Den foerste forskel jeg maerkede da jeg steg ud af flyveren for to dage siden, var varmen. Den gennemtraengende, gennembloedende fugtige varme, der laegger sig som et varmt haandklaede om een, hvert bevidste oejeblik man er i Vietnam paa denne tid af aaret (medmindre man selvfoelgelig er i et rum med aircondition).
Derudover virkede alt til at vaere ved det gamle. Det vietnamesisk anarki, eller kaos var det samme som det jeg med vemod forlod tilbage i maj 2011. Smaa improviserede fortovsspise - og testeder ligger som en flok svampe paa naesten hvert fortorv. Trafikkaoset var det samme, med det store kor af forskelligt lydende dyt, der sjaeldent siger "flyt dig din store idiot", som det goer i Danmark, men snarere "her er jeg, vaer opmaerksom".
De fleste jeg kender hernede var meget ivrige for at moede mig allerede foerste dag og det blev mere hektisk, end jeg egentlig havde energi til, efter ca. 24 timer med naesten ingen soevn. Den foerste jeg moedte var Hao, men moedet viste sig at blive lidt af en katastrofe. Jeg havde helt glemt hvor daarligt engelsk hun talte og hun regnede med at jeg kunne styre hendes motorcykel, hvilket jeg ikke kunne (kan kun med automatgear). Vi skulle have noget at spise, saa maatte tage en xe om (motorcykeltaxa), men fordi jeg ikke havde regnet med at tage xe om, og derfor ikke havde taget flere penge med, end hvad jeg troede var noedvendigt, viste det sig at jeg ikke havde raad til at spise paa den af Hao anbefalede restaurant. Vi maatte tilbage igen, nu i alm. taxi, hvilket ogsaa kostede og da jeg endelig havde hentet pungen paa hotellet, ville Hao ikke tilbage til restauranten igen. Spildte penge. Men i det mindste sad vi og kiggede paa den smukke Hoan Kiem soe, med en meterhoej sprogbarrie imellem os.
Den anden jeg moedtes med var Sandra. En gaev pige, med gode engelskkundskaber. Hun er meget anderledes end andre vietnamesiske piger, da hun er bramfri og baade ryger og drikker. Indimellem ryger hun vist ogsaa en fed. Ikke desto mindre fandt hun et godt spisestod, hvilket var godt, da jeg paa det tidspunkt var meget sulten. Efter at have spist tog vi med en af hendes kollegaer til Bia Hoi krydset. Bia Hoi er en oel der kan faaes flere steder i Hanoi. Den er brygget efter tjekkisk forbillede, smager fremragende og koster kun 5.000 Dong. Sandra og kollegen spurgte om jeg ville med i byen, men jeg maatte takke nej, da jeg begyndte at maerke soevnen trykke efter at have vaere vaagen i snart over 24 timer. Jeg tog tilbage til mit hostel og gik paa hovedet i seng.
Derudover virkede alt til at vaere ved det gamle. Det vietnamesisk anarki, eller kaos var det samme som det jeg med vemod forlod tilbage i maj 2011. Smaa improviserede fortovsspise - og testeder ligger som en flok svampe paa naesten hvert fortorv. Trafikkaoset var det samme, med det store kor af forskelligt lydende dyt, der sjaeldent siger "flyt dig din store idiot", som det goer i Danmark, men snarere "her er jeg, vaer opmaerksom".
De fleste jeg kender hernede var meget ivrige for at moede mig allerede foerste dag og det blev mere hektisk, end jeg egentlig havde energi til, efter ca. 24 timer med naesten ingen soevn. Den foerste jeg moedte var Hao, men moedet viste sig at blive lidt af en katastrofe. Jeg havde helt glemt hvor daarligt engelsk hun talte og hun regnede med at jeg kunne styre hendes motorcykel, hvilket jeg ikke kunne (kan kun med automatgear). Vi skulle have noget at spise, saa maatte tage en xe om (motorcykeltaxa), men fordi jeg ikke havde regnet med at tage xe om, og derfor ikke havde taget flere penge med, end hvad jeg troede var noedvendigt, viste det sig at jeg ikke havde raad til at spise paa den af Hao anbefalede restaurant. Vi maatte tilbage igen, nu i alm. taxi, hvilket ogsaa kostede og da jeg endelig havde hentet pungen paa hotellet, ville Hao ikke tilbage til restauranten igen. Spildte penge. Men i det mindste sad vi og kiggede paa den smukke Hoan Kiem soe, med en meterhoej sprogbarrie imellem os.
Den anden jeg moedtes med var Sandra. En gaev pige, med gode engelskkundskaber. Hun er meget anderledes end andre vietnamesiske piger, da hun er bramfri og baade ryger og drikker. Indimellem ryger hun vist ogsaa en fed. Ikke desto mindre fandt hun et godt spisestod, hvilket var godt, da jeg paa det tidspunkt var meget sulten. Efter at have spist tog vi med en af hendes kollegaer til Bia Hoi krydset. Bia Hoi er en oel der kan faaes flere steder i Hanoi. Den er brygget efter tjekkisk forbillede, smager fremragende og koster kun 5.000 Dong. Sandra og kollegen spurgte om jeg ville med i byen, men jeg maatte takke nej, da jeg begyndte at maerke soevnen trykke efter at have vaere vaagen i snart over 24 timer. Jeg tog tilbage til mit hostel og gik paa hovedet i seng.
 |
| Sandra (t.v.) og kollegaen (t.h.) |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar