En dag paa Hai Duong Welfare Center

Kl. 05.30
Jeg vaagner ved den velkendte lyd, der stammer fra hoejtaleren nede paa gaden. Hoejtalerens hanegal er den kommunistiske propaganda, der koerer dagen lang, lige fra kl. 05.30 om morgenen. Jeg vender mig om paa siden og priser mig lykkelig for ikke at kunne forstaa, hvad der kommer ud af hoejtalerne. Jeg ser helst at min underbevidsthed ikke fyldes med propaganda!

Kl. 07.15
Vaekkeuret ringer, jeg traekker i toejet og gaar ud til "badevaerelset". Der er dog to ting galt med at bruge ordet badevaerelse om det sted, jeg boerster taender om morgenen. For det foerste er der ikke noget bad, men kun bruser, lige ved siden af vasken. For det andet er det ikke noget vaerelse, da der ikke er fire vaegge, kun tre og hvor den fjerde mangler, er der aabent ud til gangen imellem vores vaerelser. Derudover staar der to store roede spande, til opbevaring af masser af vand.
Et bad er altsaa ikke noget man tager, i dansk forstand. Her er et bad at staa foroverboejet, og med bruseren kun vaske sit haar. Man kan til lejligheden vaske sig under armene, men et bad uden toej paa, er ikke muligt.

Kl. 07.30
Vi (Amalie, Clara, to franskmaend og jeg) trasker ned ad de mange trapper fra femte sal, ned til den store kantine paa stueetagen. Det er ikke til at forstaa at der for en halv time siden, sad femhunderede boern og spiste deres morgenmad, for der er ryddeligt og stolene er stillet op paa bordene. Skoent deres handicap, er boernene utrolig effektive hvad angaar oprydningen.
Morgenmaden staar normalt paa baguettes, der er skaaret op og fyldt med scrambled eggs. Af og til er der tilmed chili i. Hvis det ikke er paa menuen, saa er alternativet ris.

Kl. 08.00
I bygningen overfor den vi bor i, bor spaedboernene. Normalt naar vi kommer derover, skal boernene have mad, saa vi sidder hver isaer med hver vores spaedbarn og giver den lidt fra sutteflasken. Selve arbejdet bestaar i at tage sig af de smaa pus, lege med dem og soerge for at kigge dem ind i oejnene. Mange af boernene er nemlig udsat for omsorgssvigt, og det er faa der kan holde oejenkontakt i laengere tid af gangen. Derudover er mange af dem flade, paa baghovedet. Et bevis paa at de for laenge ad gange laegger for sig selv, paa de harde sivmaatter.

Kl. 11.00
Naar trommen lyder, er det tid til at gaa tilbage til kantinen. Her venter frokosten. Foerst skal boernene dog spise og vi venter en halv time, med at fortaere vores ris, med salat og foraarsruller.

Kl. 14.00
Efter en pause, i hvilken jeg enten tager en lur, eller laeser, er det tid til at skulle undervise. Vi gaar ned paa fjerde etage og vaelger en klasse at gaa ind til. Boernene har lige sovet middagslur og er enten traette eller rastloese, saa at gaa i gang med den haarde undervisning, er ikke muligt. Normalt leger vi lege, baseret paa noget fagligt, saasom at kaste groenne, blaa, gule og lyseroede bolde i en saek, for derigennem at laere dem farverne. Men naar foerste frikvarter er ovre, er det umuligt at gennemfoere faelles aktiviteter, og vi sidder og tegner, spiller spil eller snakker med boernene.

Kl. 17.00
Boernene soerger selv for at lukke og slukke i klassevaerelserne, nar trommen lyder klokken fem. Vi gaar igen op til vores vaerelser og venter paa at blive sultne, saa vi klokken syv kan gaa ned og spise det, koekkendamerne har gemt til os.

Kl. 19.00 - 22.00
At gaa ned ad trapperne klokken syv, faar en til at taenke paa "Shutter Island". Der er intet lys over trapperne og stedet virker oede, selvom man af og til kan hoere noget barnelarm. Naar man kommer ned til gaarden, loeber hundene os i moede. Er man alene begynder de at goe ad en og virke truende.
Efter at have spist, vasker vi selv servicen af og gaar op igen. Her tilbringer jeg normalt aftenen, med at laese, drikke te, snakke og saa til sidst gaa i seng. Foer jeg falder i soevn, forbander jeg hundene fordi de ikke kan holde op med at goe nede i gaarden.

Xe om - en farlig taxa

Jeg var lige staaet af bussen, da han stod og vinkede mig hen til sig - motorcykel-taxa-foereren, eller paa vietnamesisk, Xe om. Xe om er en billig og anderledes maade at blive transporteret paa og denne lune aften i Hanoi, var som skabt til at suse afsted, bag paa en af Hanois mange motorcykler. 200.000 dong (52 DKK) var den aftalte pris og saa suste vi ellers igennem Hanois natteliv.
Hanoi er en by med masser af neonlys og mange farver, naar moerket falder paa og vejene er fyldt med motorcykler. Vi koerte ad brede boulevarder og smalle gader. Indtrykkene var mange og forskellige. Et sted ville man se bastante hoejhuse, med blanke glasfacader, et andet koerte man blandt de smaa og skaeve huse, der er kendetegnende for Hanois gamle kvarterer. Det var med stor forundring over hvor taet min motorcykelfoerer overhalede biler og andre motorcykler, at det skete. KRASH! og saa laa der en motorcyklist paa asfalten 5 meter foran os. Vi bremsede haardt op og det med noed og naeppe at vi drejede uden om den forulykkede motorcyklist. Heldigvis lod der ikke til at vaere sket ham noget, men det er overhovedet ikke unormalt, at man oplever uheld med motorcykler i Hanoi. Jeg havde allerede for en uge side, set en motorcyklist blive pakoert af en bil - her skete heldigvis heller intet. Miriam, en af dem der abejder VPV (Volunteers for Peace Vietnam), har to gange vaeret ude for ulykker paa motorcykler. Men vaerst var den historie, Amalie og Clara kunne fortaelle mig, da de kom hjem fra deres weekendtur. De havde i en bus set en mand, der var vaeltet af sin motorcykel, ligge i sin egen blodpoel. Han overlevede ikke.
Det var med lettelse at jeg kunne staa af, ved VPV's hovedkvarter i Hanoi. Turen havde vaeret laengere end min chauffoer havde forventet, saa han ville have flere penge. Jeg sagde bare "Kawm!", hvilket betyder nej paa vietnamesisk, da vi havde aftalt en pris.

Et galehus fyldt med soede boern

I mandags kom jeg saa endelig til mit bestemmelsessted: Hai Duong Welfare Center. Et center bestaaende af 4 store  etagebygninger og 500 boern. Vi (Amalie og jeg) har vaeret saa heldige at der paa centret de naeste to uger, vil vaere to andre volontoerer fra Mellemfolkeligt Samvirke, Nanna og Signe. De vil i den tid de endnu er her, hjaelpe os med at falde til, hvilket jeg er meget taknemmelig for. Stedet kan nemlig godt virke ret skraemmende. Vores vaerelse befinder sig paa 5. etage og paa etagerne under os bor og undervises boernene. Boernene elsker at vaere sammen med os og vil goere naesten alt for at vaere det. Saa den eneste grund til at vi kan have privatliv paa centret, er takket vaere de mange gitre der er. Gitre de er udstyret med store haengelaase og som deler gangene op i flere dele. Havde de ikke vaeret der, kunne vi vide os sikre paa, at der ville staa boern og banke paa ruderne til vores vaerelser
.
I gaar var vores foerste dag paa arbejde. Vi havde besluttet os for at starte let ud, saa formiddagen (08.00-11.00) tilbragte vi hos spaedboernene, mens Nanna og Signe underviste. Det var dog ikke saa let som vi havde forestillet os. Ikke fordi det er haardt at passe spaedboern normalt, men naar nogle af boernene viser tydelige tegn paa omsorgssvigt og naar boernepasserne slaar dem, hvis de ikke opfoerte sig ordentligt, saa kan det gaa een paa. Ud af 6 spaedboern var det maaske et eller to boern ad gange, som boernepasserne tog sig tid at vaere sammen med, ud over naar de skulle skiftes og have medicin. De andre boern maatte saa ligge og kigge rundt, eller vaere sammen med os.
Da trommen loed kunne Amalie og jeg traske over til vores bygning og holde pause til klokken 2. Efter en velfortjent lur var det tid til at arbejde igen, nu med Nanna og Signe. Vi skulle i en klasse lege lege, der handlede om at laere navnene paa farverne paa engelsk. Klassen bestod af mentalt handicappede boern, men de var overraskende gode til at huske hvad farverne hed. I det hele taget var det en meget stille og ordentlig klasse og da vi var faerdige med undervisningen, sad vi og hyggede med dem.

I dag var vi igen ovre for at passe spaedboern. Vi valgte bevidst et andet rum, for at se om boernepasserne her var mindre haardhaendede overfor boernene. Og det viste sig ogsaa at vaere tilfaeldet. Vi passede ca. seks spaedboern, sammen med to venlige vietnamesiske kvinder. Det var dog stadig tydeligt at boernene havde vaeret udsat for omsorgssvigt (enten fra centrets eller foraeldrenes side), isaer da jeg holdte et spaedbarn der gjorde alt for ikke at se mig i oejnene.
En hel del hygge, omsorg og gylp paa min troeje senere, gik vi over i den anden bygning, for, ligesom gaarsdagen, at hjaelpe Nanna og Signe med undervisningen. Det skulle dog vise sig at vaere langt fra saa stille og hyggeligt som gaarsdagens klasse.
Klassevaerelset var meget mindre, men eleverne var i ca. samme antal. De kunne dog ikke sidde stille og var meget begejstrede for at se Amalie og jeg. De raabte, skreg og legede med hinanden og koncentrerede sig slet ikke om de lege Nanna og Signe havde forberedt. Efter at have proevet at lave noget med dem, opgav vi, og gik med paa deres forslag om at lege blindebuk. Det skulle vise sig at vaere lidt af en fejltagelse, for hvad vi ikke vidste, var at der paa vores gang, ingen andre laerere var. Saa da vi, med vores klasse traadte ud paa gangen, stroemmede boern fra de andre klasselokaler ud og sluttede sig til os. Det udviklede sig hurtigt til en del larm og der var ikke rigtig styr paa legen, for vi volontoerer blev hevet i fra flere sider paa en gang, af boern der ville alt muligt med os. Jeg selv maatte erkende at min 190 cm hoeje krop, mest af alt ansaas af boernene som et klatrestativ og de ville hele tiden op paa skuldrene og baeres rundt med. Til sidst maatte jeg sige nej, og gestikulere at min ryg ikke havde det saerlig godt mere.
Fordi der ingen vietnamesiske laerere var, kunne vi ikke uden videre vende tilbage til klasselokalet. Boernene blev ved med at hive i os og ville have os ind i deres klasselokalder. Isaer en pige, som Nanna og Signe har fortalt er rigtig upopulaer iblandt boernene, ville ikke slippe os og hver gang man satte hende ned, begyndte hun at graede. Det var frustrerende og hjaerteskaerende paa samme tid, fordi det bare viste hvor meget disse boern behoever opmaerksomhed fra voksne - opmaerksomhed som de ikke faar fra de ansatte paa stedet.

I koma paa Coma 6

Et af de stoerste kulturchock, jeg indtil videre har faaet i Hanoi, er sjovt nok hvor ordnet alting er. I modsaetning til Kathmandu, er trafikken her meget mere civiliseret, skoent de dytter mere end man ville goere derhjemme. Derudover er det meget mere stille her. Da vi kom var der meget faa biler og mennesker at se i gadebilledet. Der virkede forurolignende stille, men Miriam (d. amerikanske facilitator, der arbejder for VPV) forsikrede os, at det var pga. Tet - det vietnamesiske (maane)nytaar.
Vi ankom i soendags til et af VPV's (Volunteers for Peace Vietnam) huse, der ligger lidt uden for Hanoi. Ogsaa her var stemningen ret doed, da vi var de foerste af et nyt hold volontoerer, der ankom. Dette skyldtes at ankom som nogle af de foerste volontoerer. Desuden er selve husets faciliteter et skridt nedad - de har f.eks. ikke et bordtennisbord, som jeg efter en maaned i Kathmandu, med intensiv bordtennis, savner inderligt.
Vietnameserne er mere reserverede og nok ogsaa mere vant til bleghuder som os. I modsaetning til Kathmandu, er det ikke dagens store begivenhed, naar en hvid skrider ind over doertaersklen til en restaurant.

Slumdog Volonteer

De foerste indtryk
I tirsdags sad jeg et sted, mange turister nok ville undgaa, hvis de lagde deres rute forbi Kathmandu; slummen. Naermere betegnet, end af de mange slumkvarterer der putter sig op ad Bagmati-floden, der skaerer sig igennem Kathmandu. Vi (de andre volontoerer og jeg) sad paa henholdsvis udfoldede papkasser eller liggeunderlag paa en lille plads, i hjertet af slummen. Fluerne, der nok var tiltrukket af den paatraengende stank af faeces, var overalt og vi maatte med jaevne mellemrum, vifte dem vaek fra vore ansigter. Solen stod hoejt paa himlen og gjorde det nemt at se stoevet hvirvle rundt i de smaa briser. Imens vi skulle vaenne os til alt dette, blev vi, med nysgerrige oejne, stirret paa, af slummens beboere. Det var boern, der maabede eller smilte til os, gamle koner der kiggede ud ad de smaa doere eller forbipasserende, som maatte stoppe op for at finde ud af, hvad meningen med 20 hvide i slummen, dog kunne vaere.
Hvorfor sad vi der? Jo vi ventede saamaend paa de familier, der skulle have os boende den dag og nat. Jeg og en volontoer ved navn Christian, skulle bo sammen. Og da familierne kom for at hente os, viste det sig at vi skulle bo hos den lokale koebmand. En rar og kraftig mand, der dog viste sig at snakke daarligt engelsk. Vi blev af ham foert igennem slummen og paa vejen kom vi ud til floden. Her saa man hvordan skraldet floed ved flodbredden og i selve floden. Boern tumlede rundt med bare taer, taet ved floden, men naar vi kom forbi standsede de op og saa paa os. Vi sagde "Nameste" hvortil de fniste og svarede, "Nameste".



Den snaevre gang, der foerte op til koebmandens butik.


Koebmandens butik
Vi blev foert op igennem en af de mange smalle gange, der er typisk for slummen og kom til koebmandens butik. Her fik vi lov at sidde ved et bord og drikke noget "chhya" (nepalesisk maelkete), mens koebmanden soergede for sin butik. Det var hans kone der serverede teen, en spinkel, men meget koen kvinde, som for saa vidt ikke saa saerlig gammel ud. Vi erfarede da ogsaa, da koebmanden lod os hilse paa sin 9 maaneder gamle datter, at han og konen var forholdsvist nygifte og at han kun var 27 aar gammel.


Koebmanden vi boede hos.

Selve butikken var et overfloedighedshorn af kiks, nuddelsupper og andre smaating og vi kunne sikkert have faaet det meste af butikkens indhold gratis, hvis vi havde spurgt vores venlige vaert om det. Det vistes tydeligt da Christian ville koebe nogle cigaretter af koebmanden, hvortil koebmanden foerst ikke modtage pengene af ren og skaer gavmildhed, men kun da Christian insisterede paa at betale.
Lige ved siden af butikken, var der et etmandskoekken; et lille skur, med tre vaegge og tag, hvor konen stod og lavede te og mad. Butikken laa lige ud til slummens hovedvej, saa vi var til offentligt skue og mangen nepaleser kom da ogsaa hen og satte sig ved vores bord, saa at al den snak vi ikke fik med koebmanden (da han konstant arbejdede), fik vi med tilfaeldige forbipasserende.

En snak med en muslim
Mange forbipasserende var boern, der ikke talte engelsk, en enkelt var en fordrukken gammel mand, men den person vi fik snakket mest med, var en 16-17-aarig muslim. Vi fik en interessant snak med ham om, hvordan det er at leve i slummen og her foelger hvad jeg kan huske:
I slummen var religionerne meget blandet. Koebmanden var f.eks. kristen, nogle var muslimer og andre hinduer og buddhister. Trods dette, var sammenholdet i slummen utrolig godt og konflikter baseret paa religion var ikke-eksisterende. Sammenholdet var endda saa godt, at de bander der holdt til, ved en bro ikke langt fra slummen, ikke turde lave ballede, da slummens beboere effektivt ville jage dem vaek. Han selv, kunne ikke taenke sig at flytte andre steder hen, da han foelte at slummen var hans hjem. Her kendte folk hinanden og man hjalp hinanden i tykt og tyndt.

Til slum-bal
Vi sad og var ved at blive ret sultne, da en flok nepalesiske drenge, kom hen til os og sagde vi skulle foelge med dem. Vi anede ikke hvad der skulle ske og skaevede spoergende til koebmanden, der til vores overraskelse, virkede til at vaere indforstaaet med drengene. Vi fulgte efter og kom til den plads, hvor vi var blevet hentet af vores vaertsfamilie. Nu var det imidlertid blevet moerkt og paa pladsen var en masse mennesker forsamlet; alt fra gamle koner og krumboejede maend, til glade og fnisende unger. Her var ogsaa de andre volontoerer. Naivt proevede vi at gemme os lidt vaek, for ikke at komme ind i midten af forsamlingen og danse, men det viste sig, at vi mere eller mindre, var hovedattraktionen til dette slum-bal. Vi blev foert ind i cirklen og en der blevet slaaet paa en tromme, nogle damer begyndte at synge en nepalesisk (stamme)sang - dansen var igang.
Foerst ville de aeldre slum-medlemmer ikke lade boernene vaere med i dansen, men boernene var saa ihaerdige til at gribe fat i vore haender, at de til sidst blev accepteret i dansen. Jeg stod flere gange med boern og dansede, af og til med en enkelt eller helt op til ti paa en gang. Boernene vidste hvad de ville; de ville danse med os og var der andre boern i vejen for det, skortede det ikke paa hverken skub, spark eller slag. Ofte maatte jeg stoppe op og sige, at de skulle vaere ordentlige ved hinanden, men lige lidt hjalp det. De virkede dog alligevel allle til at vaere glade og dansen varede ved i ca. 2 timer, hvorefter Christian og jeg, udmattede, traskede tilbage til koebmanden.


Natten
Efter en overdaadig aftensmad, bestaaende af Nepals nationalret "dal bhat" (hvilket er ris med boenne-linse-suppe), var det paa tide at gaa i seng. Vaerelset vi skulle sove i, var, taget omstaendighederne i betragtning, luksioest. Der var to senge, med pude, dyne og taeppe - alt hvad vi havde brug for ovenpaa, en sjov, udmattende og begivenhedsrig dag. Vaeggene var isoleret med avispapir, men nogle steder var der huller paa stoerrelse med en knytnaeve, der foerte direkte ud i aftenen. Jeg var dog optimistisk. Vaerelset var lunt da vi lagde os under dynerne (og sovepose) og jeg valgte kun at sove i underdreng og t-shirt. Det skulle vise sig at vaere en dum ide.
Jeg maa have sovet tre timer, foer jeg foerste gang vaagnede, fordi jeg froes. Jeg trak dynen laengere op over mig og vendte mig om paa siden, hvilket dog ikke var saerlig behageligt for min hofte, da underlaget ikke var saerlig bloedt. Jeg maatte vende mig om paa ryggen og med lukkede oejne proevede jeg igen at falde i soevn. En oevelse jeg ikke kunne gennemfoere, da slumlydene ikke er til at ignoerere; der var hunde der goede og sloges, naboer der saa fjernsyn, boern der graed, moedre der tyssede og snakkede og (som kun Christian og ikke jeg, erfarede) en rotte der hyggede sig med at loebe rundt paa gulvet.
Resten af natten og morgenen med, bestod derfor for mit vedkommende, halvvaagent, at vaagne til henholdsvis slumlydene og kulden, der paa de snedigste maader traengte ind under min dyne.

Afsked
Solens straaler traengte ind i vaerelset, skoent der ingen vinduer var. Skaelvende rejste jeg mig op i soveposen og begyndte at finde mit toej frem. Hverken Christian eller jeg havde faaet meget soevn, men det betyder dog ikke at vores overnatning ikke var udbytterig. Nu havde vi oplevet slummen "by night".
Endnu engang sad vi hos koebmandens butik, mens vi indtog vores morgen chhya og morgenmad. Det var en kold morgen, meget overskyet, men dog var det dejligt at foretage sig noget, frem for at fryse i en sovepose. Fra hvor vi sad, kunne vi foelge med i noget af det vi havde kunnet hoere i loebet af natten - hundeslagsmaal. Hundene i Kathmandu er alle uden ejerskab, skoent koebmanden haevdede at en stor plysset hund var hans, saa er min betragtning, at det kommer an paa hvor meget man fodrer de hjemloese hunde. Denne morgen var der tre uoenskede hunde, alle undtagen een, hvide, der sloges mod tre sorte hunde. Det var et vaerre spetakel, men paa nepaleserne lod det til at vaere foerste klasses underholdning, ogsaa naar hundene bed hinanden til blods.
Det var paa tide at sige farvel og foer jeg gav koebmanden haanden som afsked, viste jeg ham nogle billeder jeg har med fra Danmark. Inden laenge var en koedrand af mennesker, samlet omkring os, mens jeg viste billederne frem. Alle var meget interesserede i at se hvad Danmark var for et land. Efter dette gav vi haand til afsked, vandrede ud ad slummen, nu med erfaring som slumhunde.

En snak med Rupak

At vaere i Nepal, et land hvor en borgerkrig haergede indtil 2006, har forekommet mig ret underligt. Saa da vi i fredags , paa platformen, havde nogle nepalesiske studerende paa besoeg, kunne jeg endelig faa et bedre kendskab til, hvordan det maa have vaeret at leve, med en borgerkrig som nabo. En af de studerende hed Rupak og efter vi var faerdige med undervisningen, tog han og jeg ned paa en naerliggende cafe. Jeg spurgte ham om borgerkrigen og han gav denne beskrivelse:

Hver dag ville man hoere skyderier i gaderne og der ville i loebet af en dag, ca. blive sprunget fire bomber i luften. Mange mennesker doede og folk blev i det hele taget fattigere. Saa fattige, at nogle ville bortfoere andres boern, for at afpresse foraeldrene for penge. Dette er en praksis, der selv i dag af og til haender og et eksempel var, at en laerer, der havde bortfoert en af sine elever, men ingen penge faeet, havde skaaret barnet i smaastykker.

Jeg sad og var ved at synke teen, da Rupak fortalte om det draebte barn og maatte lige sunde mig et oejeblik, foer jeg kunne gaa videre i samtalen. Rupak sad ogsaa og kiggede lidt fjernt frem for sig, som om der var noget erindrede. Jeg valgte at begynde at snakke om nutiden og om hvordan maoisterne, de tidligere fjender i borgerkrigen, i dag opfoerer sig. Rupak gav foelgende beskrivelse:

Maoisterne havde foer borgerkrigen, lovet de maend de ville rekruttere, guld og groenne skove. Nu da krigen er ovre, har levebetingelserne forbedret sig, men Nepal er stadig verdens 3. fattigste land og mange af de tidligere soldater har hverken set noget til hverken guld eller skov. Derudover blokerer maoisterne for mange fremskridt i parlamentet, for at gavne egne interesser. Fremskridt, som er vigtige for Nepal, da man i oejeblikket er i faerd med at vedtage landets forfatning.

Rupak virkede meget utilfreds over maoisterne. Noget man godt kan forstaa, naar man, som jeg, ser hvor meget Nepal har brug for politiske fremskridt.

Vi blev faerdige med at drikke te og jeg fulgte ham hen til bussen. Vi fik taget nogle billeder sammen og sagt farvel. Da jeg traskede tilbage mod platformen, mens jeg undgik Kathmandu's vilde motorcyklister, foelte jeg mig et skridt taettere paa, hvordan det maa vaere at vaere ung i en by med borgerkrig.

http://www.facebook.com/profile.php?id=100000741598089

"En sur-soed oplevelse"

Jeg havde egentlig afskrevet muligheden, men det viste sig heldigvis at der var en plads ledig, til de volontoerer der ville med ud og opleve et nepalesisk folkekoekken. Juju, en nepalesisk kunstner og ildsjael, der stod for projektet (samt et projekt, hvor han deler morgenmad ud til gadeboern), havde inviteret os. Vi moedtes med ham og han tog os med til Durbar Square, der er et centrum for en af de tre bydele, der udgoer Kathmandu. Vi fik foerst en kop soed te, hos nogle Juju kendte, mens vi sad ved foden af et tempel og betragtede stroemmen af nepalesere og turister. Efter teen tog Juju os med paa en runde i Durbar Square, hvor han og vi, hilste og legede med nogle af de gadeboern der holder til i omraadet. Boernene lod til at kende Juju og var rigtig glade for at se baade ham og os. De var meget beskidte, nogle havde ikke noget paa foedderne og kom man helt taet paa dem, kunne man lugte limen om deres munde.
Det blev hurtigt moerkt (som det goer naer troperne) og da en hvid varevogn kom koerende, jublede gadeboernene og stimlede sammen i en koe. De var dog ikke de eneste; ogsaa hjemloese maend stillede sig i koen. Nogle af maendene proevede enddog at snyde foran, men Juju, der lader til at vaere ret staerk, tog et fast greb om disse snydere og sendte dem om bag koen. Varevognen var den der havde mad med til folkekoekkenet og der blev laesset store gryder og borde af, saa at vi volontoerer kunne hjaelpe med at oese mad op. Imens der blev gjort klar til at give mad ud, stod jeg og nogle andre og pjattede med boernene og gav "high fives". En mand rakte ogsaa haenderne ud til mig og jeg troede han ville vaere med paa legen, men da han fik fat i mine haender, tog han dem op til sin kind, gned haenderne mod kinden og kyssede dem til sidst. Han smilede bagefter til mig, et smil uden mange taender.
Da al maden var spist var det tid til at tage hjem. Vi sagde farvel til de folk der hjalp Juju og skulle nu ogsaa sige farvel til gadeboernene. Dem havde vi efterhaanden leget rigtig meget med, saa deres farvel var ogsaa desto hjerteligere. De gav os alle et kys paa kinden (een enkelt paa munden), hvilket var noget af en sur-soed oplevelse. Soedt, da det var saa soed en gestus, surt, da man rigtig kunne lugte limen og blive mindet om hvilket armod, disse boern lever i. Vi vinkede til dem, og gik hvert til sit; vi til vore varme senge, de til en kold nat i det aabne og uden stroemper paa foedderne.