Big Buddha is watching you!

Da jeg, igaar, traadte ind ad indgangen til stupaen i Boudha-omraadet, kunne jeg ikke lade vaere med at taenke paa den bog jeg er ved at laese; 1984 af George Orwell. For naar man staar der i indgangen, taarner der sig foran een, et kaempe halvkugleformet massiv, med en firkantet klods paa toppen. Paa denne klods er der malet to indtraengende oejne - Buddha's oejne. Du kan vaere sikker paa, at ligegyldigt hvor om stupaen du befinder dig, saa vil "Buddha's oejne" hele tiden foelge dig, da oejnene er malet paa klodsens fire sider. Denne stupa, som de buddhistiske helligdomme hedder, er en af de mest beroemte i Kathmandu og er placeret i Boudha-omraadet, det tilholdssted tibetanske munke har skaffet sig i Kathmandu, efter at Tibet blev indlemmet af Kommunist-Kina.
Om en stupa skal man bevaege sig med uret, ogsaa naar man gaar rundt paa selve stupaen. Rundt omkring bedes der, der braendes roegelse og man ser, hvorend man kigger hen, buddhistiske munke i deres karakteristiske roede klaeder (en af de tre buddhistiske farver, roed, blaa og orange). Som ved saa mange andre aabne pladser, med enten kirker, historiske bygninger eller andre attraktioner, samles der en forfaerdelig masse duer. Man kunne faa et chok, naar alle duerne paa een gang, valgte at lette, for saa at lande nogenlunde samme sted igen.
En ting der tiltalte mig, var det personlige forhold der var til stupaen. I en kirke derhjemme, er der en plads til menigheden, og de maa f.eks. ikke bevaege sige hvor praesten skal vaere. Ved en stupa er alle lige. Alle er velkomne til at gaa op paa stupaen og man kan foretage sig hvad man vil der. Jeg sad f.eks. og noed solen, mens nepalesiske boern rendte rundt og legede med deres elastikbundter, som man ser dem saa ofte i Kathmandu(de fletter en masse elastikker sammen og bruger bundtet som en fodbold).

Paa besoeg i munkekloster
Efter at have leget turist rundt om stupaen, var det tid til lidt fordybelse. Vi (de andre volontoerer og jeg) var blevet inviteret ind paa et buddhistisk kloster, hvor vi skulle diskutere foelgende emner:

• Hvordan man skal elske sine foraeldre?
• Hvordan man skal respektere sin laerer?
• Hvordan man skal elske alle vaesener?

Klosteret saa beskedent ud og lignede mest af alt, nogle lettere dekorerede lejlighedsbygnigner. Vi blev foert ind i et rum, uden stole og borde, men i stedet puder, saa vi kunne sidde paa gulvet uden at fryse bagdelen (gulvene indenfor er kronisk kolde paa denne tid i Kathmandu). Vi sad alle i en rundkreds, sammen med tre munke og en tolk, da den sidste vist kun, kunne snakke kinesisk (eller tibetansk?).
Yes, taenkte jeg, endelig lidt spaendende interaktion paa et filosofisk plan. Desvaerre var seancen tangerende til kedsommelig. Munkenes opfattelse af en diskussion, var at een munk talte i 20 minutter (paa daarligt engelsk), hvorefter vi saa kunne stille spoergsmaal. Derudover var det haardt for en dansker som jeg, der siden boernehaven har laert at sidde paa stol, at sidde i skraedderstilling, paa en pude, hele tiden. Isaer naar man hele tiden skal vaere sig bevidst om, ikke at vise sine fodsaaler, da dette ses som en uhoeflighed i Nepal.
Men som Rekha (vores laerer paa platformen) sagde, saa handlede det mest af alt om, at opleve undervisning, paa munkenes praemisser - altsaa at tage det hele som en oplevelse. En oplevelse, bevares, men nok en oplevelse jeg springer over, hvis jeg faar tilbuddet igen.

(D. buddhistiske munk, der ikke kunne engelsk)