Solformørkelse før afrejse

Jeg ville kalde det et rent tilfælde, andre ville måske kalde det et dårligt tegn, at der dagen før min afrejse er en solformørkelse. Ifølge megen overtro er solformørkelser et tegn på at jordens undergang er nær. Så er det da i hvert fald heldigt at man ikke er overtroisk. Alligevel er der noget ved denne solformørkelse, der får mig til at føle at jeg har noget med den at gøre.
I mange dage, uger og måneder har jeg efterhånden glædet mig og fortalt livligt om den rejse jeg skal ud på i morgen. Hver gang nogen har spurgt mig, eller jeg har haft mulighed for at snakke om det, har jeg lyst op og med entusiasme fortalt om hvad jeg skal i Vietnam. Men nu er det som om en skygge er trukket hen over denne glæde. Et vist glædestab, en måne der gledet ind foran mine tårnhøje og gode forventninger. Hvorfor? Er det på grund af det chok jeg fik i går, da jeg opdagede at min malaria-medicin, solcreme og astma-medicin var forsvundet? Nej, for allerede i dag vil jeg skaffe det igen, trods det bliver med mere møje end jeg havde planlagt.
Nej, jeg tror denne måne der er gledet ind foran min sol af glæde og spændthed, er af en snigende hjemve. Allerede kan jeg mærke hvordan jeg vil komme til at savne min familie, mine venner og ellers den vante andedam herhjemme. Jeg vil savne mors og fars mad, lillebrors guitarspil, storebror der venter en lille ny, kusinerne (en med nyt kørekort, en med lejlighed i KBH), og ikke mindst farmor og bedstemor.
Ja, meget er der at savne. Og det er nok først lige før man begiver sig af sted, at det mærkes allerkraftigst hvad man forlader. Heldigvis er min solformørkelse ikke fuld og jeg kan roligt sige at jeg ikke fortryder at tage af sted. Jeg har blot fået øje for, hvad jeg vil komme til at mangle og savne.