Som repraesentant for Danmark.

Skoent toemmermaend og meget lidt soevn, var jeg overraskende frisk, da jeg stod op til solskin (hvilket er sjaeldent her i Hai Duong), og sammen med Amalie og Clara begav os til Hanoi i loerdags. Her skulle vi repraesentere Danmark i et arrangement, kaldet noget i retning af "International Volunteer Day" (tror jeg). Vi skulle forberede en dansk ret og lave en optraeden, saa vi var meget spaendte. I Hanoi moedtes vi med en vietnamesisk volontoer fra VPV, der tog os med hjem, saa vi kunne forberede den traditionelle danske ret - frikadeller med sovs og kartofler. Hun havde koebt ind for os i forvejen og havde ogsaa fra den danske ambassade, faaet haefter og blade omkring Danmark, samt info-dvd'er. Det var overordenltigt hyggeligt at staa i hendes ret beskedne hjem, og tilberede en ret, saa fjern fra det vietnamesiske cousine. Vi blev af hende og to af hendes venner, paa motorcykel koert til det (3-4 stjernede) hotel hvor konferencen/arrangementet skulle afholdes. Her var, hvad man paa engelsk kalder et "conference room", indrettet til lejligheden, og vi blev anvist et bord, ved hvilket vi skulle sidde og fortaelle interesserede vietnamesiske universitetsstudernde om Danmark. Vi blev dog hurtigt klar over, at vi nok var de mindst forberedte af de tilstedevaerende lande - vi havde, i modsaetning til mange af de andre, hverken et stort flag, plancher eller imponerende kort med. Det viste sig dog ikke at goere noget, for da de universitetsstuderende blev lukket ind, kom der en lind stroem over til vores bod. De var aabenbart meget interesserede i dette lille land, med denne beskedne bod. Vi fik fortalt dem alt om kongehus til moentfod og laert dem at sige "roed groed med floede".
Dette rum blev hurtigt fyldt med masser af mennesker og der spilledes hoej musik fra larmende hoejtalere. Indimellem ville en af dem der stod for arrangementet, gaa op paa scenen og lade sin stemme drukne i al den snak der ellers var i rummet. Masser af larm og varme.Til gengaeld var der masser af soede og interesserede mennesker at henlede sin opmaerksomhed paa, saa det var foerst til sidst at vi kunne maerke det runge for oerene. Tilsyneladende vakte arrangementet ogsaa opsigt udover det universitet de studerende var blevet inviteret fra og NGO'er - VTV1 (en vietnamesisk fjernsynskanal) var troppet op med kamera og hele skidteriet, og minsandten om ikke vi, i boderne skulle interviewes. Jeg blev venligt spurgt om jeg ikke ville stille op til interviewet, hvilket jeg gerne ville. Udenfor "conference room'et", hvor min stemme kunne hoeres, blev jeg praesenteret for en journalist, der kort foer interviewet, introducerede mig til to af de spoergsmaal han ville stille. Spoergsmaalene var noget i retning af "hvad synes du om dette arrangement", "hvad haaber du at laere og laere videre om hhv. Danmark og Vietnam" osv. Det tog ti minutter og jeg var en smule nervoes, men fik da sagt noget, jeg i oejeblikket selv syntes loed fornuftigt.
Derefter skulle vi optraede. Vi havde valgt at synge "I Danmark er jeg foedt der har jeg hjemme", hvilket gik smertefrit, skoent det var foran ca. 70 mennesker. Vores optraeden var dog, ligesom vores bod, ganske beskeden, skulle vi senere finde ud af, i forhold til de andres. F.eks. lavede vietnameserne en flot optraeden, med noget der lignede Kung Fu - det var i hvert fald dramatisk og involverede masser af spark, og slag.
Til sidst sad vi og kiggede ud i luften - den hektiske dag havde gjort os et par maanede aeldre paa meget lidt tid - saa vi besluttede os for at drage til et sted med mindre larm. Vi sagde farvel til den vietnamesisk volontoer og fik taget nogle sidste billeder sammen med vietnamesere og andre asiatere (hele arrangementet igennem, blev vi igen og igen, af asiatere spurgt om ikke vi ville tages billeder af samme med dem). Derefter tog vi til Hoan Kiem soeen og hvilede oerene.

Lidt loest og fast

Nu har jeg efterhaanden vaeret i Vietnam i over en maaned og der er noget jeg maa goere op med. Dette er mit foerste blogindlaeg, fra Vietnam, "I koma paa Coma 6". Jeg haevder i indlaegget at vietnameserne er reserverede, hvilket jeg siden har erfaret at de (i forhold til danskerne) langt fra er. Der sker nemlig ofte det forunderlige, naar jeg f.eks. sidder paa en baenk eller i bussen, at en vietnameser vil komme hen til mig og spoerge "how are you". Det er som oftest studerende og grunden til at de henvender sig til mig, er at de gerne, i samtale med mig, vil forbedre deres engelsk kundskaber.
Dette har resulteret i, at jeg nu har telefonnummer paa 5 vietnamesere og jeg har allerede vaeret hjemme hos to. En vietnamesisk studerendes hjem er dog ikke noget at prale af; det jeg har oplevet er rum paa ca. 2,5 x 2,5 meter, med seng, bord, fjernsyn, nogle stole (maaske et badevaerelse) og en reol. Og hvad mere er, de er oftest ikke alen om at dele et saadant vaerelse. Som oftest er de 2 og maaske endda 3 studerende der sover i samme seng. De steder jeg har besoegt, ligger i fattige omraader og vaerelserne ligger ud til en snaever gang, som saa foerer ud til hovedgaden. Trods de lave standarder, er de altid smilende og venlige. De insisterer paa at betale for bus og kaffe, naar vi er rundt i Hanoi og een tog mig med i biografen for at se en film.
Hvad har jeg ellers oplevet?
Ninh Binh: Naar man taenker paa Vietnam, er billedet af klipper der staar frit op af et fladt landskab, ofte det billede man associerer Vietnam med. Ninh Binh er lige praecis saadan et sted. Byen ligger lige ved siden af et stort omraade, af knejsende klippeknolde og masser af rismarker. Jeg var ved det, der hedder Tam Coc, hvor man kan sejle imellem disse klipper og rismarker. Det var en foelelse af aerefrygt der gennemstroemmede mig, mens jeg fik ondt i nakken af at kigge paa disse skoenne klipper.
Ellers har jeg det straalende: En fyldt hverdag med soede boern, vietnamesiske venner paa mobilen og ingen tid til at skrive blog-indlaeg!

En dag paa Hai Duong Welfare Center

Kl. 05.30
Jeg vaagner ved den velkendte lyd, der stammer fra hoejtaleren nede paa gaden. Hoejtalerens hanegal er den kommunistiske propaganda, der koerer dagen lang, lige fra kl. 05.30 om morgenen. Jeg vender mig om paa siden og priser mig lykkelig for ikke at kunne forstaa, hvad der kommer ud af hoejtalerne. Jeg ser helst at min underbevidsthed ikke fyldes med propaganda!

Kl. 07.15
Vaekkeuret ringer, jeg traekker i toejet og gaar ud til "badevaerelset". Der er dog to ting galt med at bruge ordet badevaerelse om det sted, jeg boerster taender om morgenen. For det foerste er der ikke noget bad, men kun bruser, lige ved siden af vasken. For det andet er det ikke noget vaerelse, da der ikke er fire vaegge, kun tre og hvor den fjerde mangler, er der aabent ud til gangen imellem vores vaerelser. Derudover staar der to store roede spande, til opbevaring af masser af vand.
Et bad er altsaa ikke noget man tager, i dansk forstand. Her er et bad at staa foroverboejet, og med bruseren kun vaske sit haar. Man kan til lejligheden vaske sig under armene, men et bad uden toej paa, er ikke muligt.

Kl. 07.30
Vi (Amalie, Clara, to franskmaend og jeg) trasker ned ad de mange trapper fra femte sal, ned til den store kantine paa stueetagen. Det er ikke til at forstaa at der for en halv time siden, sad femhunderede boern og spiste deres morgenmad, for der er ryddeligt og stolene er stillet op paa bordene. Skoent deres handicap, er boernene utrolig effektive hvad angaar oprydningen.
Morgenmaden staar normalt paa baguettes, der er skaaret op og fyldt med scrambled eggs. Af og til er der tilmed chili i. Hvis det ikke er paa menuen, saa er alternativet ris.

Kl. 08.00
I bygningen overfor den vi bor i, bor spaedboernene. Normalt naar vi kommer derover, skal boernene have mad, saa vi sidder hver isaer med hver vores spaedbarn og giver den lidt fra sutteflasken. Selve arbejdet bestaar i at tage sig af de smaa pus, lege med dem og soerge for at kigge dem ind i oejnene. Mange af boernene er nemlig udsat for omsorgssvigt, og det er faa der kan holde oejenkontakt i laengere tid af gangen. Derudover er mange af dem flade, paa baghovedet. Et bevis paa at de for laenge ad gange laegger for sig selv, paa de harde sivmaatter.

Kl. 11.00
Naar trommen lyder, er det tid til at gaa tilbage til kantinen. Her venter frokosten. Foerst skal boernene dog spise og vi venter en halv time, med at fortaere vores ris, med salat og foraarsruller.

Kl. 14.00
Efter en pause, i hvilken jeg enten tager en lur, eller laeser, er det tid til at skulle undervise. Vi gaar ned paa fjerde etage og vaelger en klasse at gaa ind til. Boernene har lige sovet middagslur og er enten traette eller rastloese, saa at gaa i gang med den haarde undervisning, er ikke muligt. Normalt leger vi lege, baseret paa noget fagligt, saasom at kaste groenne, blaa, gule og lyseroede bolde i en saek, for derigennem at laere dem farverne. Men naar foerste frikvarter er ovre, er det umuligt at gennemfoere faelles aktiviteter, og vi sidder og tegner, spiller spil eller snakker med boernene.

Kl. 17.00
Boernene soerger selv for at lukke og slukke i klassevaerelserne, nar trommen lyder klokken fem. Vi gaar igen op til vores vaerelser og venter paa at blive sultne, saa vi klokken syv kan gaa ned og spise det, koekkendamerne har gemt til os.

Kl. 19.00 - 22.00
At gaa ned ad trapperne klokken syv, faar en til at taenke paa "Shutter Island". Der er intet lys over trapperne og stedet virker oede, selvom man af og til kan hoere noget barnelarm. Naar man kommer ned til gaarden, loeber hundene os i moede. Er man alene begynder de at goe ad en og virke truende.
Efter at have spist, vasker vi selv servicen af og gaar op igen. Her tilbringer jeg normalt aftenen, med at laese, drikke te, snakke og saa til sidst gaa i seng. Foer jeg falder i soevn, forbander jeg hundene fordi de ikke kan holde op med at goe nede i gaarden.

Xe om - en farlig taxa

Jeg var lige staaet af bussen, da han stod og vinkede mig hen til sig - motorcykel-taxa-foereren, eller paa vietnamesisk, Xe om. Xe om er en billig og anderledes maade at blive transporteret paa og denne lune aften i Hanoi, var som skabt til at suse afsted, bag paa en af Hanois mange motorcykler. 200.000 dong (52 DKK) var den aftalte pris og saa suste vi ellers igennem Hanois natteliv.
Hanoi er en by med masser af neonlys og mange farver, naar moerket falder paa og vejene er fyldt med motorcykler. Vi koerte ad brede boulevarder og smalle gader. Indtrykkene var mange og forskellige. Et sted ville man se bastante hoejhuse, med blanke glasfacader, et andet koerte man blandt de smaa og skaeve huse, der er kendetegnende for Hanois gamle kvarterer. Det var med stor forundring over hvor taet min motorcykelfoerer overhalede biler og andre motorcykler, at det skete. KRASH! og saa laa der en motorcyklist paa asfalten 5 meter foran os. Vi bremsede haardt op og det med noed og naeppe at vi drejede uden om den forulykkede motorcyklist. Heldigvis lod der ikke til at vaere sket ham noget, men det er overhovedet ikke unormalt, at man oplever uheld med motorcykler i Hanoi. Jeg havde allerede for en uge side, set en motorcyklist blive pakoert af en bil - her skete heldigvis heller intet. Miriam, en af dem der abejder VPV (Volunteers for Peace Vietnam), har to gange vaeret ude for ulykker paa motorcykler. Men vaerst var den historie, Amalie og Clara kunne fortaelle mig, da de kom hjem fra deres weekendtur. De havde i en bus set en mand, der var vaeltet af sin motorcykel, ligge i sin egen blodpoel. Han overlevede ikke.
Det var med lettelse at jeg kunne staa af, ved VPV's hovedkvarter i Hanoi. Turen havde vaeret laengere end min chauffoer havde forventet, saa han ville have flere penge. Jeg sagde bare "Kawm!", hvilket betyder nej paa vietnamesisk, da vi havde aftalt en pris.

Et galehus fyldt med soede boern

I mandags kom jeg saa endelig til mit bestemmelsessted: Hai Duong Welfare Center. Et center bestaaende af 4 store  etagebygninger og 500 boern. Vi (Amalie og jeg) har vaeret saa heldige at der paa centret de naeste to uger, vil vaere to andre volontoerer fra Mellemfolkeligt Samvirke, Nanna og Signe. De vil i den tid de endnu er her, hjaelpe os med at falde til, hvilket jeg er meget taknemmelig for. Stedet kan nemlig godt virke ret skraemmende. Vores vaerelse befinder sig paa 5. etage og paa etagerne under os bor og undervises boernene. Boernene elsker at vaere sammen med os og vil goere naesten alt for at vaere det. Saa den eneste grund til at vi kan have privatliv paa centret, er takket vaere de mange gitre der er. Gitre de er udstyret med store haengelaase og som deler gangene op i flere dele. Havde de ikke vaeret der, kunne vi vide os sikre paa, at der ville staa boern og banke paa ruderne til vores vaerelser
.
I gaar var vores foerste dag paa arbejde. Vi havde besluttet os for at starte let ud, saa formiddagen (08.00-11.00) tilbragte vi hos spaedboernene, mens Nanna og Signe underviste. Det var dog ikke saa let som vi havde forestillet os. Ikke fordi det er haardt at passe spaedboern normalt, men naar nogle af boernene viser tydelige tegn paa omsorgssvigt og naar boernepasserne slaar dem, hvis de ikke opfoerte sig ordentligt, saa kan det gaa een paa. Ud af 6 spaedboern var det maaske et eller to boern ad gange, som boernepasserne tog sig tid at vaere sammen med, ud over naar de skulle skiftes og have medicin. De andre boern maatte saa ligge og kigge rundt, eller vaere sammen med os.
Da trommen loed kunne Amalie og jeg traske over til vores bygning og holde pause til klokken 2. Efter en velfortjent lur var det tid til at arbejde igen, nu med Nanna og Signe. Vi skulle i en klasse lege lege, der handlede om at laere navnene paa farverne paa engelsk. Klassen bestod af mentalt handicappede boern, men de var overraskende gode til at huske hvad farverne hed. I det hele taget var det en meget stille og ordentlig klasse og da vi var faerdige med undervisningen, sad vi og hyggede med dem.

I dag var vi igen ovre for at passe spaedboern. Vi valgte bevidst et andet rum, for at se om boernepasserne her var mindre haardhaendede overfor boernene. Og det viste sig ogsaa at vaere tilfaeldet. Vi passede ca. seks spaedboern, sammen med to venlige vietnamesiske kvinder. Det var dog stadig tydeligt at boernene havde vaeret udsat for omsorgssvigt (enten fra centrets eller foraeldrenes side), isaer da jeg holdte et spaedbarn der gjorde alt for ikke at se mig i oejnene.
En hel del hygge, omsorg og gylp paa min troeje senere, gik vi over i den anden bygning, for, ligesom gaarsdagen, at hjaelpe Nanna og Signe med undervisningen. Det skulle dog vise sig at vaere langt fra saa stille og hyggeligt som gaarsdagens klasse.
Klassevaerelset var meget mindre, men eleverne var i ca. samme antal. De kunne dog ikke sidde stille og var meget begejstrede for at se Amalie og jeg. De raabte, skreg og legede med hinanden og koncentrerede sig slet ikke om de lege Nanna og Signe havde forberedt. Efter at have proevet at lave noget med dem, opgav vi, og gik med paa deres forslag om at lege blindebuk. Det skulle vise sig at vaere lidt af en fejltagelse, for hvad vi ikke vidste, var at der paa vores gang, ingen andre laerere var. Saa da vi, med vores klasse traadte ud paa gangen, stroemmede boern fra de andre klasselokaler ud og sluttede sig til os. Det udviklede sig hurtigt til en del larm og der var ikke rigtig styr paa legen, for vi volontoerer blev hevet i fra flere sider paa en gang, af boern der ville alt muligt med os. Jeg selv maatte erkende at min 190 cm hoeje krop, mest af alt ansaas af boernene som et klatrestativ og de ville hele tiden op paa skuldrene og baeres rundt med. Til sidst maatte jeg sige nej, og gestikulere at min ryg ikke havde det saerlig godt mere.
Fordi der ingen vietnamesiske laerere var, kunne vi ikke uden videre vende tilbage til klasselokalet. Boernene blev ved med at hive i os og ville have os ind i deres klasselokalder. Isaer en pige, som Nanna og Signe har fortalt er rigtig upopulaer iblandt boernene, ville ikke slippe os og hver gang man satte hende ned, begyndte hun at graede. Det var frustrerende og hjaerteskaerende paa samme tid, fordi det bare viste hvor meget disse boern behoever opmaerksomhed fra voksne - opmaerksomhed som de ikke faar fra de ansatte paa stedet.

I koma paa Coma 6

Et af de stoerste kulturchock, jeg indtil videre har faaet i Hanoi, er sjovt nok hvor ordnet alting er. I modsaetning til Kathmandu, er trafikken her meget mere civiliseret, skoent de dytter mere end man ville goere derhjemme. Derudover er det meget mere stille her. Da vi kom var der meget faa biler og mennesker at se i gadebilledet. Der virkede forurolignende stille, men Miriam (d. amerikanske facilitator, der arbejder for VPV) forsikrede os, at det var pga. Tet - det vietnamesiske (maane)nytaar.
Vi ankom i soendags til et af VPV's (Volunteers for Peace Vietnam) huse, der ligger lidt uden for Hanoi. Ogsaa her var stemningen ret doed, da vi var de foerste af et nyt hold volontoerer, der ankom. Dette skyldtes at ankom som nogle af de foerste volontoerer. Desuden er selve husets faciliteter et skridt nedad - de har f.eks. ikke et bordtennisbord, som jeg efter en maaned i Kathmandu, med intensiv bordtennis, savner inderligt.
Vietnameserne er mere reserverede og nok ogsaa mere vant til bleghuder som os. I modsaetning til Kathmandu, er det ikke dagens store begivenhed, naar en hvid skrider ind over doertaersklen til en restaurant.

Slumdog Volonteer

De foerste indtryk
I tirsdags sad jeg et sted, mange turister nok ville undgaa, hvis de lagde deres rute forbi Kathmandu; slummen. Naermere betegnet, end af de mange slumkvarterer der putter sig op ad Bagmati-floden, der skaerer sig igennem Kathmandu. Vi (de andre volontoerer og jeg) sad paa henholdsvis udfoldede papkasser eller liggeunderlag paa en lille plads, i hjertet af slummen. Fluerne, der nok var tiltrukket af den paatraengende stank af faeces, var overalt og vi maatte med jaevne mellemrum, vifte dem vaek fra vore ansigter. Solen stod hoejt paa himlen og gjorde det nemt at se stoevet hvirvle rundt i de smaa briser. Imens vi skulle vaenne os til alt dette, blev vi, med nysgerrige oejne, stirret paa, af slummens beboere. Det var boern, der maabede eller smilte til os, gamle koner der kiggede ud ad de smaa doere eller forbipasserende, som maatte stoppe op for at finde ud af, hvad meningen med 20 hvide i slummen, dog kunne vaere.
Hvorfor sad vi der? Jo vi ventede saamaend paa de familier, der skulle have os boende den dag og nat. Jeg og en volontoer ved navn Christian, skulle bo sammen. Og da familierne kom for at hente os, viste det sig at vi skulle bo hos den lokale koebmand. En rar og kraftig mand, der dog viste sig at snakke daarligt engelsk. Vi blev af ham foert igennem slummen og paa vejen kom vi ud til floden. Her saa man hvordan skraldet floed ved flodbredden og i selve floden. Boern tumlede rundt med bare taer, taet ved floden, men naar vi kom forbi standsede de op og saa paa os. Vi sagde "Nameste" hvortil de fniste og svarede, "Nameste".



Den snaevre gang, der foerte op til koebmandens butik.


Koebmandens butik
Vi blev foert op igennem en af de mange smalle gange, der er typisk for slummen og kom til koebmandens butik. Her fik vi lov at sidde ved et bord og drikke noget "chhya" (nepalesisk maelkete), mens koebmanden soergede for sin butik. Det var hans kone der serverede teen, en spinkel, men meget koen kvinde, som for saa vidt ikke saa saerlig gammel ud. Vi erfarede da ogsaa, da koebmanden lod os hilse paa sin 9 maaneder gamle datter, at han og konen var forholdsvist nygifte og at han kun var 27 aar gammel.


Koebmanden vi boede hos.

Selve butikken var et overfloedighedshorn af kiks, nuddelsupper og andre smaating og vi kunne sikkert have faaet det meste af butikkens indhold gratis, hvis vi havde spurgt vores venlige vaert om det. Det vistes tydeligt da Christian ville koebe nogle cigaretter af koebmanden, hvortil koebmanden foerst ikke modtage pengene af ren og skaer gavmildhed, men kun da Christian insisterede paa at betale.
Lige ved siden af butikken, var der et etmandskoekken; et lille skur, med tre vaegge og tag, hvor konen stod og lavede te og mad. Butikken laa lige ud til slummens hovedvej, saa vi var til offentligt skue og mangen nepaleser kom da ogsaa hen og satte sig ved vores bord, saa at al den snak vi ikke fik med koebmanden (da han konstant arbejdede), fik vi med tilfaeldige forbipasserende.

En snak med en muslim
Mange forbipasserende var boern, der ikke talte engelsk, en enkelt var en fordrukken gammel mand, men den person vi fik snakket mest med, var en 16-17-aarig muslim. Vi fik en interessant snak med ham om, hvordan det er at leve i slummen og her foelger hvad jeg kan huske:
I slummen var religionerne meget blandet. Koebmanden var f.eks. kristen, nogle var muslimer og andre hinduer og buddhister. Trods dette, var sammenholdet i slummen utrolig godt og konflikter baseret paa religion var ikke-eksisterende. Sammenholdet var endda saa godt, at de bander der holdt til, ved en bro ikke langt fra slummen, ikke turde lave ballede, da slummens beboere effektivt ville jage dem vaek. Han selv, kunne ikke taenke sig at flytte andre steder hen, da han foelte at slummen var hans hjem. Her kendte folk hinanden og man hjalp hinanden i tykt og tyndt.

Til slum-bal
Vi sad og var ved at blive ret sultne, da en flok nepalesiske drenge, kom hen til os og sagde vi skulle foelge med dem. Vi anede ikke hvad der skulle ske og skaevede spoergende til koebmanden, der til vores overraskelse, virkede til at vaere indforstaaet med drengene. Vi fulgte efter og kom til den plads, hvor vi var blevet hentet af vores vaertsfamilie. Nu var det imidlertid blevet moerkt og paa pladsen var en masse mennesker forsamlet; alt fra gamle koner og krumboejede maend, til glade og fnisende unger. Her var ogsaa de andre volontoerer. Naivt proevede vi at gemme os lidt vaek, for ikke at komme ind i midten af forsamlingen og danse, men det viste sig, at vi mere eller mindre, var hovedattraktionen til dette slum-bal. Vi blev foert ind i cirklen og en der blevet slaaet paa en tromme, nogle damer begyndte at synge en nepalesisk (stamme)sang - dansen var igang.
Foerst ville de aeldre slum-medlemmer ikke lade boernene vaere med i dansen, men boernene var saa ihaerdige til at gribe fat i vore haender, at de til sidst blev accepteret i dansen. Jeg stod flere gange med boern og dansede, af og til med en enkelt eller helt op til ti paa en gang. Boernene vidste hvad de ville; de ville danse med os og var der andre boern i vejen for det, skortede det ikke paa hverken skub, spark eller slag. Ofte maatte jeg stoppe op og sige, at de skulle vaere ordentlige ved hinanden, men lige lidt hjalp det. De virkede dog alligevel allle til at vaere glade og dansen varede ved i ca. 2 timer, hvorefter Christian og jeg, udmattede, traskede tilbage til koebmanden.


Natten
Efter en overdaadig aftensmad, bestaaende af Nepals nationalret "dal bhat" (hvilket er ris med boenne-linse-suppe), var det paa tide at gaa i seng. Vaerelset vi skulle sove i, var, taget omstaendighederne i betragtning, luksioest. Der var to senge, med pude, dyne og taeppe - alt hvad vi havde brug for ovenpaa, en sjov, udmattende og begivenhedsrig dag. Vaeggene var isoleret med avispapir, men nogle steder var der huller paa stoerrelse med en knytnaeve, der foerte direkte ud i aftenen. Jeg var dog optimistisk. Vaerelset var lunt da vi lagde os under dynerne (og sovepose) og jeg valgte kun at sove i underdreng og t-shirt. Det skulle vise sig at vaere en dum ide.
Jeg maa have sovet tre timer, foer jeg foerste gang vaagnede, fordi jeg froes. Jeg trak dynen laengere op over mig og vendte mig om paa siden, hvilket dog ikke var saerlig behageligt for min hofte, da underlaget ikke var saerlig bloedt. Jeg maatte vende mig om paa ryggen og med lukkede oejne proevede jeg igen at falde i soevn. En oevelse jeg ikke kunne gennemfoere, da slumlydene ikke er til at ignoerere; der var hunde der goede og sloges, naboer der saa fjernsyn, boern der graed, moedre der tyssede og snakkede og (som kun Christian og ikke jeg, erfarede) en rotte der hyggede sig med at loebe rundt paa gulvet.
Resten af natten og morgenen med, bestod derfor for mit vedkommende, halvvaagent, at vaagne til henholdsvis slumlydene og kulden, der paa de snedigste maader traengte ind under min dyne.

Afsked
Solens straaler traengte ind i vaerelset, skoent der ingen vinduer var. Skaelvende rejste jeg mig op i soveposen og begyndte at finde mit toej frem. Hverken Christian eller jeg havde faaet meget soevn, men det betyder dog ikke at vores overnatning ikke var udbytterig. Nu havde vi oplevet slummen "by night".
Endnu engang sad vi hos koebmandens butik, mens vi indtog vores morgen chhya og morgenmad. Det var en kold morgen, meget overskyet, men dog var det dejligt at foretage sig noget, frem for at fryse i en sovepose. Fra hvor vi sad, kunne vi foelge med i noget af det vi havde kunnet hoere i loebet af natten - hundeslagsmaal. Hundene i Kathmandu er alle uden ejerskab, skoent koebmanden haevdede at en stor plysset hund var hans, saa er min betragtning, at det kommer an paa hvor meget man fodrer de hjemloese hunde. Denne morgen var der tre uoenskede hunde, alle undtagen een, hvide, der sloges mod tre sorte hunde. Det var et vaerre spetakel, men paa nepaleserne lod det til at vaere foerste klasses underholdning, ogsaa naar hundene bed hinanden til blods.
Det var paa tide at sige farvel og foer jeg gav koebmanden haanden som afsked, viste jeg ham nogle billeder jeg har med fra Danmark. Inden laenge var en koedrand af mennesker, samlet omkring os, mens jeg viste billederne frem. Alle var meget interesserede i at se hvad Danmark var for et land. Efter dette gav vi haand til afsked, vandrede ud ad slummen, nu med erfaring som slumhunde.

En snak med Rupak

At vaere i Nepal, et land hvor en borgerkrig haergede indtil 2006, har forekommet mig ret underligt. Saa da vi i fredags , paa platformen, havde nogle nepalesiske studerende paa besoeg, kunne jeg endelig faa et bedre kendskab til, hvordan det maa have vaeret at leve, med en borgerkrig som nabo. En af de studerende hed Rupak og efter vi var faerdige med undervisningen, tog han og jeg ned paa en naerliggende cafe. Jeg spurgte ham om borgerkrigen og han gav denne beskrivelse:

Hver dag ville man hoere skyderier i gaderne og der ville i loebet af en dag, ca. blive sprunget fire bomber i luften. Mange mennesker doede og folk blev i det hele taget fattigere. Saa fattige, at nogle ville bortfoere andres boern, for at afpresse foraeldrene for penge. Dette er en praksis, der selv i dag af og til haender og et eksempel var, at en laerer, der havde bortfoert en af sine elever, men ingen penge faeet, havde skaaret barnet i smaastykker.

Jeg sad og var ved at synke teen, da Rupak fortalte om det draebte barn og maatte lige sunde mig et oejeblik, foer jeg kunne gaa videre i samtalen. Rupak sad ogsaa og kiggede lidt fjernt frem for sig, som om der var noget erindrede. Jeg valgte at begynde at snakke om nutiden og om hvordan maoisterne, de tidligere fjender i borgerkrigen, i dag opfoerer sig. Rupak gav foelgende beskrivelse:

Maoisterne havde foer borgerkrigen, lovet de maend de ville rekruttere, guld og groenne skove. Nu da krigen er ovre, har levebetingelserne forbedret sig, men Nepal er stadig verdens 3. fattigste land og mange af de tidligere soldater har hverken set noget til hverken guld eller skov. Derudover blokerer maoisterne for mange fremskridt i parlamentet, for at gavne egne interesser. Fremskridt, som er vigtige for Nepal, da man i oejeblikket er i faerd med at vedtage landets forfatning.

Rupak virkede meget utilfreds over maoisterne. Noget man godt kan forstaa, naar man, som jeg, ser hvor meget Nepal har brug for politiske fremskridt.

Vi blev faerdige med at drikke te og jeg fulgte ham hen til bussen. Vi fik taget nogle billeder sammen og sagt farvel. Da jeg traskede tilbage mod platformen, mens jeg undgik Kathmandu's vilde motorcyklister, foelte jeg mig et skridt taettere paa, hvordan det maa vaere at vaere ung i en by med borgerkrig.

http://www.facebook.com/profile.php?id=100000741598089

"En sur-soed oplevelse"

Jeg havde egentlig afskrevet muligheden, men det viste sig heldigvis at der var en plads ledig, til de volontoerer der ville med ud og opleve et nepalesisk folkekoekken. Juju, en nepalesisk kunstner og ildsjael, der stod for projektet (samt et projekt, hvor han deler morgenmad ud til gadeboern), havde inviteret os. Vi moedtes med ham og han tog os med til Durbar Square, der er et centrum for en af de tre bydele, der udgoer Kathmandu. Vi fik foerst en kop soed te, hos nogle Juju kendte, mens vi sad ved foden af et tempel og betragtede stroemmen af nepalesere og turister. Efter teen tog Juju os med paa en runde i Durbar Square, hvor han og vi, hilste og legede med nogle af de gadeboern der holder til i omraadet. Boernene lod til at kende Juju og var rigtig glade for at se baade ham og os. De var meget beskidte, nogle havde ikke noget paa foedderne og kom man helt taet paa dem, kunne man lugte limen om deres munde.
Det blev hurtigt moerkt (som det goer naer troperne) og da en hvid varevogn kom koerende, jublede gadeboernene og stimlede sammen i en koe. De var dog ikke de eneste; ogsaa hjemloese maend stillede sig i koen. Nogle af maendene proevede enddog at snyde foran, men Juju, der lader til at vaere ret staerk, tog et fast greb om disse snydere og sendte dem om bag koen. Varevognen var den der havde mad med til folkekoekkenet og der blev laesset store gryder og borde af, saa at vi volontoerer kunne hjaelpe med at oese mad op. Imens der blev gjort klar til at give mad ud, stod jeg og nogle andre og pjattede med boernene og gav "high fives". En mand rakte ogsaa haenderne ud til mig og jeg troede han ville vaere med paa legen, men da han fik fat i mine haender, tog han dem op til sin kind, gned haenderne mod kinden og kyssede dem til sidst. Han smilede bagefter til mig, et smil uden mange taender.
Da al maden var spist var det tid til at tage hjem. Vi sagde farvel til de folk der hjalp Juju og skulle nu ogsaa sige farvel til gadeboernene. Dem havde vi efterhaanden leget rigtig meget med, saa deres farvel var ogsaa desto hjerteligere. De gav os alle et kys paa kinden (een enkelt paa munden), hvilket var noget af en sur-soed oplevelse. Soedt, da det var saa soed en gestus, surt, da man rigtig kunne lugte limen og blive mindet om hvilket armod, disse boern lever i. Vi vinkede til dem, og gik hvert til sit; vi til vore varme senge, de til en kold nat i det aabne og uden stroemper paa foedderne.

Templer, templer og atter templer. Og saa en lille skovdans.

Forrige soendags program stod paa tempel-sightseeing udenfor Kathmandu. I bus koerte vi ad snoerklede og hullede veje og besoegte den ene helligdom efter det andet. Foerste stop var Nagdaha soen, en rest af den oprindelige soe der udgjorde Kathmandu-dalen i gamle dage. Vandet var grumset og i vandkanten laa der lidt skrald, men alligevel kom konerne fra de omkringliggende huse ned for at vaske toejet. Vi fik ogsaa at vide, at vandet, urenset, blev brugt til drikke - og badevand. Vi betalte for en lille sejltur paa soen, i kanoer der vippede mere end de fleste var trygge ved. Godt at vi foerst bagefter fik at vide, at det dyr man ved soen tilbeder, ogsaa befandt sig i soen - slanger.

Andet stop, et tempel paa et lille bjergs top. Herfra kunne vi nyde udsigten over Kathmandu-dalen, saa langt dis og smog nu tillod os at se. Ved templet, var ogsaa nogle gadeboern at finde. Med dem kastede vi sten efter traerne paa bjergets skraaning. Derudover moedte vi denne hellige mand:

Tredje stop var ude i en skov. Vi stod overfor et smukt roedt tempel, men hele situationen var ret unormal, da man inde fra skovens midte kunne hoere popmusik. Vi gik nysgerrigt hen for at se, hvad det dog kunne vaere. I en lille lysning var en masse nepalesiske boern samlet og havde dannet en cirkel, i hvis midte nogle af boernene og nogle voksne dansede. Da vi naermede os, saa de forundret paa os (dette tempelomraade var ikke ligefrem en turistattraktion), men kom hurtigt smilende hen til os. Vi der havde taget billeder af dem, blev nu selv taget billeder af, og inden laenge stod vi sammen med disse boern og fik taget billeder sammen. Men billeder var ikke nok, for disse (skole)boern. Nej, vi skulle da danse med og snart befandt vi os i cirklens midte, som en slags hovedattraktion for nepaleserboernene. Vi dansede, grinede, snakkede og hyggede os laenge, men videre maatte vi og en langvarig afsked senere, sad vi i bussen og forstod ikke helt hvad der lige var sket.

(Nogle af de boern vi snakkede og dansede med)

Lidt om Kathmandu

Luften

Maaske har man allerede anet det fra flyveren, naar man suser ned mellem bjergene og hen over Kathmandu-dalen, og laegger an til landing. Man vil i hvert fald have lagt maerke til det, naar man traeder ud af den roede lufthavnsbygning. Smoggen. Disen. Eller hvad end, denne hvide luft, der konstant hviler over Kathmandu nu er. Lugten er det foerste, der roeber dens eksistens. En tykkere luft end i Danmark, der lugter af bilos. Efter en uge, vil dit snot have skiftet farve fra gulligt/hvidt til sort, paa grund af luften i Kathmandu. Det andet du vil opdage, er at de berygtede Himalaya-bjerge, der ligger i Kathmandu's naerhed, for det meste er skjult bag smoggen. De helt naerliggende bjerge, som i Kathmandu bliver kaldt "hills", er for det meste bare silhoutter, hvis man da kan faa oeje paa dem. Foerst om aftenen, eller om loerdagen (nepalesernes helligdag), kan man traekke vejret lettere og nyde de flotte bjerge, da smoggen paa det tidspunkt er lettet en smule.

Vandet

Vand, paa nepalesisk, hedder "paani". Vi vesterlaendinge drikker det af flasker, vi koeber fra de smaa boder, der findes paa envher vej i Kathmandu. Vi drikker det ikke af hanen, da det nok er fyldt med bakterier og andet skidt. Vandet er sjaeldent varmt og et brusebad er noget der kraever viljestyrke. Vandet findes ogsaa i floderne, der skaerer sig igennem Kathmandu, og hvorom slummen ligger og skraldet flyder. Vi maerker det sjaeldent som regn, men ofte som sved paa vore pander og under vore arme, naar vi trasker igennem gaderne, i 20-25 graders varme. Vandet ses ofte som et tegn paa liv, men ved Pashupatinath findes det ogsaa taet ved doeden, da her ved ligafbraendingerne, floden loeber. Vasketoej vaskes i vand saa beskidt, at jeg aldrig ville sige, at toejet var mit.

Thamel

Enhver storby har sit turistomraade og dette hedder i Kathmandu, Thamel. Man ved at man er naer Thamel, naar gadeboernene kommer hen til een, for at tigge om penge. Man ved det, naar man ser dem, sniffe lim af sorte plasticposer og ligge i laset toej, paa vejen til Thamel. Naar gamle maend, med furede ansigter og smukt dekorerede huer, kommer hen og spiller musik paa de souveniers de vil saelge dig, da ved du, at du er taet paa.
Thamel er smaa gader med mange boder og flere turister end i resten af Kathmandu. Det er fyldt med "Western Unions", trekking shops, toejforretninger og rejsearrangoerer. Om dagen bliver du, hvis du ikke er nepaleser, spurgt om du vil koebe alt fra varme huer, til opium og hash.  Om natten hoerer man musikken, fra de spillesteder og discoteker der findes paa mangen 2. sal. Det er et sted jeg nyder at komme vaek fra.

Big Buddha is watching you!

Da jeg, igaar, traadte ind ad indgangen til stupaen i Boudha-omraadet, kunne jeg ikke lade vaere med at taenke paa den bog jeg er ved at laese; 1984 af George Orwell. For naar man staar der i indgangen, taarner der sig foran een, et kaempe halvkugleformet massiv, med en firkantet klods paa toppen. Paa denne klods er der malet to indtraengende oejne - Buddha's oejne. Du kan vaere sikker paa, at ligegyldigt hvor om stupaen du befinder dig, saa vil "Buddha's oejne" hele tiden foelge dig, da oejnene er malet paa klodsens fire sider. Denne stupa, som de buddhistiske helligdomme hedder, er en af de mest beroemte i Kathmandu og er placeret i Boudha-omraadet, det tilholdssted tibetanske munke har skaffet sig i Kathmandu, efter at Tibet blev indlemmet af Kommunist-Kina.
Om en stupa skal man bevaege sig med uret, ogsaa naar man gaar rundt paa selve stupaen. Rundt omkring bedes der, der braendes roegelse og man ser, hvorend man kigger hen, buddhistiske munke i deres karakteristiske roede klaeder (en af de tre buddhistiske farver, roed, blaa og orange). Som ved saa mange andre aabne pladser, med enten kirker, historiske bygninger eller andre attraktioner, samles der en forfaerdelig masse duer. Man kunne faa et chok, naar alle duerne paa een gang, valgte at lette, for saa at lande nogenlunde samme sted igen.
En ting der tiltalte mig, var det personlige forhold der var til stupaen. I en kirke derhjemme, er der en plads til menigheden, og de maa f.eks. ikke bevaege sige hvor praesten skal vaere. Ved en stupa er alle lige. Alle er velkomne til at gaa op paa stupaen og man kan foretage sig hvad man vil der. Jeg sad f.eks. og noed solen, mens nepalesiske boern rendte rundt og legede med deres elastikbundter, som man ser dem saa ofte i Kathmandu(de fletter en masse elastikker sammen og bruger bundtet som en fodbold).

Paa besoeg i munkekloster
Efter at have leget turist rundt om stupaen, var det tid til lidt fordybelse. Vi (de andre volontoerer og jeg) var blevet inviteret ind paa et buddhistisk kloster, hvor vi skulle diskutere foelgende emner:

• Hvordan man skal elske sine foraeldre?
• Hvordan man skal respektere sin laerer?
• Hvordan man skal elske alle vaesener?

Klosteret saa beskedent ud og lignede mest af alt, nogle lettere dekorerede lejlighedsbygnigner. Vi blev foert ind i et rum, uden stole og borde, men i stedet puder, saa vi kunne sidde paa gulvet uden at fryse bagdelen (gulvene indenfor er kronisk kolde paa denne tid i Kathmandu). Vi sad alle i en rundkreds, sammen med tre munke og en tolk, da den sidste vist kun, kunne snakke kinesisk (eller tibetansk?).
Yes, taenkte jeg, endelig lidt spaendende interaktion paa et filosofisk plan. Desvaerre var seancen tangerende til kedsommelig. Munkenes opfattelse af en diskussion, var at een munk talte i 20 minutter (paa daarligt engelsk), hvorefter vi saa kunne stille spoergsmaal. Derudover var det haardt for en dansker som jeg, der siden boernehaven har laert at sidde paa stol, at sidde i skraedderstilling, paa en pude, hele tiden. Isaer naar man hele tiden skal vaere sig bevidst om, ikke at vise sine fodsaaler, da dette ses som en uhoeflighed i Nepal.
Men som Rekha (vores laerer paa platformen) sagde, saa handlede det mest af alt om, at opleve undervisning, paa munkenes praemisser - altsaa at tage det hele som en oplevelse. En oplevelse, bevares, men nok en oplevelse jeg springer over, hvis jeg faar tilbuddet igen.

(D. buddhistiske munk, der ikke kunne engelsk)

De To Templer

Vi var en lille gruppe der begav sig ud i dag, for at se templerne Pashupatinath og Swayanbanath. Det foerste tempel vi skulle besoege var Pashupatinath og vha. nepalesernes utrolige venlighed, kunne vi gaa hele vejen og spoerge naar vi var i tvivl om hvor templet laa. Jeg havde egentlig forestillet mig, at dette tempel ville vaere een enkel stor bygning, men i stedet var det en mindre bydel, med smaa gader og masser af helligdomme og tilbedningssteder. Her var ogsaa en flod, der skar templet midt over og ved denne flod fik vi at vide, at nepaleserne braendte sine doede. Nysgerrigt gik vi hen og kiggede ned paa baalene. 2 baal braendte og menneskelige rester var der ikke at se, men paa et tredje baal, der endnu ikke var sat ild til, laa et barnelig. Man kunne dog ikke se kroppen, da den var tildaekket i farverige klaeder, men det var en guide der fortalte os det, mens vi  stod og kiggede. Man hoerte en hulken og en jamren fra konerne og boernene, der paa skift gik en tur rundt om baalet, for at tage afsked med det doede barn. Paa mange af os gik det lige i hjertet og vi kunne ikke faa os selv til at kigge, med kameraene haengende om halsen. Vi bevaegede os vaek fra stedet og blev moedt af koner i farverige sjaler og kjoler, der ville saelge os smykker. Jeg sagde 'no thanks' og gik forvirret op ad en trappe. Her sad vi og sundede os lidt indtil vi igen kunne begive os videre.

Fra Pashupatinath tog tre af os en taxa. 300 rupees og en charmerende chauffoer senere, befandt vi os for foden af Swayanbanath, ogsaa kendt som (monkey temple). En stejl trappe foerte op til templet og ned ad trapperne loeb aberne legende let, mens vi besvaerede os opad. Vi var saa forpustede, at vi flere gange blev noedt til at holde hvil, mens gamle maend og kvinder bar tunge saekke op ad trappen. Udsigten over Kathmandu var dog henrivende. Man kunne fra toppen se det meste af Kathmandu, i al dens spraglethed. Rundt om templet rendte baade aber, duer og hunde, uden dog at genere gaesterne. Vi fik noget at spise paa en tagterasse, hvor man virkelig kunne nyde udsigten. Her var aberne dog paa rov, og inden laenge hoppede en famile over paa taget, taet ved hvor vi sad. Vi veg bort, bange for at blive bidt og faa rabies, men en hund, tilhoerende restaurantejeren, sprang frem og skraemte aberne vaek. Den blev beloennet med to pommes frites'er.

Kaotiske Kathmandu

Naar man dytter af hinanden i Danmark, er det for det meste fordi andre i trafikken bryder trafikkens regler. I Kathmandu dytter man for at folk ikke skal komme til skade. Gaar man nedad en gade, vil man konstant hoere biler og motorcykler der dytter og ofte af een selv, hvis man er intetanende dansker, der ikke kender til Kathmandu's trafik. Men naar man hoerer dyttet er det bare med at traekke ind til siden, for i naeste oejeblik suser enten sidespejlet paa en bil eller motorcykel lige forbi dig, med indtil 5 centimeters mellemrum.
Der er intet der ikke kan lade sig goere i Kathmandu's trafik. Da vi koerte fra lufthavnen til vores opholdssted, kom vi ind paa en smal vej, hvor kun 1 bil kunne koere ad gangen. Eller saadan havde det i hvert fald vaeret i Danmark. For da en modkoerende bil kom koerende imod os, begyndte hverken vor chauffoer eller modkoerende at bakke. Nej, de koerte ligesaa stille mod hinande og sneg sig lige forbi hinanden. Et held at sidespejlet i vores bil var haevet over modkoerendes, ellers havde vores chauffoer vaeret det fattigere.

Solformørkelse før afrejse

Jeg ville kalde det et rent tilfælde, andre ville måske kalde det et dårligt tegn, at der dagen før min afrejse er en solformørkelse. Ifølge megen overtro er solformørkelser et tegn på at jordens undergang er nær. Så er det da i hvert fald heldigt at man ikke er overtroisk. Alligevel er der noget ved denne solformørkelse, der får mig til at føle at jeg har noget med den at gøre.
I mange dage, uger og måneder har jeg efterhånden glædet mig og fortalt livligt om den rejse jeg skal ud på i morgen. Hver gang nogen har spurgt mig, eller jeg har haft mulighed for at snakke om det, har jeg lyst op og med entusiasme fortalt om hvad jeg skal i Vietnam. Men nu er det som om en skygge er trukket hen over denne glæde. Et vist glædestab, en måne der gledet ind foran mine tårnhøje og gode forventninger. Hvorfor? Er det på grund af det chok jeg fik i går, da jeg opdagede at min malaria-medicin, solcreme og astma-medicin var forsvundet? Nej, for allerede i dag vil jeg skaffe det igen, trods det bliver med mere møje end jeg havde planlagt.
Nej, jeg tror denne måne der er gledet ind foran min sol af glæde og spændthed, er af en snigende hjemve. Allerede kan jeg mærke hvordan jeg vil komme til at savne min familie, mine venner og ellers den vante andedam herhjemme. Jeg vil savne mors og fars mad, lillebrors guitarspil, storebror der venter en lille ny, kusinerne (en med nyt kørekort, en med lejlighed i KBH), og ikke mindst farmor og bedstemor.
Ja, meget er der at savne. Og det er nok først lige før man begiver sig af sted, at det mærkes allerkraftigst hvad man forlader. Heldigvis er min solformørkelse ikke fuld og jeg kan roligt sige at jeg ikke fortryder at tage af sted. Jeg har blot fået øje for, hvad jeg vil komme til at mangle og savne.