og testeder ligger som en flok svampe paa naesten hvert fortorv. Trafikkaoset var det samme, med det store kor af forskelligt lydende dyt, der sjaeldent siger "flyt dig din store idiot", som det goer i Danmark, men snarere "her er jeg, vaer opmaerksom".
De fleste jeg kender hernede var meget ivrige for at moede mig allerede foerste dag og det blev mere hektisk, end jeg egentlig havde energi til, efter ca. 24 timer med naesten ingen soevn. Den foerste jeg moedte var Hao, men moedet viste sig at blive lidt af en katastrofe. Jeg havde helt glemt hvor daarligt engelsk hun talte og hun regnede med at jeg kunne styre hendes motorcykel, hvilket jeg ikke kunne (kan kun med automatgear). Vi skulle have noget at spise, saa maatte tage en xe om (motorcykeltaxa), men fordi jeg ikke havde regnet med at tage xe om, og derfor ikke havde taget flere penge med, end hvad jeg troede var noedvendigt, viste det sig at jeg ikke havde raad til at spise paa den af Hao anbefalede restaurant. Vi maatte tilbage igen, nu i alm. taxi, hvilket ogsaa kostede og da jeg endelig havde hentet pungen paa hotellet, ville Hao ikke tilbage til restauranten igen. Spildte penge. Men i det mindste sad vi og kiggede paa den smukke Hoan Kiem soe, med en meterhoej sprogbarrie imellem os.
Den anden jeg moedtes med var Sandra. En gaev pige, med gode engelskkundskaber. Hun er meget anderledes end andre vietnamesiske piger, da hun er bramfri og baade ryger og drikker. Indimellem ryger hun vist ogsaa en fed. Ikke desto mindre fandt hun et godt spisestod, hvilket var godt, da jeg paa det tidspunkt var meget sulten. Efter at have spist tog vi med en af hendes kollegaer til Bia Hoi krydset. Bia Hoi er en oel der kan faaes flere steder i Hanoi. Den er brygget efter tjekkisk forbillede, smager fremragende og koster kun 5.000 Dong. Sandra og kollegen spurgte om jeg ville med i byen, men jeg maatte takke nej, da jeg begyndte at maerke soevnen trykke efter at have vaere vaagen i snart over 24 timer. Jeg tog tilbage til mit hostel og gik paa hovedet i seng.

Sandra (t.v.) og kollegaen (t.h.)

Som repraesentant for Danmark.

Skoent toemmermaend og meget lidt soevn, var jeg overraskende frisk, da jeg stod op til solskin (hvilket er sjaeldent her i Hai Duong), og sammen med Amalie og Clara begav os til Hanoi i loerdags. Her skulle vi repraesentere Danmark i et arrangement, kaldet noget i retning af "International Volunteer Day" (tror jeg). Vi skulle forberede en dansk ret og lave en optraeden, saa vi var meget spaendte. I Hanoi moedtes vi med en vietnamesisk volontoer fra VPV, der tog os med hjem, saa vi kunne forberede den traditionelle danske ret - frikadeller med sovs og kartofler. Hun havde koebt ind for os i forvejen og havde ogsaa fra den danske ambassade, faaet haefter og blade omkring Danmark, samt info-dvd'er. Det var overordenltigt hyggeligt at staa i hendes ret beskedne hjem, og tilberede en ret, saa fjern fra det vietnamesiske cousine. Vi blev af hende og to af hendes venner, paa motorcykel koert til det (3-4 stjernede) hotel hvor konferencen/arrangementet skulle afholdes. Her var, hvad man paa engelsk kalder et "conference room", indrettet til lejligheden, og vi blev anvist et bord, ved hvilket vi skulle sidde og fortaelle interesserede vietnamesiske universitetsstudernde om Danmark. Vi blev dog hurtigt klar over, at vi nok var de mindst forberedte af de tilstedevaerende lande - vi havde, i modsaetning til mange af de andre, hverken et stort flag, plancher eller imponerende kort med. Det viste sig dog ikke at goere noget, for da de universitetsstuderende blev lukket ind, kom der en lind stroem over til vores bod. De var aabenbart meget interesserede i dette lille land, med denne beskedne bod. Vi fik fortalt dem alt om kongehus til moentfod og laert dem at sige "roed groed med floede".
Dette rum blev hurtigt fyldt med masser af mennesker og der spilledes hoej musik fra larmende hoejtalere. Indimellem ville en af dem der stod for arrangementet, gaa op paa scenen og lade sin stemme drukne i al den snak der ellers var i rummet. Masser af larm og varme.Til gengaeld var der masser af soede og interesserede mennesker at henlede sin opmaerksomhed paa, saa det var foerst til sidst at vi kunne maerke det runge for oerene. Tilsyneladende vakte arrangementet ogsaa opsigt udover det universitet de studerende var blevet inviteret fra og NGO'er - VTV1 (en vietnamesisk fjernsynskanal) var troppet op med kamera og hele skidteriet, og minsandten om ikke vi, i boderne skulle interviewes. Jeg blev venligt spurgt om jeg ikke ville stille op til interviewet, hvilket jeg gerne ville. Udenfor "conference room'et", hvor min stemme kunne hoeres, blev jeg praesenteret for en journalist, der kort foer interviewet, introducerede mig til to af de spoergsmaal han ville stille. Spoergsmaalene var noget i retning af "hvad synes du om dette arrangement", "hvad haaber du at laere og laere videre om hhv. Danmark og Vietnam" osv. Det tog ti minutter og jeg var en smule nervoes, men fik da sagt noget, jeg i oejeblikket selv syntes loed fornuftigt.
Derefter skulle vi optraede. Vi havde valgt at synge "I Danmark er jeg foedt der har jeg hjemme", hvilket gik smertefrit, skoent det var foran ca. 70 mennesker. Vores optraeden var dog, ligesom vores bod, ganske beskeden, skulle vi senere finde ud af, i forhold til de andres. F.eks. lavede vietnameserne en flot optraeden, med noget der lignede Kung Fu - det var i hvert fald dramatisk og involverede masser af spark, og slag.
Til sidst sad vi og kiggede ud i luften - den hektiske dag havde gjort os et par maanede aeldre paa meget lidt tid - saa vi besluttede os for at drage til et sted med mindre larm. Vi sagde farvel til den vietnamesisk volontoer og fik taget nogle sidste billeder sammen med vietnamesere og andre asiatere (hele arrangementet igennem, blev vi igen og igen, af asiatere spurgt om ikke vi ville tages billeder af samme med dem). Derefter tog vi til Hoan Kiem soeen og hvilede oerene.

Lidt loest og fast

Nu har jeg efterhaanden vaeret i Vietnam i over en maaned og der er noget jeg maa goere op med. Dette er mit foerste blogindlaeg, fra Vietnam, "I koma paa Coma 6". Jeg haevder i indlaegget at vietnameserne er reserverede, hvilket jeg siden har erfaret at de (i forhold til danskerne) langt fra er. Der sker nemlig ofte det forunderlige, naar jeg f.eks. sidder paa en baenk eller i bussen, at en vietnameser vil komme hen til mig og spoerge "how are you". Det er som oftest studerende og grunden til at de henvender sig til mig, er at de gerne, i samtale med mig, vil forbedre deres engelsk kundskaber.
Dette har resulteret i, at jeg nu har telefonnummer paa 5 vietnamesere og jeg har allerede vaeret hjemme hos to. En vietnamesisk studerendes hjem er dog ikke noget at prale af; det jeg har oplevet er rum paa ca. 2,5 x 2,5 meter, med seng, bord, fjernsyn, nogle stole (maaske et badevaerelse) og en reol. Og hvad mere er, de er oftest ikke alen om at dele et saadant vaerelse. Som oftest er de 2 og maaske endda 3 studerende der sover i samme seng. De steder jeg har besoegt, ligger i fattige omraader og vaerelserne ligger ud til en snaever gang, som saa foerer ud til hovedgaden. Trods de lave standarder, er de altid smilende og venlige. De insisterer paa at betale for bus og kaffe, naar vi er rundt i Hanoi og een tog mig med i biografen for at se en film.
Hvad har jeg ellers oplevet?
Ninh Binh: Naar man taenker paa Vietnam, er billedet af klipper der staar frit op af et fladt landskab, ofte det billede man associerer Vietnam med. Ninh Binh er lige praecis saadan et sted. Byen ligger lige ved siden af et stort omraade, af knejsende klippeknolde og masser af rismarker. Jeg var ved det, der hedder Tam Coc, hvor man kan sejle imellem disse klipper og rismarker. Det var en foelelse af aerefrygt der gennemstroemmede mig, mens jeg fik ondt i nakken af at kigge paa disse skoenne klipper.
Ellers har jeg det straalende: En fyldt hverdag med soede boern, vietnamesiske venner paa mobilen og ingen tid til at skrive blog-indlaeg!

En dag paa Hai Duong Welfare Center

Kl. 05.30
Jeg vaagner ved den velkendte lyd, der stammer fra hoejtaleren nede paa gaden. Hoejtalerens hanegal er den kommunistiske propaganda, der koerer dagen lang, lige fra kl. 05.30 om morgenen. Jeg vender mig om paa siden og priser mig lykkelig for ikke at kunne forstaa, hvad der kommer ud af hoejtalerne. Jeg ser helst at min underbevidsthed ikke fyldes med propaganda!

Kl. 07.15
Vaekkeuret ringer, jeg traekker i toejet og gaar ud til "badevaerelset". Der er dog to ting galt med at bruge ordet badevaerelse om det sted, jeg boerster taender om morgenen. For det foerste er der ikke noget bad, men kun bruser, lige ved siden af vasken. For det andet er det ikke noget vaerelse, da der ikke er fire vaegge, kun tre og hvor den fjerde mangler, er der aabent ud til gangen imellem vores vaerelser. Derudover staar der to store roede spande, til opbevaring af masser af vand.
Et bad er altsaa ikke noget man tager, i dansk forstand. Her er et bad at staa foroverboejet, og med bruseren kun vaske sit haar. Man kan til lejligheden vaske sig under armene, men et bad uden toej paa, er ikke muligt.

Kl. 07.30
Vi (Amalie, Clara, to franskmaend og jeg) trasker ned ad de mange trapper fra femte sal, ned til den store kantine paa stueetagen. Det er ikke til at forstaa at der for en halv time siden, sad femhunderede boern og spiste deres morgenmad, for der er ryddeligt og stolene er stillet op paa bordene. Skoent deres handicap, er boernene utrolig effektive hvad angaar oprydningen.
Morgenmaden staar normalt paa baguettes, der er skaaret op og fyldt med scrambled eggs. Af og til er der tilmed chili i. Hvis det ikke er paa menuen, saa er alternativet ris.

Kl. 08.00
I bygningen overfor den vi bor i, bor spaedboernene. Normalt naar vi kommer derover, skal boernene have mad, saa vi sidder hver isaer med hver vores spaedbarn og giver den lidt fra sutteflasken. Selve arbejdet bestaar i at tage sig af de smaa pus, lege med dem og soerge for at kigge dem ind i oejnene. Mange af boernene er nemlig udsat for omsorgssvigt, og det er faa der kan holde oejenkontakt i laengere tid af gangen. Derudover er mange af dem flade, paa baghovedet. Et bevis paa at de for laenge ad gange laegger for sig selv, paa de harde sivmaatter.

Kl. 11.00
Naar trommen lyder, er det tid til at gaa tilbage til kantinen. Her venter frokosten. Foerst skal boernene dog spise og vi venter en halv time, med at fortaere vores ris, med salat og foraarsruller.

Kl. 14.00
Efter en pause, i hvilken jeg enten tager en lur, eller laeser, er det tid til at skulle undervise. Vi gaar ned paa fjerde etage og vaelger en klasse at gaa ind til. Boernene har lige sovet middagslur og er enten traette eller rastloese, saa at gaa i gang med den haarde undervisning, er ikke muligt. Normalt leger vi lege, baseret paa noget fagligt, saasom at kaste groenne, blaa, gule og lyseroede bolde i en saek, for derigennem at laere dem farverne. Men naar foerste frikvarter er ovre, er det umuligt at gennemfoere faelles aktiviteter, og vi sidder og tegner, spiller spil eller snakker med boernene.

Kl. 17.00
Boernene soerger selv for at lukke og slukke i klassevaerelserne, nar trommen lyder klokken fem. Vi gaar igen op til vores vaerelser og venter paa at blive sultne, saa vi klokken syv kan gaa ned og spise det, koekkendamerne har gemt til os.

Kl. 19.00 - 22.00
At gaa ned ad trapperne klokken syv, faar en til at taenke paa "Shutter Island". Der er intet lys over trapperne og stedet virker oede, selvom man af og til kan hoere noget barnelarm. Naar man kommer ned til gaarden, loeber hundene os i moede. Er man alene begynder de at goe ad en og virke truende.
Efter at have spist, vasker vi selv servicen af og gaar op igen. Her tilbringer jeg normalt aftenen, med at laese, drikke te, snakke og saa til sidst gaa i seng. Foer jeg falder i soevn, forbander jeg hundene fordi de ikke kan holde op med at goe nede i gaarden.

Xe om - en farlig taxa

Jeg var lige staaet af bussen, da han stod og vinkede mig hen til sig - motorcykel-taxa-foereren, eller paa vietnamesisk, Xe om. Xe om er en billig og anderledes maade at blive transporteret paa og denne lune aften i Hanoi, var som skabt til at suse afsted, bag paa en af Hanois mange motorcykler. 200.000 dong (52 DKK) var den aftalte pris og saa suste vi ellers igennem Hanois natteliv.
Hanoi er en by med masser af neonlys og mange farver, naar moerket falder paa og vejene er fyldt med motorcykler. Vi koerte ad brede boulevarder og smalle gader. Indtrykkene var mange og forskellige. Et sted ville man se bastante hoejhuse, med blanke glasfacader, et andet koerte man blandt de smaa og skaeve huse, der er kendetegnende for Hanois gamle kvarterer. Det var med stor forundring over hvor taet min motorcykelfoerer overhalede biler og andre motorcykler, at det skete. KRASH! og saa laa der en motorcyklist paa asfalten 5 meter foran os. Vi bremsede haardt op og det med noed og naeppe at vi drejede uden om den forulykkede motorcyklist. Heldigvis lod der ikke til at vaere sket ham noget, men det er overhovedet ikke unormalt, at man oplever uheld med motorcykler i Hanoi. Jeg havde allerede for en uge side, set en motorcyklist blive pakoert af en bil - her skete heldigvis heller intet. Miriam, en af dem der abejder VPV (Volunteers for Peace Vietnam), har to gange vaeret ude for ulykker paa motorcykler. Men vaerst var den historie, Amalie og Clara kunne fortaelle mig, da de kom hjem fra deres weekendtur. De havde i en bus set en mand, der var vaeltet af sin motorcykel, ligge i sin egen blodpoel. Han overlevede ikke.
Det var med lettelse at jeg kunne staa af, ved VPV's hovedkvarter i Hanoi. Turen havde vaeret laengere end min chauffoer havde forventet, saa han ville have flere penge. Jeg sagde bare "Kawm!", hvilket betyder nej paa vietnamesisk, da vi havde aftalt en pris.

Et galehus fyldt med soede boern

I mandags kom jeg saa endelig til mit bestemmelsessted: Hai Duong Welfare Center. Et center bestaaende af 4 store  etagebygninger og 500 boern. Vi (Amalie og jeg) har vaeret saa heldige at der paa centret de naeste to uger, vil vaere to andre volontoerer fra Mellemfolkeligt Samvirke, Nanna og Signe. De vil i den tid de endnu er her, hjaelpe os med at falde til, hvilket jeg er meget taknemmelig for. Stedet kan nemlig godt virke ret skraemmende. Vores vaerelse befinder sig paa 5. etage og paa etagerne under os bor og undervises boernene. Boernene elsker at vaere sammen med os og vil goere naesten alt for at vaere det. Saa den eneste grund til at vi kan have privatliv paa centret, er takket vaere de mange gitre der er. Gitre de er udstyret med store haengelaase og som deler gangene op i flere dele. Havde de ikke vaeret der, kunne vi vide os sikre paa, at der ville staa boern og banke paa ruderne til vores vaerelser
.
I gaar var vores foerste dag paa arbejde. Vi havde besluttet os for at starte let ud, saa formiddagen (08.00-11.00) tilbragte vi hos spaedboernene, mens Nanna og Signe underviste. Det var dog ikke saa let som vi havde forestillet os. Ikke fordi det er haardt at passe spaedboern normalt, men naar nogle af boernene viser tydelige tegn paa omsorgssvigt og naar boernepasserne slaar dem, hvis de ikke opfoerte sig ordentligt, saa kan det gaa een paa. Ud af 6 spaedboern var det maaske et eller to boern ad gange, som boernepasserne tog sig tid at vaere sammen med, ud over naar de skulle skiftes og have medicin. De andre boern maatte saa ligge og kigge rundt, eller vaere sammen med os.
Da trommen loed kunne Amalie og jeg traske over til vores bygning og holde pause til klokken 2. Efter en velfortjent lur var det tid til at arbejde igen, nu med Nanna og Signe. Vi skulle i en klasse lege lege, der handlede om at laere navnene paa farverne paa engelsk. Klassen bestod af mentalt handicappede boern, men de var overraskende gode til at huske hvad farverne hed. I det hele taget var det en meget stille og ordentlig klasse og da vi var faerdige med undervisningen, sad vi og hyggede med dem.

I dag var vi igen ovre for at passe spaedboern. Vi valgte bevidst et andet rum, for at se om boernepasserne her var mindre haardhaendede overfor boernene. Og det viste sig ogsaa at vaere tilfaeldet. Vi passede ca. seks spaedboern, sammen med to venlige vietnamesiske kvinder. Det var dog stadig tydeligt at boernene havde vaeret udsat for omsorgssvigt (enten fra centrets eller foraeldrenes side), isaer da jeg holdte et spaedbarn der gjorde alt for ikke at se mig i oejnene.
En hel del hygge, omsorg og gylp paa min troeje senere, gik vi over i den anden bygning, for, ligesom gaarsdagen, at hjaelpe Nanna og Signe med undervisningen. Det skulle dog vise sig at vaere langt fra saa stille og hyggeligt som gaarsdagens klasse.
Klassevaerelset var meget mindre, men eleverne var i ca. samme antal. De kunne dog ikke sidde stille og var meget begejstrede for at se Amalie og jeg. De raabte, skreg og legede med hinanden og koncentrerede sig slet ikke om de lege Nanna og Signe havde forberedt. Efter at have proevet at lave noget med dem, opgav vi, og gik med paa deres forslag om at lege blindebuk. Det skulle vise sig at vaere lidt af en fejltagelse, for hvad vi ikke vidste, var at der paa vores gang, ingen andre laerere var. Saa da vi, med vores klasse traadte ud paa gangen, stroemmede boern fra de andre klasselokaler ud og sluttede sig til os. Det udviklede sig hurtigt til en del larm og der var ikke rigtig styr paa legen, for vi volontoerer blev hevet i fra flere sider paa en gang, af boern der ville alt muligt med os. Jeg selv maatte erkende at min 190 cm hoeje krop, mest af alt ansaas af boernene som et klatrestativ og de ville hele tiden op paa skuldrene og baeres rundt med. Til sidst maatte jeg sige nej, og gestikulere at min ryg ikke havde det saerlig godt mere.
Fordi der ingen vietnamesiske laerere var, kunne vi ikke uden videre vende tilbage til klasselokalet. Boernene blev ved med at hive i os og ville have os ind i deres klasselokalder. Isaer en pige, som Nanna og Signe har fortalt er rigtig upopulaer iblandt boernene, ville ikke slippe os og hver gang man satte hende ned, begyndte hun at graede. Det var frustrerende og hjaerteskaerende paa samme tid, fordi det bare viste hvor meget disse boern behoever opmaerksomhed fra voksne - opmaerksomhed som de ikke faar fra de ansatte paa stedet.

I koma paa Coma 6

Et af de stoerste kulturchock, jeg indtil videre har faaet i Hanoi, er sjovt nok hvor ordnet alting er. I modsaetning til Kathmandu, er trafikken her meget mere civiliseret, skoent de dytter mere end man ville goere derhjemme. Derudover er det meget mere stille her. Da vi kom var der meget faa biler og mennesker at se i gadebilledet. Der virkede forurolignende stille, men Miriam (d. amerikanske facilitator, der arbejder for VPV) forsikrede os, at det var pga. Tet - det vietnamesiske (maane)nytaar.
Vi ankom i soendags til et af VPV's (Volunteers for Peace Vietnam) huse, der ligger lidt uden for Hanoi. Ogsaa her var stemningen ret doed, da vi var de foerste af et nyt hold volontoerer, der ankom. Dette skyldtes at ankom som nogle af de foerste volontoerer. Desuden er selve husets faciliteter et skridt nedad - de har f.eks. ikke et bordtennisbord, som jeg efter en maaned i Kathmandu, med intensiv bordtennis, savner inderligt.
Vietnameserne er mere reserverede og nok ogsaa mere vant til bleghuder som os. I modsaetning til Kathmandu, er det ikke dagens store begivenhed, naar en hvid skrider ind over doertaersklen til en restaurant.

Slumdog Volonteer

De foerste indtryk
I tirsdags sad jeg et sted, mange turister nok ville undgaa, hvis de lagde deres rute forbi Kathmandu; slummen. Naermere betegnet, end af de mange slumkvarterer der putter sig op ad Bagmati-floden, der skaerer sig igennem Kathmandu. Vi (de andre volontoerer og jeg) sad paa henholdsvis udfoldede papkasser eller liggeunderlag paa en lille plads, i hjertet af slummen. Fluerne, der nok var tiltrukket af den paatraengende stank af faeces, var overalt og vi maatte med jaevne mellemrum, vifte dem vaek fra vore ansigter. Solen stod hoejt paa himlen og gjorde det nemt at se stoevet hvirvle rundt i de smaa briser. Imens vi skulle vaenne os til alt dette, blev vi, med nysgerrige oejne, stirret paa, af slummens beboere. Det var boern, der maabede eller smilte til os, gamle koner der kiggede ud ad de smaa doere eller forbipasserende, som maatte stoppe op for at finde ud af, hvad meningen med 20 hvide i slummen, dog kunne vaere.
Hvorfor sad vi der? Jo vi ventede saamaend paa de familier, der skulle have os boende den dag og nat. Jeg og en volontoer ved navn Christian, skulle bo sammen. Og da familierne kom for at hente os, viste det sig at vi skulle bo hos den lokale koebmand. En rar og kraftig mand, der dog viste sig at snakke daarligt engelsk. Vi blev af ham foert igennem slummen og paa vejen kom vi ud til floden. Her saa man hvordan skraldet floed ved flodbredden og i selve floden. Boern tumlede rundt med bare taer, taet ved floden, men naar vi kom forbi standsede de op og saa paa os. Vi sagde "Nameste" hvortil de fniste og svarede, "Nameste".



Den snaevre gang, der foerte op til koebmandens butik.


Koebmandens butik
Vi blev foert op igennem en af de mange smalle gange, der er typisk for slummen og kom til koebmandens butik. Her fik vi lov at sidde ved et bord og drikke noget "chhya" (nepalesisk maelkete), mens koebmanden soergede for sin butik. Det var hans kone der serverede teen, en spinkel, men meget koen kvinde, som for saa vidt ikke saa saerlig gammel ud. Vi erfarede da ogsaa, da koebmanden lod os hilse paa sin 9 maaneder gamle datter, at han og konen var forholdsvist nygifte og at han kun var 27 aar gammel.


Koebmanden vi boede hos.

Selve butikken var et overfloedighedshorn af kiks, nuddelsupper og andre smaating og vi kunne sikkert have faaet det meste af butikkens indhold gratis, hvis vi havde spurgt vores venlige vaert om det. Det vistes tydeligt da Christian ville koebe nogle cigaretter af koebmanden, hvortil koebmanden foerst ikke modtage pengene af ren og skaer gavmildhed, men kun da Christian insisterede paa at betale.
Lige ved siden af butikken, var der et etmandskoekken; et lille skur, med tre vaegge og tag, hvor konen stod og lavede te og mad. Butikken laa lige ud til slummens hovedvej, saa vi var til offentligt skue og mangen nepaleser kom da ogsaa hen og satte sig ved vores bord, saa at al den snak vi ikke fik med koebmanden (da han konstant arbejdede), fik vi med tilfaeldige forbipasserende.

En snak med en muslim
Mange forbipasserende var boern, der ikke talte engelsk, en enkelt var en fordrukken gammel mand, men den person vi fik snakket mest med, var en 16-17-aarig muslim. Vi fik en interessant snak med ham om, hvordan det er at leve i slummen og her foelger hvad jeg kan huske:
I slummen var religionerne meget blandet. Koebmanden var f.eks. kristen, nogle var muslimer og andre hinduer og buddhister. Trods dette, var sammenholdet i slummen utrolig godt og konflikter baseret paa religion var ikke-eksisterende. Sammenholdet var endda saa godt, at de bander der holdt til, ved en bro ikke langt fra slummen, ikke turde lave ballede, da slummens beboere effektivt ville jage dem vaek. Han selv, kunne ikke taenke sig at flytte andre steder hen, da han foelte at slummen var hans hjem. Her kendte folk hinanden og man hjalp hinanden i tykt og tyndt.

Til slum-bal
Vi sad og var ved at blive ret sultne, da en flok nepalesiske drenge, kom hen til os og sagde vi skulle foelge med dem. Vi anede ikke hvad der skulle ske og skaevede spoergende til koebmanden, der til vores overraskelse, virkede til at vaere indforstaaet med drengene. Vi fulgte efter og kom til den plads, hvor vi var blevet hentet af vores vaertsfamilie. Nu var det imidlertid blevet moerkt og paa pladsen var en masse mennesker forsamlet; alt fra gamle koner og krumboejede maend, til glade og fnisende unger. Her var ogsaa de andre volontoerer. Naivt proevede vi at gemme os lidt vaek, for ikke at komme ind i midten af forsamlingen og danse, men det viste sig, at vi mere eller mindre, var hovedattraktionen til dette slum-bal. Vi blev foert ind i cirklen og en der blevet slaaet paa en tromme, nogle damer begyndte at synge en nepalesisk (stamme)sang - dansen var igang.
Foerst ville de aeldre slum-medlemmer ikke lade boernene vaere med i dansen, men boernene var saa ihaerdige til at gribe fat i vore haender, at de til sidst blev accepteret i dansen. Jeg stod flere gange med boern og dansede, af og til med en enkelt eller helt op til ti paa en gang. Boernene vidste hvad de ville; de ville danse med os og var der andre boern i vejen for det, skortede det ikke paa hverken skub, spark eller slag. Ofte maatte jeg stoppe op og sige, at de skulle vaere ordentlige ved hinanden, men lige lidt hjalp det. De virkede dog alligevel allle til at vaere glade og dansen varede ved i ca. 2 timer, hvorefter Christian og jeg, udmattede, traskede tilbage til koebmanden.


Natten
Efter en overdaadig aftensmad, bestaaende af Nepals nationalret "dal bhat" (hvilket er ris med boenne-linse-suppe), var det paa tide at gaa i seng. Vaerelset vi skulle sove i, var, taget omstaendighederne i betragtning, luksioest. Der var to senge, med pude, dyne og taeppe - alt hvad vi havde brug for ovenpaa, en sjov, udmattende og begivenhedsrig dag. Vaeggene var isoleret med avispapir, men nogle steder var der huller paa stoerrelse med en knytnaeve, der foerte direkte ud i aftenen. Jeg var dog optimistisk. Vaerelset var lunt da vi lagde os under dynerne (og sovepose) og jeg valgte kun at sove i underdreng og t-shirt. Det skulle vise sig at vaere en dum ide.
Jeg maa have sovet tre timer, foer jeg foerste gang vaagnede, fordi jeg froes. Jeg trak dynen laengere op over mig og vendte mig om paa siden, hvilket dog ikke var saerlig behageligt for min hofte, da underlaget ikke var saerlig bloedt. Jeg maatte vende mig om paa ryggen og med lukkede oejne proevede jeg igen at falde i soevn. En oevelse jeg ikke kunne gennemfoere, da slumlydene ikke er til at ignoerere; der var hunde der goede og sloges, naboer der saa fjernsyn, boern der graed, moedre der tyssede og snakkede og (som kun Christian og ikke jeg, erfarede) en rotte der hyggede sig med at loebe rundt paa gulvet.
Resten af natten og morgenen med, bestod derfor for mit vedkommende, halvvaagent, at vaagne til henholdsvis slumlydene og kulden, der paa de snedigste maader traengte ind under min dyne.

Afsked
Solens straaler traengte ind i vaerelset, skoent der ingen vinduer var. Skaelvende rejste jeg mig op i soveposen og begyndte at finde mit toej frem. Hverken Christian eller jeg havde faaet meget soevn, men det betyder dog ikke at vores overnatning ikke var udbytterig. Nu havde vi oplevet slummen "by night".
Endnu engang sad vi hos koebmandens butik, mens vi indtog vores morgen chhya og morgenmad. Det var en kold morgen, meget overskyet, men dog var det dejligt at foretage sig noget, frem for at fryse i en sovepose. Fra hvor vi sad, kunne vi foelge med i noget af det vi havde kunnet hoere i loebet af natten - hundeslagsmaal. Hundene i Kathmandu er alle uden ejerskab, skoent koebmanden haevdede at en stor plysset hund var hans, saa er min betragtning, at det kommer an paa hvor meget man fodrer de hjemloese hunde. Denne morgen var der tre uoenskede hunde, alle undtagen een, hvide, der sloges mod tre sorte hunde. Det var et vaerre spetakel, men paa nepaleserne lod det til at vaere foerste klasses underholdning, ogsaa naar hundene bed hinanden til blods.
Det var paa tide at sige farvel og foer jeg gav koebmanden haanden som afsked, viste jeg ham nogle billeder jeg har med fra Danmark. Inden laenge var en koedrand af mennesker, samlet omkring os, mens jeg viste billederne frem. Alle var meget interesserede i at se hvad Danmark var for et land. Efter dette gav vi haand til afsked, vandrede ud ad slummen, nu med erfaring som slumhunde.

En snak med Rupak

At vaere i Nepal, et land hvor en borgerkrig haergede indtil 2006, har forekommet mig ret underligt. Saa da vi i fredags , paa platformen, havde nogle nepalesiske studerende paa besoeg, kunne jeg endelig faa et bedre kendskab til, hvordan det maa have vaeret at leve, med en borgerkrig som nabo. En af de studerende hed Rupak og efter vi var faerdige med undervisningen, tog han og jeg ned paa en naerliggende cafe. Jeg spurgte ham om borgerkrigen og han gav denne beskrivelse:

Hver dag ville man hoere skyderier i gaderne og der ville i loebet af en dag, ca. blive sprunget fire bomber i luften. Mange mennesker doede og folk blev i det hele taget fattigere. Saa fattige, at nogle ville bortfoere andres boern, for at afpresse foraeldrene for penge. Dette er en praksis, der selv i dag af og til haender og et eksempel var, at en laerer, der havde bortfoert en af sine elever, men ingen penge faeet, havde skaaret barnet i smaastykker.

Jeg sad og var ved at synke teen, da Rupak fortalte om det draebte barn og maatte lige sunde mig et oejeblik, foer jeg kunne gaa videre i samtalen. Rupak sad ogsaa og kiggede lidt fjernt frem for sig, som om der var noget erindrede. Jeg valgte at begynde at snakke om nutiden og om hvordan maoisterne, de tidligere fjender i borgerkrigen, i dag opfoerer sig. Rupak gav foelgende beskrivelse:

Maoisterne havde foer borgerkrigen, lovet de maend de ville rekruttere, guld og groenne skove. Nu da krigen er ovre, har levebetingelserne forbedret sig, men Nepal er stadig verdens 3. fattigste land og mange af de tidligere soldater har hverken set noget til hverken guld eller skov. Derudover blokerer maoisterne for mange fremskridt i parlamentet, for at gavne egne interesser. Fremskridt, som er vigtige for Nepal, da man i oejeblikket er i faerd med at vedtage landets forfatning.

Rupak virkede meget utilfreds over maoisterne. Noget man godt kan forstaa, naar man, som jeg, ser hvor meget Nepal har brug for politiske fremskridt.

Vi blev faerdige med at drikke te og jeg fulgte ham hen til bussen. Vi fik taget nogle billeder sammen og sagt farvel. Da jeg traskede tilbage mod platformen, mens jeg undgik Kathmandu's vilde motorcyklister, foelte jeg mig et skridt taettere paa, hvordan det maa vaere at vaere ung i en by med borgerkrig.

http://www.facebook.com/profile.php?id=100000741598089

"En sur-soed oplevelse"

Jeg havde egentlig afskrevet muligheden, men det viste sig heldigvis at der var en plads ledig, til de volontoerer der ville med ud og opleve et nepalesisk folkekoekken. Juju, en nepalesisk kunstner og ildsjael, der stod for projektet (samt et projekt, hvor han deler morgenmad ud til gadeboern), havde inviteret os. Vi moedtes med ham og han tog os med til Durbar Square, der er et centrum for en af de tre bydele, der udgoer Kathmandu. Vi fik foerst en kop soed te, hos nogle Juju kendte, mens vi sad ved foden af et tempel og betragtede stroemmen af nepalesere og turister. Efter teen tog Juju os med paa en runde i Durbar Square, hvor han og vi, hilste og legede med nogle af de gadeboern der holder til i omraadet. Boernene lod til at kende Juju og var rigtig glade for at se baade ham og os. De var meget beskidte, nogle havde ikke noget paa foedderne og kom man helt taet paa dem, kunne man lugte limen om deres munde.
Det blev hurtigt moerkt (som det goer naer troperne) og da en hvid varevogn kom koerende, jublede gadeboernene og stimlede sammen i en koe. De var dog ikke de eneste; ogsaa hjemloese maend stillede sig i koen. Nogle af maendene proevede enddog at snyde foran, men Juju, der lader til at vaere ret staerk, tog et fast greb om disse snydere og sendte dem om bag koen. Varevognen var den der havde mad med til folkekoekkenet og der blev laesset store gryder og borde af, saa at vi volontoerer kunne hjaelpe med at oese mad op. Imens der blev gjort klar til at give mad ud, stod jeg og nogle andre og pjattede med boernene og gav "high fives". En mand rakte ogsaa haenderne ud til mig og jeg troede han ville vaere med paa legen, men da han fik fat i mine haender, tog han dem op til sin kind, gned haenderne mod kinden og kyssede dem til sidst. Han smilede bagefter til mig, et smil uden mange taender.
Da al maden var spist var det tid til at tage hjem. Vi sagde farvel til de folk der hjalp Juju og skulle nu ogsaa sige farvel til gadeboernene. Dem havde vi efterhaanden leget rigtig meget med, saa deres farvel var ogsaa desto hjerteligere. De gav os alle et kys paa kinden (een enkelt paa munden), hvilket var noget af en sur-soed oplevelse. Soedt, da det var saa soed en gestus, surt, da man rigtig kunne lugte limen og blive mindet om hvilket armod, disse boern lever i. Vi vinkede til dem, og gik hvert til sit; vi til vore varme senge, de til en kold nat i det aabne og uden stroemper paa foedderne.

Templer, templer og atter templer. Og saa en lille skovdans.

Forrige soendags program stod paa tempel-sightseeing udenfor Kathmandu. I bus koerte vi ad snoerklede og hullede veje og besoegte den ene helligdom efter det andet. Foerste stop var Nagdaha soen, en rest af den oprindelige soe der udgjorde Kathmandu-dalen i gamle dage. Vandet var grumset og i vandkanten laa der lidt skrald, men alligevel kom konerne fra de omkringliggende huse ned for at vaske toejet. Vi fik ogsaa at vide, at vandet, urenset, blev brugt til drikke - og badevand. Vi betalte for en lille sejltur paa soen, i kanoer der vippede mere end de fleste var trygge ved. Godt at vi foerst bagefter fik at vide, at det dyr man ved soen tilbeder, ogsaa befandt sig i soen - slanger.

Andet stop, et tempel paa et lille bjergs top. Herfra kunne vi nyde udsigten over Kathmandu-dalen, saa langt dis og smog nu tillod os at se. Ved templet, var ogsaa nogle gadeboern at finde. Med dem kastede vi sten efter traerne paa bjergets skraaning. Derudover moedte vi denne hellige mand:

Tredje stop var ude i en skov. Vi stod overfor et smukt roedt tempel, men hele situationen var ret unormal, da man inde fra skovens midte kunne hoere popmusik. Vi gik nysgerrigt hen for at se, hvad det dog kunne vaere. I en lille lysning var en masse nepalesiske boern samlet og havde dannet en cirkel, i hvis midte nogle af boernene og nogle voksne dansede. Da vi naermede os, saa de forundret paa os (dette tempelomraade var ikke ligefrem en turistattraktion), men kom hurtigt smilende hen til os. Vi der havde taget billeder af dem, blev nu selv taget billeder af, og inden laenge stod vi sammen med disse boern og fik taget billeder sammen. Men billeder var ikke nok, for disse (skole)boern. Nej, vi skulle da danse med og snart befandt vi os i cirklens midte, som en slags hovedattraktion for nepaleserboernene. Vi dansede, grinede, snakkede og hyggede os laenge, men videre maatte vi og en langvarig afsked senere, sad vi i bussen og forstod ikke helt hvad der lige var sket.

(Nogle af de boern vi snakkede og dansede med)