En dag paa Hai Duong Welfare Center

Kl. 05.30
Jeg vaagner ved den velkendte lyd, der stammer fra hoejtaleren nede paa gaden. Hoejtalerens hanegal er den kommunistiske propaganda, der koerer dagen lang, lige fra kl. 05.30 om morgenen. Jeg vender mig om paa siden og priser mig lykkelig for ikke at kunne forstaa, hvad der kommer ud af hoejtalerne. Jeg ser helst at min underbevidsthed ikke fyldes med propaganda!

Kl. 07.15
Vaekkeuret ringer, jeg traekker i toejet og gaar ud til "badevaerelset". Der er dog to ting galt med at bruge ordet badevaerelse om det sted, jeg boerster taender om morgenen. For det foerste er der ikke noget bad, men kun bruser, lige ved siden af vasken. For det andet er det ikke noget vaerelse, da der ikke er fire vaegge, kun tre og hvor den fjerde mangler, er der aabent ud til gangen imellem vores vaerelser. Derudover staar der to store roede spande, til opbevaring af masser af vand.
Et bad er altsaa ikke noget man tager, i dansk forstand. Her er et bad at staa foroverboejet, og med bruseren kun vaske sit haar. Man kan til lejligheden vaske sig under armene, men et bad uden toej paa, er ikke muligt.

Kl. 07.30
Vi (Amalie, Clara, to franskmaend og jeg) trasker ned ad de mange trapper fra femte sal, ned til den store kantine paa stueetagen. Det er ikke til at forstaa at der for en halv time siden, sad femhunderede boern og spiste deres morgenmad, for der er ryddeligt og stolene er stillet op paa bordene. Skoent deres handicap, er boernene utrolig effektive hvad angaar oprydningen.
Morgenmaden staar normalt paa baguettes, der er skaaret op og fyldt med scrambled eggs. Af og til er der tilmed chili i. Hvis det ikke er paa menuen, saa er alternativet ris.

Kl. 08.00
I bygningen overfor den vi bor i, bor spaedboernene. Normalt naar vi kommer derover, skal boernene have mad, saa vi sidder hver isaer med hver vores spaedbarn og giver den lidt fra sutteflasken. Selve arbejdet bestaar i at tage sig af de smaa pus, lege med dem og soerge for at kigge dem ind i oejnene. Mange af boernene er nemlig udsat for omsorgssvigt, og det er faa der kan holde oejenkontakt i laengere tid af gangen. Derudover er mange af dem flade, paa baghovedet. Et bevis paa at de for laenge ad gange laegger for sig selv, paa de harde sivmaatter.

Kl. 11.00
Naar trommen lyder, er det tid til at gaa tilbage til kantinen. Her venter frokosten. Foerst skal boernene dog spise og vi venter en halv time, med at fortaere vores ris, med salat og foraarsruller.

Kl. 14.00
Efter en pause, i hvilken jeg enten tager en lur, eller laeser, er det tid til at skulle undervise. Vi gaar ned paa fjerde etage og vaelger en klasse at gaa ind til. Boernene har lige sovet middagslur og er enten traette eller rastloese, saa at gaa i gang med den haarde undervisning, er ikke muligt. Normalt leger vi lege, baseret paa noget fagligt, saasom at kaste groenne, blaa, gule og lyseroede bolde i en saek, for derigennem at laere dem farverne. Men naar foerste frikvarter er ovre, er det umuligt at gennemfoere faelles aktiviteter, og vi sidder og tegner, spiller spil eller snakker med boernene.

Kl. 17.00
Boernene soerger selv for at lukke og slukke i klassevaerelserne, nar trommen lyder klokken fem. Vi gaar igen op til vores vaerelser og venter paa at blive sultne, saa vi klokken syv kan gaa ned og spise det, koekkendamerne har gemt til os.

Kl. 19.00 - 22.00
At gaa ned ad trapperne klokken syv, faar en til at taenke paa "Shutter Island". Der er intet lys over trapperne og stedet virker oede, selvom man af og til kan hoere noget barnelarm. Naar man kommer ned til gaarden, loeber hundene os i moede. Er man alene begynder de at goe ad en og virke truende.
Efter at have spist, vasker vi selv servicen af og gaar op igen. Her tilbringer jeg normalt aftenen, med at laese, drikke te, snakke og saa til sidst gaa i seng. Foer jeg falder i soevn, forbander jeg hundene fordi de ikke kan holde op med at goe nede i gaarden.

Xe om - en farlig taxa

Jeg var lige staaet af bussen, da han stod og vinkede mig hen til sig - motorcykel-taxa-foereren, eller paa vietnamesisk, Xe om. Xe om er en billig og anderledes maade at blive transporteret paa og denne lune aften i Hanoi, var som skabt til at suse afsted, bag paa en af Hanois mange motorcykler. 200.000 dong (52 DKK) var den aftalte pris og saa suste vi ellers igennem Hanois natteliv.
Hanoi er en by med masser af neonlys og mange farver, naar moerket falder paa og vejene er fyldt med motorcykler. Vi koerte ad brede boulevarder og smalle gader. Indtrykkene var mange og forskellige. Et sted ville man se bastante hoejhuse, med blanke glasfacader, et andet koerte man blandt de smaa og skaeve huse, der er kendetegnende for Hanois gamle kvarterer. Det var med stor forundring over hvor taet min motorcykelfoerer overhalede biler og andre motorcykler, at det skete. KRASH! og saa laa der en motorcyklist paa asfalten 5 meter foran os. Vi bremsede haardt op og det med noed og naeppe at vi drejede uden om den forulykkede motorcyklist. Heldigvis lod der ikke til at vaere sket ham noget, men det er overhovedet ikke unormalt, at man oplever uheld med motorcykler i Hanoi. Jeg havde allerede for en uge side, set en motorcyklist blive pakoert af en bil - her skete heldigvis heller intet. Miriam, en af dem der abejder VPV (Volunteers for Peace Vietnam), har to gange vaeret ude for ulykker paa motorcykler. Men vaerst var den historie, Amalie og Clara kunne fortaelle mig, da de kom hjem fra deres weekendtur. De havde i en bus set en mand, der var vaeltet af sin motorcykel, ligge i sin egen blodpoel. Han overlevede ikke.
Det var med lettelse at jeg kunne staa af, ved VPV's hovedkvarter i Hanoi. Turen havde vaeret laengere end min chauffoer havde forventet, saa han ville have flere penge. Jeg sagde bare "Kawm!", hvilket betyder nej paa vietnamesisk, da vi havde aftalt en pris.

Et galehus fyldt med soede boern

I mandags kom jeg saa endelig til mit bestemmelsessted: Hai Duong Welfare Center. Et center bestaaende af 4 store  etagebygninger og 500 boern. Vi (Amalie og jeg) har vaeret saa heldige at der paa centret de naeste to uger, vil vaere to andre volontoerer fra Mellemfolkeligt Samvirke, Nanna og Signe. De vil i den tid de endnu er her, hjaelpe os med at falde til, hvilket jeg er meget taknemmelig for. Stedet kan nemlig godt virke ret skraemmende. Vores vaerelse befinder sig paa 5. etage og paa etagerne under os bor og undervises boernene. Boernene elsker at vaere sammen med os og vil goere naesten alt for at vaere det. Saa den eneste grund til at vi kan have privatliv paa centret, er takket vaere de mange gitre der er. Gitre de er udstyret med store haengelaase og som deler gangene op i flere dele. Havde de ikke vaeret der, kunne vi vide os sikre paa, at der ville staa boern og banke paa ruderne til vores vaerelser
.
I gaar var vores foerste dag paa arbejde. Vi havde besluttet os for at starte let ud, saa formiddagen (08.00-11.00) tilbragte vi hos spaedboernene, mens Nanna og Signe underviste. Det var dog ikke saa let som vi havde forestillet os. Ikke fordi det er haardt at passe spaedboern normalt, men naar nogle af boernene viser tydelige tegn paa omsorgssvigt og naar boernepasserne slaar dem, hvis de ikke opfoerte sig ordentligt, saa kan det gaa een paa. Ud af 6 spaedboern var det maaske et eller to boern ad gange, som boernepasserne tog sig tid at vaere sammen med, ud over naar de skulle skiftes og have medicin. De andre boern maatte saa ligge og kigge rundt, eller vaere sammen med os.
Da trommen loed kunne Amalie og jeg traske over til vores bygning og holde pause til klokken 2. Efter en velfortjent lur var det tid til at arbejde igen, nu med Nanna og Signe. Vi skulle i en klasse lege lege, der handlede om at laere navnene paa farverne paa engelsk. Klassen bestod af mentalt handicappede boern, men de var overraskende gode til at huske hvad farverne hed. I det hele taget var det en meget stille og ordentlig klasse og da vi var faerdige med undervisningen, sad vi og hyggede med dem.

I dag var vi igen ovre for at passe spaedboern. Vi valgte bevidst et andet rum, for at se om boernepasserne her var mindre haardhaendede overfor boernene. Og det viste sig ogsaa at vaere tilfaeldet. Vi passede ca. seks spaedboern, sammen med to venlige vietnamesiske kvinder. Det var dog stadig tydeligt at boernene havde vaeret udsat for omsorgssvigt (enten fra centrets eller foraeldrenes side), isaer da jeg holdte et spaedbarn der gjorde alt for ikke at se mig i oejnene.
En hel del hygge, omsorg og gylp paa min troeje senere, gik vi over i den anden bygning, for, ligesom gaarsdagen, at hjaelpe Nanna og Signe med undervisningen. Det skulle dog vise sig at vaere langt fra saa stille og hyggeligt som gaarsdagens klasse.
Klassevaerelset var meget mindre, men eleverne var i ca. samme antal. De kunne dog ikke sidde stille og var meget begejstrede for at se Amalie og jeg. De raabte, skreg og legede med hinanden og koncentrerede sig slet ikke om de lege Nanna og Signe havde forberedt. Efter at have proevet at lave noget med dem, opgav vi, og gik med paa deres forslag om at lege blindebuk. Det skulle vise sig at vaere lidt af en fejltagelse, for hvad vi ikke vidste, var at der paa vores gang, ingen andre laerere var. Saa da vi, med vores klasse traadte ud paa gangen, stroemmede boern fra de andre klasselokaler ud og sluttede sig til os. Det udviklede sig hurtigt til en del larm og der var ikke rigtig styr paa legen, for vi volontoerer blev hevet i fra flere sider paa en gang, af boern der ville alt muligt med os. Jeg selv maatte erkende at min 190 cm hoeje krop, mest af alt ansaas af boernene som et klatrestativ og de ville hele tiden op paa skuldrene og baeres rundt med. Til sidst maatte jeg sige nej, og gestikulere at min ryg ikke havde det saerlig godt mere.
Fordi der ingen vietnamesiske laerere var, kunne vi ikke uden videre vende tilbage til klasselokalet. Boernene blev ved med at hive i os og ville have os ind i deres klasselokalder. Isaer en pige, som Nanna og Signe har fortalt er rigtig upopulaer iblandt boernene, ville ikke slippe os og hver gang man satte hende ned, begyndte hun at graede. Det var frustrerende og hjaerteskaerende paa samme tid, fordi det bare viste hvor meget disse boern behoever opmaerksomhed fra voksne - opmaerksomhed som de ikke faar fra de ansatte paa stedet.

I koma paa Coma 6

Et af de stoerste kulturchock, jeg indtil videre har faaet i Hanoi, er sjovt nok hvor ordnet alting er. I modsaetning til Kathmandu, er trafikken her meget mere civiliseret, skoent de dytter mere end man ville goere derhjemme. Derudover er det meget mere stille her. Da vi kom var der meget faa biler og mennesker at se i gadebilledet. Der virkede forurolignende stille, men Miriam (d. amerikanske facilitator, der arbejder for VPV) forsikrede os, at det var pga. Tet - det vietnamesiske (maane)nytaar.
Vi ankom i soendags til et af VPV's (Volunteers for Peace Vietnam) huse, der ligger lidt uden for Hanoi. Ogsaa her var stemningen ret doed, da vi var de foerste af et nyt hold volontoerer, der ankom. Dette skyldtes at ankom som nogle af de foerste volontoerer. Desuden er selve husets faciliteter et skridt nedad - de har f.eks. ikke et bordtennisbord, som jeg efter en maaned i Kathmandu, med intensiv bordtennis, savner inderligt.
Vietnameserne er mere reserverede og nok ogsaa mere vant til bleghuder som os. I modsaetning til Kathmandu, er det ikke dagens store begivenhed, naar en hvid skrider ind over doertaersklen til en restaurant.