Nu har jeg efterhaanden vaeret i Vietnam i over en maaned og der er noget jeg maa goere op med. Dette er mit foerste blogindlaeg, fra Vietnam, "I koma paa Coma 6". Jeg haevder i indlaegget at vietnameserne er reserverede, hvilket jeg siden har erfaret at de (i forhold til danskerne) langt fra er. Der sker nemlig ofte det forunderlige, naar jeg f.eks. sidder paa en baenk eller i bussen, at en vietnameser vil komme hen til mig og spoerge "how are you". Det er som oftest studerende og grunden til at de henvender sig til mig, er at de gerne, i samtale med mig, vil forbedre deres engelsk kundskaber.
Dette har resulteret i, at jeg nu har telefonnummer paa 5 vietnamesere og jeg har allerede vaeret hjemme hos to. En vietnamesisk studerendes hjem er dog ikke noget at prale af; det jeg har oplevet er rum paa ca. 2,5 x 2,5 meter, med seng, bord, fjernsyn, nogle stole (maaske et badevaerelse) og en reol. Og hvad mere er, de er oftest ikke alen om at dele et saadant vaerelse. Som oftest er de 2 og maaske endda 3 studerende der sover i samme seng. De steder jeg har besoegt, ligger i fattige omraader og vaerelserne ligger ud til en snaever gang, som saa foerer ud til hovedgaden. Trods de lave standarder, er de altid smilende og venlige. De insisterer paa at betale for bus og kaffe, naar vi er rundt i Hanoi og een tog mig med i biografen for at se en film.
Hvad har jeg ellers oplevet?
Ninh Binh: Naar man taenker paa Vietnam, er billedet af klipper der staar frit op af et fladt landskab, ofte det billede man associerer Vietnam med. Ninh Binh er lige praecis saadan et sted. Byen ligger lige ved siden af et stort omraade, af knejsende klippeknolde og masser af rismarker. Jeg var ved det, der hedder Tam Coc, hvor man kan sejle imellem disse klipper og rismarker. Det var en foelelse af aerefrygt der gennemstroemmede mig, mens jeg fik ondt i nakken af at kigge paa disse skoenne klipper.
Ellers har jeg det straalende: En fyldt hverdag med soede boern, vietnamesiske venner paa mobilen og ingen tid til at skrive blog-indlaeg!
Dette har resulteret i, at jeg nu har telefonnummer paa 5 vietnamesere og jeg har allerede vaeret hjemme hos to. En vietnamesisk studerendes hjem er dog ikke noget at prale af; det jeg har oplevet er rum paa ca. 2,5 x 2,5 meter, med seng, bord, fjernsyn, nogle stole (maaske et badevaerelse) og en reol. Og hvad mere er, de er oftest ikke alen om at dele et saadant vaerelse. Som oftest er de 2 og maaske endda 3 studerende der sover i samme seng. De steder jeg har besoegt, ligger i fattige omraader og vaerelserne ligger ud til en snaever gang, som saa foerer ud til hovedgaden. Trods de lave standarder, er de altid smilende og venlige. De insisterer paa at betale for bus og kaffe, naar vi er rundt i Hanoi og een tog mig med i biografen for at se en film.
Hvad har jeg ellers oplevet?
Ninh Binh: Naar man taenker paa Vietnam, er billedet af klipper der staar frit op af et fladt landskab, ofte det billede man associerer Vietnam med. Ninh Binh er lige praecis saadan et sted. Byen ligger lige ved siden af et stort omraade, af knejsende klippeknolde og masser af rismarker. Jeg var ved det, der hedder Tam Coc, hvor man kan sejle imellem disse klipper og rismarker. Det var en foelelse af aerefrygt der gennemstroemmede mig, mens jeg fik ondt i nakken af at kigge paa disse skoenne klipper.
Ellers har jeg det straalende: En fyldt hverdag med soede boern, vietnamesiske venner paa mobilen og ingen tid til at skrive blog-indlaeg!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar