Som repraesentant for Danmark.

Skoent toemmermaend og meget lidt soevn, var jeg overraskende frisk, da jeg stod op til solskin (hvilket er sjaeldent her i Hai Duong), og sammen med Amalie og Clara begav os til Hanoi i loerdags. Her skulle vi repraesentere Danmark i et arrangement, kaldet noget i retning af "International Volunteer Day" (tror jeg). Vi skulle forberede en dansk ret og lave en optraeden, saa vi var meget spaendte. I Hanoi moedtes vi med en vietnamesisk volontoer fra VPV, der tog os med hjem, saa vi kunne forberede den traditionelle danske ret - frikadeller med sovs og kartofler. Hun havde koebt ind for os i forvejen og havde ogsaa fra den danske ambassade, faaet haefter og blade omkring Danmark, samt info-dvd'er. Det var overordenltigt hyggeligt at staa i hendes ret beskedne hjem, og tilberede en ret, saa fjern fra det vietnamesiske cousine. Vi blev af hende og to af hendes venner, paa motorcykel koert til det (3-4 stjernede) hotel hvor konferencen/arrangementet skulle afholdes. Her var, hvad man paa engelsk kalder et "conference room", indrettet til lejligheden, og vi blev anvist et bord, ved hvilket vi skulle sidde og fortaelle interesserede vietnamesiske universitetsstudernde om Danmark. Vi blev dog hurtigt klar over, at vi nok var de mindst forberedte af de tilstedevaerende lande - vi havde, i modsaetning til mange af de andre, hverken et stort flag, plancher eller imponerende kort med. Det viste sig dog ikke at goere noget, for da de universitetsstuderende blev lukket ind, kom der en lind stroem over til vores bod. De var aabenbart meget interesserede i dette lille land, med denne beskedne bod. Vi fik fortalt dem alt om kongehus til moentfod og laert dem at sige "roed groed med floede".
Dette rum blev hurtigt fyldt med masser af mennesker og der spilledes hoej musik fra larmende hoejtalere. Indimellem ville en af dem der stod for arrangementet, gaa op paa scenen og lade sin stemme drukne i al den snak der ellers var i rummet. Masser af larm og varme.Til gengaeld var der masser af soede og interesserede mennesker at henlede sin opmaerksomhed paa, saa det var foerst til sidst at vi kunne maerke det runge for oerene. Tilsyneladende vakte arrangementet ogsaa opsigt udover det universitet de studerende var blevet inviteret fra og NGO'er - VTV1 (en vietnamesisk fjernsynskanal) var troppet op med kamera og hele skidteriet, og minsandten om ikke vi, i boderne skulle interviewes. Jeg blev venligt spurgt om jeg ikke ville stille op til interviewet, hvilket jeg gerne ville. Udenfor "conference room'et", hvor min stemme kunne hoeres, blev jeg praesenteret for en journalist, der kort foer interviewet, introducerede mig til to af de spoergsmaal han ville stille. Spoergsmaalene var noget i retning af "hvad synes du om dette arrangement", "hvad haaber du at laere og laere videre om hhv. Danmark og Vietnam" osv. Det tog ti minutter og jeg var en smule nervoes, men fik da sagt noget, jeg i oejeblikket selv syntes loed fornuftigt.
Derefter skulle vi optraede. Vi havde valgt at synge "I Danmark er jeg foedt der har jeg hjemme", hvilket gik smertefrit, skoent det var foran ca. 70 mennesker. Vores optraeden var dog, ligesom vores bod, ganske beskeden, skulle vi senere finde ud af, i forhold til de andres. F.eks. lavede vietnameserne en flot optraeden, med noget der lignede Kung Fu - det var i hvert fald dramatisk og involverede masser af spark, og slag.
Til sidst sad vi og kiggede ud i luften - den hektiske dag havde gjort os et par maanede aeldre paa meget lidt tid - saa vi besluttede os for at drage til et sted med mindre larm. Vi sagde farvel til den vietnamesisk volontoer og fik taget nogle sidste billeder sammen med vietnamesere og andre asiatere (hele arrangementet igennem, blev vi igen og igen, af asiatere spurgt om ikke vi ville tages billeder af samme med dem). Derefter tog vi til Hoan Kiem soeen og hvilede oerene.

Lidt loest og fast

Nu har jeg efterhaanden vaeret i Vietnam i over en maaned og der er noget jeg maa goere op med. Dette er mit foerste blogindlaeg, fra Vietnam, "I koma paa Coma 6". Jeg haevder i indlaegget at vietnameserne er reserverede, hvilket jeg siden har erfaret at de (i forhold til danskerne) langt fra er. Der sker nemlig ofte det forunderlige, naar jeg f.eks. sidder paa en baenk eller i bussen, at en vietnameser vil komme hen til mig og spoerge "how are you". Det er som oftest studerende og grunden til at de henvender sig til mig, er at de gerne, i samtale med mig, vil forbedre deres engelsk kundskaber.
Dette har resulteret i, at jeg nu har telefonnummer paa 5 vietnamesere og jeg har allerede vaeret hjemme hos to. En vietnamesisk studerendes hjem er dog ikke noget at prale af; det jeg har oplevet er rum paa ca. 2,5 x 2,5 meter, med seng, bord, fjernsyn, nogle stole (maaske et badevaerelse) og en reol. Og hvad mere er, de er oftest ikke alen om at dele et saadant vaerelse. Som oftest er de 2 og maaske endda 3 studerende der sover i samme seng. De steder jeg har besoegt, ligger i fattige omraader og vaerelserne ligger ud til en snaever gang, som saa foerer ud til hovedgaden. Trods de lave standarder, er de altid smilende og venlige. De insisterer paa at betale for bus og kaffe, naar vi er rundt i Hanoi og een tog mig med i biografen for at se en film.
Hvad har jeg ellers oplevet?
Ninh Binh: Naar man taenker paa Vietnam, er billedet af klipper der staar frit op af et fladt landskab, ofte det billede man associerer Vietnam med. Ninh Binh er lige praecis saadan et sted. Byen ligger lige ved siden af et stort omraade, af knejsende klippeknolde og masser af rismarker. Jeg var ved det, der hedder Tam Coc, hvor man kan sejle imellem disse klipper og rismarker. Det var en foelelse af aerefrygt der gennemstroemmede mig, mens jeg fik ondt i nakken af at kigge paa disse skoenne klipper.
Ellers har jeg det straalende: En fyldt hverdag med soede boern, vietnamesiske venner paa mobilen og ingen tid til at skrive blog-indlaeg!

En dag paa Hai Duong Welfare Center

Kl. 05.30
Jeg vaagner ved den velkendte lyd, der stammer fra hoejtaleren nede paa gaden. Hoejtalerens hanegal er den kommunistiske propaganda, der koerer dagen lang, lige fra kl. 05.30 om morgenen. Jeg vender mig om paa siden og priser mig lykkelig for ikke at kunne forstaa, hvad der kommer ud af hoejtalerne. Jeg ser helst at min underbevidsthed ikke fyldes med propaganda!

Kl. 07.15
Vaekkeuret ringer, jeg traekker i toejet og gaar ud til "badevaerelset". Der er dog to ting galt med at bruge ordet badevaerelse om det sted, jeg boerster taender om morgenen. For det foerste er der ikke noget bad, men kun bruser, lige ved siden af vasken. For det andet er det ikke noget vaerelse, da der ikke er fire vaegge, kun tre og hvor den fjerde mangler, er der aabent ud til gangen imellem vores vaerelser. Derudover staar der to store roede spande, til opbevaring af masser af vand.
Et bad er altsaa ikke noget man tager, i dansk forstand. Her er et bad at staa foroverboejet, og med bruseren kun vaske sit haar. Man kan til lejligheden vaske sig under armene, men et bad uden toej paa, er ikke muligt.

Kl. 07.30
Vi (Amalie, Clara, to franskmaend og jeg) trasker ned ad de mange trapper fra femte sal, ned til den store kantine paa stueetagen. Det er ikke til at forstaa at der for en halv time siden, sad femhunderede boern og spiste deres morgenmad, for der er ryddeligt og stolene er stillet op paa bordene. Skoent deres handicap, er boernene utrolig effektive hvad angaar oprydningen.
Morgenmaden staar normalt paa baguettes, der er skaaret op og fyldt med scrambled eggs. Af og til er der tilmed chili i. Hvis det ikke er paa menuen, saa er alternativet ris.

Kl. 08.00
I bygningen overfor den vi bor i, bor spaedboernene. Normalt naar vi kommer derover, skal boernene have mad, saa vi sidder hver isaer med hver vores spaedbarn og giver den lidt fra sutteflasken. Selve arbejdet bestaar i at tage sig af de smaa pus, lege med dem og soerge for at kigge dem ind i oejnene. Mange af boernene er nemlig udsat for omsorgssvigt, og det er faa der kan holde oejenkontakt i laengere tid af gangen. Derudover er mange af dem flade, paa baghovedet. Et bevis paa at de for laenge ad gange laegger for sig selv, paa de harde sivmaatter.

Kl. 11.00
Naar trommen lyder, er det tid til at gaa tilbage til kantinen. Her venter frokosten. Foerst skal boernene dog spise og vi venter en halv time, med at fortaere vores ris, med salat og foraarsruller.

Kl. 14.00
Efter en pause, i hvilken jeg enten tager en lur, eller laeser, er det tid til at skulle undervise. Vi gaar ned paa fjerde etage og vaelger en klasse at gaa ind til. Boernene har lige sovet middagslur og er enten traette eller rastloese, saa at gaa i gang med den haarde undervisning, er ikke muligt. Normalt leger vi lege, baseret paa noget fagligt, saasom at kaste groenne, blaa, gule og lyseroede bolde i en saek, for derigennem at laere dem farverne. Men naar foerste frikvarter er ovre, er det umuligt at gennemfoere faelles aktiviteter, og vi sidder og tegner, spiller spil eller snakker med boernene.

Kl. 17.00
Boernene soerger selv for at lukke og slukke i klassevaerelserne, nar trommen lyder klokken fem. Vi gaar igen op til vores vaerelser og venter paa at blive sultne, saa vi klokken syv kan gaa ned og spise det, koekkendamerne har gemt til os.

Kl. 19.00 - 22.00
At gaa ned ad trapperne klokken syv, faar en til at taenke paa "Shutter Island". Der er intet lys over trapperne og stedet virker oede, selvom man af og til kan hoere noget barnelarm. Naar man kommer ned til gaarden, loeber hundene os i moede. Er man alene begynder de at goe ad en og virke truende.
Efter at have spist, vasker vi selv servicen af og gaar op igen. Her tilbringer jeg normalt aftenen, med at laese, drikke te, snakke og saa til sidst gaa i seng. Foer jeg falder i soevn, forbander jeg hundene fordi de ikke kan holde op med at goe nede i gaarden.

Xe om - en farlig taxa

Jeg var lige staaet af bussen, da han stod og vinkede mig hen til sig - motorcykel-taxa-foereren, eller paa vietnamesisk, Xe om. Xe om er en billig og anderledes maade at blive transporteret paa og denne lune aften i Hanoi, var som skabt til at suse afsted, bag paa en af Hanois mange motorcykler. 200.000 dong (52 DKK) var den aftalte pris og saa suste vi ellers igennem Hanois natteliv.
Hanoi er en by med masser af neonlys og mange farver, naar moerket falder paa og vejene er fyldt med motorcykler. Vi koerte ad brede boulevarder og smalle gader. Indtrykkene var mange og forskellige. Et sted ville man se bastante hoejhuse, med blanke glasfacader, et andet koerte man blandt de smaa og skaeve huse, der er kendetegnende for Hanois gamle kvarterer. Det var med stor forundring over hvor taet min motorcykelfoerer overhalede biler og andre motorcykler, at det skete. KRASH! og saa laa der en motorcyklist paa asfalten 5 meter foran os. Vi bremsede haardt op og det med noed og naeppe at vi drejede uden om den forulykkede motorcyklist. Heldigvis lod der ikke til at vaere sket ham noget, men det er overhovedet ikke unormalt, at man oplever uheld med motorcykler i Hanoi. Jeg havde allerede for en uge side, set en motorcyklist blive pakoert af en bil - her skete heldigvis heller intet. Miriam, en af dem der abejder VPV (Volunteers for Peace Vietnam), har to gange vaeret ude for ulykker paa motorcykler. Men vaerst var den historie, Amalie og Clara kunne fortaelle mig, da de kom hjem fra deres weekendtur. De havde i en bus set en mand, der var vaeltet af sin motorcykel, ligge i sin egen blodpoel. Han overlevede ikke.
Det var med lettelse at jeg kunne staa af, ved VPV's hovedkvarter i Hanoi. Turen havde vaeret laengere end min chauffoer havde forventet, saa han ville have flere penge. Jeg sagde bare "Kawm!", hvilket betyder nej paa vietnamesisk, da vi havde aftalt en pris.

Et galehus fyldt med soede boern

I mandags kom jeg saa endelig til mit bestemmelsessted: Hai Duong Welfare Center. Et center bestaaende af 4 store  etagebygninger og 500 boern. Vi (Amalie og jeg) har vaeret saa heldige at der paa centret de naeste to uger, vil vaere to andre volontoerer fra Mellemfolkeligt Samvirke, Nanna og Signe. De vil i den tid de endnu er her, hjaelpe os med at falde til, hvilket jeg er meget taknemmelig for. Stedet kan nemlig godt virke ret skraemmende. Vores vaerelse befinder sig paa 5. etage og paa etagerne under os bor og undervises boernene. Boernene elsker at vaere sammen med os og vil goere naesten alt for at vaere det. Saa den eneste grund til at vi kan have privatliv paa centret, er takket vaere de mange gitre der er. Gitre de er udstyret med store haengelaase og som deler gangene op i flere dele. Havde de ikke vaeret der, kunne vi vide os sikre paa, at der ville staa boern og banke paa ruderne til vores vaerelser
.
I gaar var vores foerste dag paa arbejde. Vi havde besluttet os for at starte let ud, saa formiddagen (08.00-11.00) tilbragte vi hos spaedboernene, mens Nanna og Signe underviste. Det var dog ikke saa let som vi havde forestillet os. Ikke fordi det er haardt at passe spaedboern normalt, men naar nogle af boernene viser tydelige tegn paa omsorgssvigt og naar boernepasserne slaar dem, hvis de ikke opfoerte sig ordentligt, saa kan det gaa een paa. Ud af 6 spaedboern var det maaske et eller to boern ad gange, som boernepasserne tog sig tid at vaere sammen med, ud over naar de skulle skiftes og have medicin. De andre boern maatte saa ligge og kigge rundt, eller vaere sammen med os.
Da trommen loed kunne Amalie og jeg traske over til vores bygning og holde pause til klokken 2. Efter en velfortjent lur var det tid til at arbejde igen, nu med Nanna og Signe. Vi skulle i en klasse lege lege, der handlede om at laere navnene paa farverne paa engelsk. Klassen bestod af mentalt handicappede boern, men de var overraskende gode til at huske hvad farverne hed. I det hele taget var det en meget stille og ordentlig klasse og da vi var faerdige med undervisningen, sad vi og hyggede med dem.

I dag var vi igen ovre for at passe spaedboern. Vi valgte bevidst et andet rum, for at se om boernepasserne her var mindre haardhaendede overfor boernene. Og det viste sig ogsaa at vaere tilfaeldet. Vi passede ca. seks spaedboern, sammen med to venlige vietnamesiske kvinder. Det var dog stadig tydeligt at boernene havde vaeret udsat for omsorgssvigt (enten fra centrets eller foraeldrenes side), isaer da jeg holdte et spaedbarn der gjorde alt for ikke at se mig i oejnene.
En hel del hygge, omsorg og gylp paa min troeje senere, gik vi over i den anden bygning, for, ligesom gaarsdagen, at hjaelpe Nanna og Signe med undervisningen. Det skulle dog vise sig at vaere langt fra saa stille og hyggeligt som gaarsdagens klasse.
Klassevaerelset var meget mindre, men eleverne var i ca. samme antal. De kunne dog ikke sidde stille og var meget begejstrede for at se Amalie og jeg. De raabte, skreg og legede med hinanden og koncentrerede sig slet ikke om de lege Nanna og Signe havde forberedt. Efter at have proevet at lave noget med dem, opgav vi, og gik med paa deres forslag om at lege blindebuk. Det skulle vise sig at vaere lidt af en fejltagelse, for hvad vi ikke vidste, var at der paa vores gang, ingen andre laerere var. Saa da vi, med vores klasse traadte ud paa gangen, stroemmede boern fra de andre klasselokaler ud og sluttede sig til os. Det udviklede sig hurtigt til en del larm og der var ikke rigtig styr paa legen, for vi volontoerer blev hevet i fra flere sider paa en gang, af boern der ville alt muligt med os. Jeg selv maatte erkende at min 190 cm hoeje krop, mest af alt ansaas af boernene som et klatrestativ og de ville hele tiden op paa skuldrene og baeres rundt med. Til sidst maatte jeg sige nej, og gestikulere at min ryg ikke havde det saerlig godt mere.
Fordi der ingen vietnamesiske laerere var, kunne vi ikke uden videre vende tilbage til klasselokalet. Boernene blev ved med at hive i os og ville have os ind i deres klasselokalder. Isaer en pige, som Nanna og Signe har fortalt er rigtig upopulaer iblandt boernene, ville ikke slippe os og hver gang man satte hende ned, begyndte hun at graede. Det var frustrerende og hjaerteskaerende paa samme tid, fordi det bare viste hvor meget disse boern behoever opmaerksomhed fra voksne - opmaerksomhed som de ikke faar fra de ansatte paa stedet.

I koma paa Coma 6

Et af de stoerste kulturchock, jeg indtil videre har faaet i Hanoi, er sjovt nok hvor ordnet alting er. I modsaetning til Kathmandu, er trafikken her meget mere civiliseret, skoent de dytter mere end man ville goere derhjemme. Derudover er det meget mere stille her. Da vi kom var der meget faa biler og mennesker at se i gadebilledet. Der virkede forurolignende stille, men Miriam (d. amerikanske facilitator, der arbejder for VPV) forsikrede os, at det var pga. Tet - det vietnamesiske (maane)nytaar.
Vi ankom i soendags til et af VPV's (Volunteers for Peace Vietnam) huse, der ligger lidt uden for Hanoi. Ogsaa her var stemningen ret doed, da vi var de foerste af et nyt hold volontoerer, der ankom. Dette skyldtes at ankom som nogle af de foerste volontoerer. Desuden er selve husets faciliteter et skridt nedad - de har f.eks. ikke et bordtennisbord, som jeg efter en maaned i Kathmandu, med intensiv bordtennis, savner inderligt.
Vietnameserne er mere reserverede og nok ogsaa mere vant til bleghuder som os. I modsaetning til Kathmandu, er det ikke dagens store begivenhed, naar en hvid skrider ind over doertaersklen til en restaurant.

Slumdog Volonteer

De foerste indtryk
I tirsdags sad jeg et sted, mange turister nok ville undgaa, hvis de lagde deres rute forbi Kathmandu; slummen. Naermere betegnet, end af de mange slumkvarterer der putter sig op ad Bagmati-floden, der skaerer sig igennem Kathmandu. Vi (de andre volontoerer og jeg) sad paa henholdsvis udfoldede papkasser eller liggeunderlag paa en lille plads, i hjertet af slummen. Fluerne, der nok var tiltrukket af den paatraengende stank af faeces, var overalt og vi maatte med jaevne mellemrum, vifte dem vaek fra vore ansigter. Solen stod hoejt paa himlen og gjorde det nemt at se stoevet hvirvle rundt i de smaa briser. Imens vi skulle vaenne os til alt dette, blev vi, med nysgerrige oejne, stirret paa, af slummens beboere. Det var boern, der maabede eller smilte til os, gamle koner der kiggede ud ad de smaa doere eller forbipasserende, som maatte stoppe op for at finde ud af, hvad meningen med 20 hvide i slummen, dog kunne vaere.
Hvorfor sad vi der? Jo vi ventede saamaend paa de familier, der skulle have os boende den dag og nat. Jeg og en volontoer ved navn Christian, skulle bo sammen. Og da familierne kom for at hente os, viste det sig at vi skulle bo hos den lokale koebmand. En rar og kraftig mand, der dog viste sig at snakke daarligt engelsk. Vi blev af ham foert igennem slummen og paa vejen kom vi ud til floden. Her saa man hvordan skraldet floed ved flodbredden og i selve floden. Boern tumlede rundt med bare taer, taet ved floden, men naar vi kom forbi standsede de op og saa paa os. Vi sagde "Nameste" hvortil de fniste og svarede, "Nameste".



Den snaevre gang, der foerte op til koebmandens butik.


Koebmandens butik
Vi blev foert op igennem en af de mange smalle gange, der er typisk for slummen og kom til koebmandens butik. Her fik vi lov at sidde ved et bord og drikke noget "chhya" (nepalesisk maelkete), mens koebmanden soergede for sin butik. Det var hans kone der serverede teen, en spinkel, men meget koen kvinde, som for saa vidt ikke saa saerlig gammel ud. Vi erfarede da ogsaa, da koebmanden lod os hilse paa sin 9 maaneder gamle datter, at han og konen var forholdsvist nygifte og at han kun var 27 aar gammel.


Koebmanden vi boede hos.

Selve butikken var et overfloedighedshorn af kiks, nuddelsupper og andre smaating og vi kunne sikkert have faaet det meste af butikkens indhold gratis, hvis vi havde spurgt vores venlige vaert om det. Det vistes tydeligt da Christian ville koebe nogle cigaretter af koebmanden, hvortil koebmanden foerst ikke modtage pengene af ren og skaer gavmildhed, men kun da Christian insisterede paa at betale.
Lige ved siden af butikken, var der et etmandskoekken; et lille skur, med tre vaegge og tag, hvor konen stod og lavede te og mad. Butikken laa lige ud til slummens hovedvej, saa vi var til offentligt skue og mangen nepaleser kom da ogsaa hen og satte sig ved vores bord, saa at al den snak vi ikke fik med koebmanden (da han konstant arbejdede), fik vi med tilfaeldige forbipasserende.

En snak med en muslim
Mange forbipasserende var boern, der ikke talte engelsk, en enkelt var en fordrukken gammel mand, men den person vi fik snakket mest med, var en 16-17-aarig muslim. Vi fik en interessant snak med ham om, hvordan det er at leve i slummen og her foelger hvad jeg kan huske:
I slummen var religionerne meget blandet. Koebmanden var f.eks. kristen, nogle var muslimer og andre hinduer og buddhister. Trods dette, var sammenholdet i slummen utrolig godt og konflikter baseret paa religion var ikke-eksisterende. Sammenholdet var endda saa godt, at de bander der holdt til, ved en bro ikke langt fra slummen, ikke turde lave ballede, da slummens beboere effektivt ville jage dem vaek. Han selv, kunne ikke taenke sig at flytte andre steder hen, da han foelte at slummen var hans hjem. Her kendte folk hinanden og man hjalp hinanden i tykt og tyndt.

Til slum-bal
Vi sad og var ved at blive ret sultne, da en flok nepalesiske drenge, kom hen til os og sagde vi skulle foelge med dem. Vi anede ikke hvad der skulle ske og skaevede spoergende til koebmanden, der til vores overraskelse, virkede til at vaere indforstaaet med drengene. Vi fulgte efter og kom til den plads, hvor vi var blevet hentet af vores vaertsfamilie. Nu var det imidlertid blevet moerkt og paa pladsen var en masse mennesker forsamlet; alt fra gamle koner og krumboejede maend, til glade og fnisende unger. Her var ogsaa de andre volontoerer. Naivt proevede vi at gemme os lidt vaek, for ikke at komme ind i midten af forsamlingen og danse, men det viste sig, at vi mere eller mindre, var hovedattraktionen til dette slum-bal. Vi blev foert ind i cirklen og en der blevet slaaet paa en tromme, nogle damer begyndte at synge en nepalesisk (stamme)sang - dansen var igang.
Foerst ville de aeldre slum-medlemmer ikke lade boernene vaere med i dansen, men boernene var saa ihaerdige til at gribe fat i vore haender, at de til sidst blev accepteret i dansen. Jeg stod flere gange med boern og dansede, af og til med en enkelt eller helt op til ti paa en gang. Boernene vidste hvad de ville; de ville danse med os og var der andre boern i vejen for det, skortede det ikke paa hverken skub, spark eller slag. Ofte maatte jeg stoppe op og sige, at de skulle vaere ordentlige ved hinanden, men lige lidt hjalp det. De virkede dog alligevel allle til at vaere glade og dansen varede ved i ca. 2 timer, hvorefter Christian og jeg, udmattede, traskede tilbage til koebmanden.


Natten
Efter en overdaadig aftensmad, bestaaende af Nepals nationalret "dal bhat" (hvilket er ris med boenne-linse-suppe), var det paa tide at gaa i seng. Vaerelset vi skulle sove i, var, taget omstaendighederne i betragtning, luksioest. Der var to senge, med pude, dyne og taeppe - alt hvad vi havde brug for ovenpaa, en sjov, udmattende og begivenhedsrig dag. Vaeggene var isoleret med avispapir, men nogle steder var der huller paa stoerrelse med en knytnaeve, der foerte direkte ud i aftenen. Jeg var dog optimistisk. Vaerelset var lunt da vi lagde os under dynerne (og sovepose) og jeg valgte kun at sove i underdreng og t-shirt. Det skulle vise sig at vaere en dum ide.
Jeg maa have sovet tre timer, foer jeg foerste gang vaagnede, fordi jeg froes. Jeg trak dynen laengere op over mig og vendte mig om paa siden, hvilket dog ikke var saerlig behageligt for min hofte, da underlaget ikke var saerlig bloedt. Jeg maatte vende mig om paa ryggen og med lukkede oejne proevede jeg igen at falde i soevn. En oevelse jeg ikke kunne gennemfoere, da slumlydene ikke er til at ignoerere; der var hunde der goede og sloges, naboer der saa fjernsyn, boern der graed, moedre der tyssede og snakkede og (som kun Christian og ikke jeg, erfarede) en rotte der hyggede sig med at loebe rundt paa gulvet.
Resten af natten og morgenen med, bestod derfor for mit vedkommende, halvvaagent, at vaagne til henholdsvis slumlydene og kulden, der paa de snedigste maader traengte ind under min dyne.

Afsked
Solens straaler traengte ind i vaerelset, skoent der ingen vinduer var. Skaelvende rejste jeg mig op i soveposen og begyndte at finde mit toej frem. Hverken Christian eller jeg havde faaet meget soevn, men det betyder dog ikke at vores overnatning ikke var udbytterig. Nu havde vi oplevet slummen "by night".
Endnu engang sad vi hos koebmandens butik, mens vi indtog vores morgen chhya og morgenmad. Det var en kold morgen, meget overskyet, men dog var det dejligt at foretage sig noget, frem for at fryse i en sovepose. Fra hvor vi sad, kunne vi foelge med i noget af det vi havde kunnet hoere i loebet af natten - hundeslagsmaal. Hundene i Kathmandu er alle uden ejerskab, skoent koebmanden haevdede at en stor plysset hund var hans, saa er min betragtning, at det kommer an paa hvor meget man fodrer de hjemloese hunde. Denne morgen var der tre uoenskede hunde, alle undtagen een, hvide, der sloges mod tre sorte hunde. Det var et vaerre spetakel, men paa nepaleserne lod det til at vaere foerste klasses underholdning, ogsaa naar hundene bed hinanden til blods.
Det var paa tide at sige farvel og foer jeg gav koebmanden haanden som afsked, viste jeg ham nogle billeder jeg har med fra Danmark. Inden laenge var en koedrand af mennesker, samlet omkring os, mens jeg viste billederne frem. Alle var meget interesserede i at se hvad Danmark var for et land. Efter dette gav vi haand til afsked, vandrede ud ad slummen, nu med erfaring som slumhunde.