Det var med aengstelse at jeg, efter en 2 timer lang bustur, stod af i Hải Dương for at begive mig afsted til min gamle arbejdsplads: Boernehjemmet i Hải Dương. Jeg spekulerede paa om boernene stadig var der og hvor glade de ville vaere for at se mig igen. Jeg taenkte paa om bygningen i det hele taget stod der endnu. Det var en underlig foelelse at gaa ned ad den velkendte gade, paa hvilken jeg boede for et aar siden. Der var ikke langt endnu, foer jeg stod foran porten. Eller det der var tilbage af den, skulle det vise sig. Bygningsarbejdere var enten ved at rive porten ned eller opfoere en ny - hvilken en af delene fik jeg ikke helt fat i, mest af alt pga. det syn der moedte mig i gaarden paa boernehjemmet. Den store graa kontorbygning, som er det foerste man ser, nar man gaar ind ad indgangen til centret, var vaek.
Jeg stod et par sekunder i forundring og skuffelse: Havde de mon lukket centret ned? Der var ingen boern at se. Jeg gik ind ad porten og der var hurtigt nogen der fandt interesse for mig. Jeg begyndte paa halv vietnamesisk halv engelsk at snakke med hvad der lignede en kontordame og hun bragte mig til en anden kontordame, der kunne lidt engelsk. Her fik jeg foelgende information om centret: Der er en renovation igang og boernene ville foerst komme tilbage til september fra sommerferie. Mere fik jeg ikke rigtig ud af hende, da hendes engelsk ikke rigtig rakte laengere.
Jeg fik dog lov at gaa rundt paa centret og jeg moedte en af underviserne, som jeg kendte fra et aar siden. Hun viste mig kantinen hvor der det oejeblik godt nok sad en masse boern og spiste frokost. Jeg spejdede efter nogle jeg kunne genkende, men der var ikke et eneste genkendeligt ansigt i blandt. Til gengaeld var boernene henrykte over at se mig. Jeg gik op for at se etagen hvor jeg for et aar siden boede. Det saa ret ens ud, kun nogle faa aendringer som ikke er vaerd at naevne. Jeg havde faaet at vide at jeg ikke maatte tage billeder, men oppe paa 5. etage var der ingen til at holde opsyn med mig, saa jeg tog nogle alligevel.
Da jeg kom ned igen blev jeg af boernene vist rundt paa deres vaerelser. det lignede ogsaa sig selv: Vaerelser med koejesenge, hvor 8 til 12 boern sov i samme rum. Boernene var glade og ville hoere hvad jeg hed og fortalte hvad de selv hed. Den samme glaede for at se et blegansigt som mig, som for et aar siden. Toiletomraadet, som for et aar siden havde vaeret afskyeligt, var blevet renoveret og saa udemaerket ud nu. Ellers var centret mest af alt nu en byggeplads. Nogle nye bygninger blev opfoert og hele centret fik ligesom mere rum, naar nu kontorbygningen var vaek.
Udenfor centret tog jeg nogle billeder af ungerne og sagde farvel. Jeg ved endnu ikke om jeg tager derud igen. Man kan sige at jeg ikke rigtig kender nogen derude nu, men alligevel fortjener de boern der nu engang er der, vel alligevel de gaver, jeg havde planlagt at koebe.
 |
| Indgangen til centret. |
Jeg stod et par sekunder i forundring og skuffelse: Havde de mon lukket centret ned? Der var ingen boern at se. Jeg gik ind ad porten og der var hurtigt nogen der fandt interesse for mig. Jeg begyndte paa halv vietnamesisk halv engelsk at snakke med hvad der lignede en kontordame og hun bragte mig til en anden kontordame, der kunne lidt engelsk. Her fik jeg foelgende information om centret: Der er en renovation igang og boernene ville foerst komme tilbage til september fra sommerferie. Mere fik jeg ikke rigtig ud af hende, da hendes engelsk ikke rigtig rakte laengere.
Jeg fik dog lov at gaa rundt paa centret og jeg moedte en af underviserne, som jeg kendte fra et aar siden. Hun viste mig kantinen hvor der det oejeblik godt nok sad en masse boern og spiste frokost. Jeg spejdede efter nogle jeg kunne genkende, men der var ikke et eneste genkendeligt ansigt i blandt. Til gengaeld var boernene henrykte over at se mig. Jeg gik op for at se etagen hvor jeg for et aar siden boede. Det saa ret ens ud, kun nogle faa aendringer som ikke er vaerd at naevne. Jeg havde faaet at vide at jeg ikke maatte tage billeder, men oppe paa 5. etage var der ingen til at holde opsyn med mig, saa jeg tog nogle alligevel.
 |
| Centret set oppefra |
Da jeg kom ned igen blev jeg af boernene vist rundt paa deres vaerelser. det lignede ogsaa sig selv: Vaerelser med koejesenge, hvor 8 til 12 boern sov i samme rum. Boernene var glade og ville hoere hvad jeg hed og fortalte hvad de selv hed. Den samme glaede for at se et blegansigt som mig, som for et aar siden. Toiletomraadet, som for et aar siden havde vaeret afskyeligt, var blevet renoveret og saa udemaerket ud nu. Ellers var centret mest af alt nu en byggeplads. Nogle nye bygninger blev opfoert og hele centret fik ligesom mere rum, naar nu kontorbygningen var vaek.
Udenfor centret tog jeg nogle billeder af ungerne og sagde farvel. Jeg ved endnu ikke om jeg tager derud igen. Man kan sige at jeg ikke rigtig kender nogen derude nu, men alligevel fortjener de boern der nu engang er der, vel alligevel de gaver, jeg havde planlagt at koebe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar