I mandags kom jeg saa endelig til mit bestemmelsessted: Hai Duong Welfare Center. Et center bestaaende af 4 store etagebygninger og 500 boern. Vi (Amalie og jeg) har vaeret saa heldige at der paa centret de naeste to uger, vil vaere to andre volontoerer fra Mellemfolkeligt Samvirke, Nanna og Signe. De vil i den tid de endnu er her, hjaelpe os med at falde til, hvilket jeg er meget taknemmelig for. Stedet kan nemlig godt virke ret skraemmende. Vores vaerelse befinder sig paa 5. etage og paa etagerne under os bor og undervises boernene. Boernene elsker at vaere sammen med os og vil goere naesten alt for at vaere det. Saa den eneste grund til at vi kan have privatliv paa centret, er takket vaere de mange gitre der er. Gitre de er udstyret med store haengelaase og som deler gangene op i flere dele. Havde de ikke vaeret der, kunne vi vide os sikre paa, at der ville staa boern og banke paa ruderne til vores vaerelser
.
I gaar var vores foerste dag paa arbejde. Vi havde besluttet os for at starte let ud, saa formiddagen (08.00-11.00) tilbragte vi hos spaedboernene, mens Nanna og Signe underviste. Det var dog ikke saa let som vi havde forestillet os. Ikke fordi det er haardt at passe spaedboern normalt, men naar nogle af boernene viser tydelige tegn paa omsorgssvigt og naar boernepasserne slaar dem, hvis de ikke opfoerte sig ordentligt, saa kan det gaa een paa. Ud af 6 spaedboern var det maaske et eller to boern ad gange, som boernepasserne tog sig tid at vaere sammen med, ud over naar de skulle skiftes og have medicin. De andre boern maatte saa ligge og kigge rundt, eller vaere sammen med os.
Da trommen loed kunne Amalie og jeg traske over til vores bygning og holde pause til klokken 2. Efter en velfortjent lur var det tid til at arbejde igen, nu med Nanna og Signe. Vi skulle i en klasse lege lege, der handlede om at laere navnene paa farverne paa engelsk. Klassen bestod af mentalt handicappede boern, men de var overraskende gode til at huske hvad farverne hed. I det hele taget var det en meget stille og ordentlig klasse og da vi var faerdige med undervisningen, sad vi og hyggede med dem.
I dag var vi igen ovre for at passe spaedboern. Vi valgte bevidst et andet rum, for at se om boernepasserne her var mindre haardhaendede overfor boernene. Og det viste sig ogsaa at vaere tilfaeldet. Vi passede ca. seks spaedboern, sammen med to venlige vietnamesiske kvinder. Det var dog stadig tydeligt at boernene havde vaeret udsat for omsorgssvigt (enten fra centrets eller foraeldrenes side), isaer da jeg holdte et spaedbarn der gjorde alt for ikke at se mig i oejnene.
En hel del hygge, omsorg og gylp paa min troeje senere, gik vi over i den anden bygning, for, ligesom gaarsdagen, at hjaelpe Nanna og Signe med undervisningen. Det skulle dog vise sig at vaere langt fra saa stille og hyggeligt som gaarsdagens klasse.
Klassevaerelset var meget mindre, men eleverne var i ca. samme antal. De kunne dog ikke sidde stille og var meget begejstrede for at se Amalie og jeg. De raabte, skreg og legede med hinanden og koncentrerede sig slet ikke om de lege Nanna og Signe havde forberedt. Efter at have proevet at lave noget med dem, opgav vi, og gik med paa deres forslag om at lege blindebuk. Det skulle vise sig at vaere lidt af en fejltagelse, for hvad vi ikke vidste, var at der paa vores gang, ingen andre laerere var. Saa da vi, med vores klasse traadte ud paa gangen, stroemmede boern fra de andre klasselokaler ud og sluttede sig til os. Det udviklede sig hurtigt til en del larm og der var ikke rigtig styr paa legen, for vi volontoerer blev hevet i fra flere sider paa en gang, af boern der ville alt muligt med os. Jeg selv maatte erkende at min 190 cm hoeje krop, mest af alt ansaas af boernene som et klatrestativ og de ville hele tiden op paa skuldrene og baeres rundt med. Til sidst maatte jeg sige nej, og gestikulere at min ryg ikke havde det saerlig godt mere.
Fordi der ingen vietnamesiske laerere var, kunne vi ikke uden videre vende tilbage til klasselokalet. Boernene blev ved med at hive i os og ville have os ind i deres klasselokalder. Isaer en pige, som Nanna og Signe har fortalt er rigtig upopulaer iblandt boernene, ville ikke slippe os og hver gang man satte hende ned, begyndte hun at graede. Det var frustrerende og hjaerteskaerende paa samme tid, fordi det bare viste hvor meget disse boern behoever opmaerksomhed fra voksne - opmaerksomhed som de ikke faar fra de ansatte paa stedet.
.
I gaar var vores foerste dag paa arbejde. Vi havde besluttet os for at starte let ud, saa formiddagen (08.00-11.00) tilbragte vi hos spaedboernene, mens Nanna og Signe underviste. Det var dog ikke saa let som vi havde forestillet os. Ikke fordi det er haardt at passe spaedboern normalt, men naar nogle af boernene viser tydelige tegn paa omsorgssvigt og naar boernepasserne slaar dem, hvis de ikke opfoerte sig ordentligt, saa kan det gaa een paa. Ud af 6 spaedboern var det maaske et eller to boern ad gange, som boernepasserne tog sig tid at vaere sammen med, ud over naar de skulle skiftes og have medicin. De andre boern maatte saa ligge og kigge rundt, eller vaere sammen med os.
Da trommen loed kunne Amalie og jeg traske over til vores bygning og holde pause til klokken 2. Efter en velfortjent lur var det tid til at arbejde igen, nu med Nanna og Signe. Vi skulle i en klasse lege lege, der handlede om at laere navnene paa farverne paa engelsk. Klassen bestod af mentalt handicappede boern, men de var overraskende gode til at huske hvad farverne hed. I det hele taget var det en meget stille og ordentlig klasse og da vi var faerdige med undervisningen, sad vi og hyggede med dem.
I dag var vi igen ovre for at passe spaedboern. Vi valgte bevidst et andet rum, for at se om boernepasserne her var mindre haardhaendede overfor boernene. Og det viste sig ogsaa at vaere tilfaeldet. Vi passede ca. seks spaedboern, sammen med to venlige vietnamesiske kvinder. Det var dog stadig tydeligt at boernene havde vaeret udsat for omsorgssvigt (enten fra centrets eller foraeldrenes side), isaer da jeg holdte et spaedbarn der gjorde alt for ikke at se mig i oejnene.
En hel del hygge, omsorg og gylp paa min troeje senere, gik vi over i den anden bygning, for, ligesom gaarsdagen, at hjaelpe Nanna og Signe med undervisningen. Det skulle dog vise sig at vaere langt fra saa stille og hyggeligt som gaarsdagens klasse.
Klassevaerelset var meget mindre, men eleverne var i ca. samme antal. De kunne dog ikke sidde stille og var meget begejstrede for at se Amalie og jeg. De raabte, skreg og legede med hinanden og koncentrerede sig slet ikke om de lege Nanna og Signe havde forberedt. Efter at have proevet at lave noget med dem, opgav vi, og gik med paa deres forslag om at lege blindebuk. Det skulle vise sig at vaere lidt af en fejltagelse, for hvad vi ikke vidste, var at der paa vores gang, ingen andre laerere var. Saa da vi, med vores klasse traadte ud paa gangen, stroemmede boern fra de andre klasselokaler ud og sluttede sig til os. Det udviklede sig hurtigt til en del larm og der var ikke rigtig styr paa legen, for vi volontoerer blev hevet i fra flere sider paa en gang, af boern der ville alt muligt med os. Jeg selv maatte erkende at min 190 cm hoeje krop, mest af alt ansaas af boernene som et klatrestativ og de ville hele tiden op paa skuldrene og baeres rundt med. Til sidst maatte jeg sige nej, og gestikulere at min ryg ikke havde det saerlig godt mere.
Fordi der ingen vietnamesiske laerere var, kunne vi ikke uden videre vende tilbage til klasselokalet. Boernene blev ved med at hive i os og ville have os ind i deres klasselokalder. Isaer en pige, som Nanna og Signe har fortalt er rigtig upopulaer iblandt boernene, ville ikke slippe os og hver gang man satte hende ned, begyndte hun at graede. Det var frustrerende og hjaerteskaerende paa samme tid, fordi det bare viste hvor meget disse boern behoever opmaerksomhed fra voksne - opmaerksomhed som de ikke faar fra de ansatte paa stedet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar