Back in 'Nam: Indtryk # 4

Det var med missende oejne og et haar der strittede i alle retninger, at jeg stod ud af sengen paa hostellet omkring 12-tiden i dag. Jeg havde den velkendte foelelse af toemmermaend og proevede at huske detaljerne fra i gaar. Hvad var det nu lige der var sket?
Jeg havde moedtes med Tiep tidligt om eftermiddagen og vi var sammen taget ud til det universitet, hvor han underviser i engelsk.Universitetet var meget hyggeligere end jeg havde forventet. Undervisningsbygningerne var godt nok nogle store betonklodser, men imellem dem var der smaa hyggelige gader og gadecafeer, som man ser dem overalt i Vietnam. Hele omraadet var isoleret fra det omgivende travle og larmende Hanoi og man maerkede en saeregen universitetsatmosfaere, ligesom den man oplever i Universitetsparken i Aarhus, naar de studerende ligger under solen med deres boeger i graesset. Universitetet havde ogsaa sit eget tempel, hvor folk kunne faa lidt tid for dem selv.

Lille dam, hvor der undervises i fransk

Tiep paa universitetet

 Hvad der dog overraskede mig mest, var at der paa sporstpladsen var en masse groentuniformerede studerende, der sad og saa paa deres studenterkammerater skyde med AK 47. Det var ikke rigtige projektiler de skoed med, men gevaeret var aegte nok og det kunne naesten ligne en traeningslejr for VietCong. Tiep sagde at det var andenaarsstuderende og at det var en obligatorisk del af at gaa paa universitetet at laere at skyde med gevaer. Baade for drenge og piger.

Efter at have set universitetet, gik vi op til Tieps undervisningslokale. Der var de andre undervisere, som talte ligesaa godt engelsk som Tiep. Vi sludrede lidt, alt imens de studerende ligesaa stille moedte ind. De studerende, fortrinsvis piger, ville ogsaa rigtig gerne tale med mig og jeg blev stillet de samme spoergsmaal en del gange: "What is your name?" "Where are you from?". Timen gik igang og paa tavlen stod en liste med ord, med angivelse af fonetiske tegn til at forklare udtalen. Tiep gik ordenene igenne og viste hvordan de skulle udtales og hele klassen gentog hans udtale. Det var meget sjovt at hoere ca. 40 vietnamese skraale engelske gloser ud, igen og igen. Jeg blev ogsaa bedt om at introducere mig selv og det gik forbloeffende smertefrit at staa foran saa mange interesserede studerende og fortaelle om mig selv. Tiep bad mig ogsaa gennemgaa en tekst, hvor jeg ord for ord, skulle angive udtalen og de skulle gentage hvad jeg sagde. Man foelte sig ret magtfuld, naar man raabte "ENGLISH" og blev svaret med et kor paa 40 der raabte "ENgLISS" tilbage. Jeg gik teksten igennem to gange, anden gang langsommere end foerste. Af og til snublede jeg selv i ordene og det blev moedt med velment latter. Efter at jeg var faerdig gik en af de andre undervisere paa scenen og ja, scenen er det bedste ord at beskrive det med i denne sammenhaeng. Han var ligesom en performer, med store armbevaegelser naar han dissekerede ordene, stavelse for stavelse. Hans stemme traengte igennem hele rummet og det var hypnotiserende at hoere og se ham gennemgaa ordene. Somme tider satte han tempoet op for gentagelsen af en stavelse, saa at de studerende naesten ikke foelge med naar de skulle gentage det og det foerte til megen fnis og latter. I det hele taget var der en rigtig god stemning i klassen og jeg forstod bedre hvorfor kurset hedder "Crazily English".

De fire der staar for undervisningen (Tiep t.v.)

Eleverne

Tiep underviser i udtale

Performeren, som jeg kalder ham.

Tiep og jeg spiste aftensmad sammen paa et gadekoekken efter undervisning. Vi fik snegle, fugleaeg og en slags groedris med noget krydet koed af en eller anden art. Efter at have spist koerte Tiep mig til Hoan Kiem. Jeg moedtes med Anh paa Highlands Coffee. Han, hans venner og kollegaer skulle ud at spise og senere synge karaoke og jeg var invieteret med. Ved Dong Xuan markedet skulle vi allesammen spise og der var daekket op ved et langt bord. Der blev taendt op under smaa gryder meg groentsager som stod paa bordet hvor vi spiste og tallerkner med koed blev stillet frem. Hver isaer skulle man saa koge det man havde lyst til, alt fra groentsager, tofu og forskelligt koed og muslinger. Det var altsammen meget laekkert og blev ledsaget af store maengder vodka (dog kun 29% alkohol). Jeg blev budt op til skaal flere gange, som foregaar saaledes: Man rejser sig, enten alle ved bordet, eller i en mindre gruppe, raekker glasset frem mod de andre og raaber saa; mot hai ba ZO, hai ba ZO, hai ba UONG! (en to tre SKAAL, to tre SKAAL, to tre DRIK!) Det blev skraalet konstant ved bordet, foerst det ene sted saa det andet og saa hele bordet paa en gang.

Efter megen vodka og fejlende motoriske evner, koerte vi til stedet hvor der skulle synges karaoke. Karaokerummet var lige stort nok til de mange mennesker, der var en lille scene og to fjernsyn, hvor musikvideoerne koerte, med dertilhoerende tekst. Der var daekket op med baade frugt, vand, sodavand og masser af oel. Folk skiftedes til at oenske hvilken sang de ville synge og gik saa op paa scenen og sang og dansede. Jeg selv sang sangen Vi Sao, med Khoi My og Hoan Rapper (se http://www.youtube.com/watch?v=LSoKfHdikdM)

.
Efter megen sang og en tendens til at slingre og snakke mere og mere vietnamesisk, forlod jeg og vi karaokestedet omkring kl 2. Jeg blev koert hjem til mit hostel, bankede paa porten og raabte "EM OI!". Der blev lukket op og jeg gik paa hovedet i seng og droemte paa sluddervietnamesisk.

Moede med fortiden i Hải Dương

Det var med aengstelse at jeg, efter en 2 timer lang bustur, stod af i Hải Dương for at begive mig afsted til min gamle arbejdsplads: Boernehjemmet i Hải Dương. Jeg spekulerede paa om boernene stadig var der og hvor glade de ville vaere for at se mig igen. Jeg taenkte paa om bygningen i det hele taget stod der endnu. Det var en underlig foelelse at gaa ned ad den velkendte gade, paa hvilken jeg boede for et aar siden. Der var ikke langt endnu, foer jeg stod foran porten. Eller det der var tilbage af den, skulle det vise sig. Bygningsarbejdere var enten ved at rive porten ned eller opfoere en ny - hvilken en af delene fik jeg ikke helt fat i, mest af alt pga. det syn der moedte mig i gaarden paa boernehjemmet. Den store graa kontorbygning, som er det foerste man ser, nar man gaar ind ad indgangen til centret, var vaek.

Indgangen til centret.

Jeg stod et par sekunder i forundring og skuffelse: Havde de mon lukket centret ned? Der var ingen boern at se. Jeg gik ind ad porten og der var hurtigt nogen der fandt interesse for mig. Jeg begyndte paa halv vietnamesisk halv engelsk at snakke med hvad der lignede en kontordame og hun bragte mig til en anden kontordame, der kunne lidt engelsk. Her fik jeg foelgende information om centret: Der er en renovation igang og boernene ville foerst komme tilbage til september fra sommerferie. Mere fik jeg ikke rigtig ud af hende, da hendes engelsk ikke rigtig rakte laengere.
Jeg fik dog lov at gaa rundt paa centret og jeg moedte en af underviserne, som jeg kendte fra et aar siden. Hun viste mig kantinen hvor der det oejeblik godt nok sad en masse boern og spiste frokost. Jeg spejdede efter nogle jeg kunne genkende, men der var ikke et eneste genkendeligt ansigt i blandt. Til gengaeld var boernene henrykte over at se mig. Jeg gik op for at se etagen hvor jeg for et aar siden boede. Det saa ret ens ud, kun nogle faa aendringer som ikke er vaerd at naevne. Jeg havde faaet at vide at jeg ikke maatte tage billeder, men oppe paa 5. etage var der ingen til at holde opsyn med mig, saa jeg tog nogle alligevel.

Centret set oppefra

Da jeg kom ned igen blev jeg af boernene vist rundt paa deres vaerelser. det lignede ogsaa sig selv: Vaerelser med koejesenge, hvor 8 til 12 boern sov i samme rum. Boernene var glade og ville hoere hvad jeg hed og fortalte hvad de selv hed. Den samme glaede for at se et blegansigt som mig, som for et aar siden. Toiletomraadet, som for et aar siden havde vaeret afskyeligt, var blevet renoveret og saa udemaerket ud nu. Ellers var centret mest af alt nu en byggeplads. Nogle nye bygninger blev opfoert og hele centret fik ligesom mere rum, naar nu kontorbygningen var vaek.

Udenfor centret tog jeg nogle billeder af ungerne og sagde farvel. Jeg ved endnu ikke om jeg tager derud igen. Man kan sige at jeg ikke rigtig kender nogen derude nu, men alligevel fortjener de boern der nu engang er der, vel alligevel de gaver, jeg havde planlagt at koebe.

Back in 'Nam: Indtryk # 3

Indtryk # 3 viser nogle natbilleder fra Hanoi. Jeg haaber at i kan lide dem:

Ballonsaelger i krydset imellem Highlands Coffee og KFC, i den nordlige ende af Hoan Kiem soeen.

At krydse over vejen i Hanoi, kraever en vis portion koelighed, men saa laenge man gaar i et roligt tempo og kigger trafikken lige i forlygterne, sker der ikke noget.

Aftencafe ved Hoan Kiem soeen.

Jeg oplever tit at der laves en del arbejde om aftenen. Jeg tror det skyldes at der bl.a. er koeligere og mindre trafik.

Lille restaurant, der har sent aabent.

Et land med indre kontraster

Det kan undre en, naar mang gaar rundt i Vietnams gader, at se saa mange flag og bannere med hammer og segl, samtidig med at kapitalismen broeler for fuld udblaesning rundt om dig. Overalt er der reklamer, der bliver raabt tilbud i hoejtalere og paa store plakater staar der manende ord fra den vietnamesiske kommunismes fader, Ho Chi Minh.

Symboler paa baade kommunisme og kapitalisme er at finde i Hanoi. Her et symbol paa sidstnaevnte

For at forstaa dette, maa man acceptere at Vietnam er et land, der paa mange maader staar i kontrast til sig selv. De gamle traditioner og dyder, der f.eks. foreskriver at unge kvinder ikke boer hverken drikke alkohol og ryge cigeratter, baade lever i bedste velgaaende i blandt de tilrejsende studerende, men man skal ikke laengere end til Tempel Bar, for at opdage at mange ogsaa lader haant om de kulturelle foreskrifter. Ungdommen er i opbrud, mellem de der vil aere deres familier og dem der vil more sig. Imidlertid virker det som der ikke findes en mellemvej, imellem de to yderpunkter; enten bruger man al tiden med studierne eller drikker sig sanseloes i flere dage ad gangen.
Vietnam er et land hvor kontrasten mellem land og by er uendeligt stor. Hanoi kan til tider forveksles med metropoler som Paris, isaer pga. de franske bygninger der endnu staar fine og uberoerte. En storby med et vibrerende liv og en renlighed langt over f.eks. Kathmandu, men stadig en anelse lavere end Paris. I byen kan du bo for flere millioner Dong paa dyre hoteller og leve i luksus og spise kaviar. Landet derimod, er fattigere end vi i Danmark forstaar fattigdom. Familier bor i store flokke i smaa hytter af blik og bambus. Der lugter og dyrene render frit omkring. Man kan, visse steder, bo paa homestay, altsaa bo ved en familie paa landet, med myggenet til beskyttelse mod myggenes konstante summen. Paa landet slider folk i 35 graders varme paa kaffe, peber - og teplantager, mens plantagernes ejere tjener styrtende, isaer paa kaffen.
Hanoi vs Saigon, Nord vs Syd. Vietnams krige mod kinesere, franskmaend og amerikanere har lavet en kloeft imellem nord og syd, understreget af deres forskellige klimatiske forhold. Nord har 4 aarstider, syd kun 2. Saigon er mere en storby end Hanoi. Saigon er stoerre, mere driftig og udadvendt. De unge i Saigon morer sig, tager i byen og fester, som vi goer i Europa. Tilrejsende vil foele sig mere hjemme i Saigons natteliv, nogle endda moedt med en underlig imoedekommenhed. Isaer fra pigerne. "Saigon girl" er begreb for de piger der, i vietnamesisk opfattelse, er loese paa traaden og gaar meget i byen. Mest af alt kommer jeg til at taenke paa de allestedsnaervaerende letpaaklaedt oversminkede prostituerede, der goer alt for at fange din opmaerksomhed en sen aften i Saigon. Jeg taenker paa de piger, der er ansat paa barene for at smalltalke med mandlige turister, saa at de koeber mere at drikke. Saigon er ikke en by for mig. Jeg nyder Hanois rolige atmosfaere. Den er som en landsby og gaar i seng omkring kl 12. Kun paa nogle faa natklubber fortsaetter festen efter at politiet har vaeret der, for at lukke den. Loesningen er at lukke porten til baren, saa koerer politiet bare forbi. Hanoi er afslappet og man kan nyde en stund i (relativ) fred og ro ved Hoan Kiem. Her er kultur i form af teatre, gallerier og den saerpraegede vietnamesiske livsstil. Ikke alle er imoedekommende, men isaer de studerende er og de er sjaeldent overfladiske. De er reelt interesserede i at laere noget om dig og isaer om engelsk.

Hanois katadral

Saigonesere vil sige at Hanoigensere er tillukkede og ikke forstaar at more sig. Hanoigensere vil sige at Saigonesere er overfladiske og loese paa traaden. Med det meste af min tid tilbragt i Hanoi, er jeg nok paavirket til at holde med Hanoigenserne. Men det maa siges, at jeg kun var i Saigon to dage. Maaske der gemmer sig andet, end de korte indtryk jeg fik sidste aar, da jeg ankom til metropolen Saigon.

Saigons katadral

Vietnam overrasker med de mange folder og kontraster landet gemmer paa. Derfor elsker jeg at vaere i Vietnam. Du vil aldrig helt have den samme oplevelse, fra sted til sted i Vietnam.

Back in 'Nam: Indtryk # 2

Igaar var en dag med to overfald, en kaempe tordenskylle og hundekoed. Jeg startede dagen med spise en gang Pho Bo (urtesuppe med oksekoed) og overveje hvad jeg skulle faa dagen til at gaa med. Jeg ville gerne besoege Anh, en medarbejder hos cafekaeden Highlands Coffee, men det viste sig senere at han ikke havde tid. Derfor drog jeg, som altid naar jeg ikke ved hvad jeg skal finde paa, til Hoan Kiem soen, satte mig paa en baenk og aabnede min bog.

Hoan Kiem soen, hvor man, hvis man er heldig, kan se en skilpadde svoemme rundt.

Jeg havde knap laest to linjer foer jeg blev overfaldet. Overfaldet af en stor gruppe vietnamesiske studenter, der stillede sig op i en rundkreds omkring mig og paent spurgte om jeg ville tale lidt engelsk med dem. En smule forvirret over at have 13 personer staa og kigge spaendt paa mig, sagde jeg ja. De var heldigvis meget flinke og deres laerer Tiep, der havde fundet paa at de skulle tale engelsk med udlaendinge, virkede virkelig flink og talte godt engelsk. Vi talte om lidt af hvert og jeg gav dem mit vietnamesiske nummer, saa vi kunne moedes igen og tale mere engelsk en anden dag.
Jeg tog en lur paa hotellet, eftersom jeg natten forinden kun havde faaet ringe soevn. Efter at have talt lidt med receptionisten, fandt jeg ud af at Anh alligevel ikke kunne moedes, men at Tiep rigtig gerne ville invitere mig paa aftensmad, begav jeg mig nok en gang til Hoan Kiem soen, for der at moedes med Tiep. Skyerne over byen begyndte saa smaat at se faretruende moerkegraa ud og blaesten tog til. Jeg fik en sms fra Tiep der sagde at han var forsinket som foelge af regn. Hvor jeg stod regnede det dog ikke endnu. Endnu engang blev jeg overfaldet. En denne gang lidt mindre gruppe studerende kom hen og spurgte mig om det samme, den foerste havde spurgt mig om. Jeg sagde ja og vi satte os ved en baenk. Lederen af gruppen havde en yderst inerverende maade at sige "yes" paa. Han sagde naermere "Jaaazzz" og jeg havde naesten lyst til at sige at det var forkert, saa irreterende loed det. Det blev heller ikke bedre af, at han sagde det ved enhver pause i samtalen: Jaaaaazzzzz. Nu var tordenskyllen imidlertid over os og de ville soege ly for regnen. Jeg blev siddende lidt endnu, foer ogsaa jeg soegte ly under et halvtag paa den anden side af gaden. Regnen stod ned i maengder, jeg sjaeldent har oplevet foer og lynene slog ned med korte intervaller. Det bragede og blinkede og pjaskede. Selv under halvtaget kunne man ikke vaere fuldstaendig toer. En gammel kone solgte Cha Da (groen te med isterninger) og jeg koebte et glas, da Tiep og hans bror Hyu kom koerende paa deres motorcykel. Paa en eller anden maade havde de set at jeg sad der, hvilket jeg var meget glad for. Vi talte om fodbold og Hyu kendte baade Laudrup og Schmeichel fra de kronede dage i '92. Vi sad og drak te indtil regnen aftog.

Sommerregn v. Hoan Kiem soeen

 Xe buyt ba moui mot (bus 31) koerer ud til hvor Tiep bor og den var jeg med efter regnen var drevet over. Det tog en lille halv time og jeg befandt mig nu i, hvad der mest af alt lignede en vietnamesisk landsby. Vi traskede afsted til Tieps lille studenterlejlighed. Den lignede hvad jeg foer havde set. Ikke mere end 10 kvadratmeter stor, en seng til to, et komfur og et badevaerelse. Tiep og Hyu havde koebt ind til aftensmad og jeg proeved at hjaelpe dem med urterne. Vi skulle have hundekoed med bun nudler (tynde nudler), urter og groentsager. Hundekeodet smagte ret specielt, maaske bedst beskrevet som ret krydret oksekoed. Men det var sejt og der var en masse ben, saa oplevelsen var ikke den bedste. Vi fik et par Bia Hanoi (Oel Hanoi) og talte om lidt af hvert. Jeg blev tilbudt at bo hos Tiep, hvilket jeg i oejeblikket overvejer.

Tieps (t.v.) lejlighed, som han deler med sin aeldre bro Hyu (t.h.)

Back in 'Nam: Indtryk # 1

Den foerste forskel jeg maerkede da jeg steg ud af flyveren for to dage siden, var varmen. Den gennemtraengende, gennembloedende fugtige varme, der laegger sig som et varmt haandklaede om een, hvert bevidste oejeblik man er i Vietnam paa denne tid af aaret (medmindre man selvfoelgelig er i et rum med aircondition).
Derudover virkede alt til at vaere ved det gamle. Det vietnamesisk anarki, eller kaos var det samme som det jeg med vemod forlod tilbage i maj 2011. Smaa improviserede fortovsspise - og testeder ligger som en flok svampe paa naesten hvert fortorv. Trafikkaoset var det samme, med det store kor af forskelligt lydende dyt, der sjaeldent siger "flyt dig din store idiot", som det goer i Danmark, men snarere "her er jeg, vaer opmaerksom".
De fleste jeg kender hernede var meget ivrige for at moede mig allerede foerste dag og det blev mere hektisk, end jeg egentlig havde energi til, efter ca. 24 timer med naesten ingen soevn. Den foerste jeg moedte var Hao, men moedet viste sig at blive lidt af en katastrofe. Jeg havde helt glemt hvor daarligt engelsk hun talte og hun regnede med at jeg kunne styre hendes motorcykel, hvilket jeg ikke kunne (kan kun med automatgear). Vi skulle have noget at spise, saa maatte tage en xe om (motorcykeltaxa), men fordi jeg ikke havde regnet med at tage xe om, og derfor ikke havde taget flere penge med, end hvad jeg troede var noedvendigt, viste det sig at jeg ikke havde raad til at spise paa den af Hao anbefalede restaurant. Vi maatte tilbage igen, nu i alm. taxi, hvilket ogsaa kostede og da jeg endelig havde hentet pungen paa hotellet, ville Hao ikke tilbage til restauranten igen. Spildte penge. Men i det mindste sad vi og kiggede paa den smukke Hoan Kiem soe, med en meterhoej sprogbarrie imellem os.
Den anden jeg moedtes med var Sandra. En gaev pige, med gode engelskkundskaber. Hun er meget anderledes end andre vietnamesiske piger, da hun er bramfri og baade ryger og drikker. Indimellem ryger hun vist ogsaa en fed. Ikke desto mindre fandt hun et godt spisestod, hvilket var godt, da jeg paa det tidspunkt var meget sulten. Efter at have spist tog vi med en af hendes kollegaer til Bia Hoi krydset. Bia Hoi er en oel der kan faaes flere steder i Hanoi. Den er brygget efter tjekkisk forbillede, smager fremragende og koster kun 5.000 Dong. Sandra og kollegen spurgte om jeg ville med i byen, men jeg maatte takke nej, da jeg begyndte at maerke soevnen trykke efter at have vaere vaagen i snart over 24 timer. Jeg tog tilbage til mit hostel og gik paa hovedet i seng.

Sandra (t.v.) og kollegaen (t.h.)

Som repraesentant for Danmark.

Skoent toemmermaend og meget lidt soevn, var jeg overraskende frisk, da jeg stod op til solskin (hvilket er sjaeldent her i Hai Duong), og sammen med Amalie og Clara begav os til Hanoi i loerdags. Her skulle vi repraesentere Danmark i et arrangement, kaldet noget i retning af "International Volunteer Day" (tror jeg). Vi skulle forberede en dansk ret og lave en optraeden, saa vi var meget spaendte. I Hanoi moedtes vi med en vietnamesisk volontoer fra VPV, der tog os med hjem, saa vi kunne forberede den traditionelle danske ret - frikadeller med sovs og kartofler. Hun havde koebt ind for os i forvejen og havde ogsaa fra den danske ambassade, faaet haefter og blade omkring Danmark, samt info-dvd'er. Det var overordenltigt hyggeligt at staa i hendes ret beskedne hjem, og tilberede en ret, saa fjern fra det vietnamesiske cousine. Vi blev af hende og to af hendes venner, paa motorcykel koert til det (3-4 stjernede) hotel hvor konferencen/arrangementet skulle afholdes. Her var, hvad man paa engelsk kalder et "conference room", indrettet til lejligheden, og vi blev anvist et bord, ved hvilket vi skulle sidde og fortaelle interesserede vietnamesiske universitetsstudernde om Danmark. Vi blev dog hurtigt klar over, at vi nok var de mindst forberedte af de tilstedevaerende lande - vi havde, i modsaetning til mange af de andre, hverken et stort flag, plancher eller imponerende kort med. Det viste sig dog ikke at goere noget, for da de universitetsstuderende blev lukket ind, kom der en lind stroem over til vores bod. De var aabenbart meget interesserede i dette lille land, med denne beskedne bod. Vi fik fortalt dem alt om kongehus til moentfod og laert dem at sige "roed groed med floede".
Dette rum blev hurtigt fyldt med masser af mennesker og der spilledes hoej musik fra larmende hoejtalere. Indimellem ville en af dem der stod for arrangementet, gaa op paa scenen og lade sin stemme drukne i al den snak der ellers var i rummet. Masser af larm og varme.Til gengaeld var der masser af soede og interesserede mennesker at henlede sin opmaerksomhed paa, saa det var foerst til sidst at vi kunne maerke det runge for oerene. Tilsyneladende vakte arrangementet ogsaa opsigt udover det universitet de studerende var blevet inviteret fra og NGO'er - VTV1 (en vietnamesisk fjernsynskanal) var troppet op med kamera og hele skidteriet, og minsandten om ikke vi, i boderne skulle interviewes. Jeg blev venligt spurgt om jeg ikke ville stille op til interviewet, hvilket jeg gerne ville. Udenfor "conference room'et", hvor min stemme kunne hoeres, blev jeg praesenteret for en journalist, der kort foer interviewet, introducerede mig til to af de spoergsmaal han ville stille. Spoergsmaalene var noget i retning af "hvad synes du om dette arrangement", "hvad haaber du at laere og laere videre om hhv. Danmark og Vietnam" osv. Det tog ti minutter og jeg var en smule nervoes, men fik da sagt noget, jeg i oejeblikket selv syntes loed fornuftigt.
Derefter skulle vi optraede. Vi havde valgt at synge "I Danmark er jeg foedt der har jeg hjemme", hvilket gik smertefrit, skoent det var foran ca. 70 mennesker. Vores optraeden var dog, ligesom vores bod, ganske beskeden, skulle vi senere finde ud af, i forhold til de andres. F.eks. lavede vietnameserne en flot optraeden, med noget der lignede Kung Fu - det var i hvert fald dramatisk og involverede masser af spark, og slag.
Til sidst sad vi og kiggede ud i luften - den hektiske dag havde gjort os et par maanede aeldre paa meget lidt tid - saa vi besluttede os for at drage til et sted med mindre larm. Vi sagde farvel til den vietnamesisk volontoer og fik taget nogle sidste billeder sammen med vietnamesere og andre asiatere (hele arrangementet igennem, blev vi igen og igen, af asiatere spurgt om ikke vi ville tages billeder af samme med dem). Derefter tog vi til Hoan Kiem soeen og hvilede oerene.