De foerste indtryk
I tirsdags sad jeg et sted, mange turister nok ville undgaa, hvis de lagde deres rute forbi Kathmandu; slummen. Naermere betegnet, end af de mange slumkvarterer der putter sig op ad Bagmati-floden, der skaerer sig igennem Kathmandu. Vi (de andre volontoerer og jeg) sad paa henholdsvis udfoldede papkasser eller liggeunderlag paa en lille plads, i hjertet af slummen. Fluerne, der nok var tiltrukket af den paatraengende stank af faeces, var overalt og vi maatte med jaevne mellemrum, vifte dem vaek fra vore ansigter. Solen stod hoejt paa himlen og gjorde det nemt at se stoevet hvirvle rundt i de smaa briser. Imens vi skulle vaenne os til alt dette, blev vi, med nysgerrige oejne, stirret paa, af slummens beboere. Det var boern, der maabede eller smilte til os, gamle koner der kiggede ud ad de smaa doere eller forbipasserende, som maatte stoppe op for at finde ud af, hvad meningen med 20 hvide i slummen, dog kunne vaere.
Hvorfor sad vi der? Jo vi ventede saamaend paa de familier, der skulle have os boende den dag og nat. Jeg og en volontoer ved navn Christian, skulle bo sammen. Og da familierne kom for at hente os, viste det sig at vi skulle bo hos den lokale koebmand. En rar og kraftig mand, der dog viste sig at snakke daarligt engelsk. Vi blev af ham foert igennem slummen og paa vejen kom vi ud til floden. Her saa man hvordan skraldet floed ved flodbredden og i selve floden. Boern tumlede rundt med bare taer, taet ved floden, men naar vi kom forbi standsede de op og saa paa os. Vi sagde "Nameste" hvortil de fniste og svarede, "Nameste".
Koebmandens butik
Vi blev foert op igennem en af de mange smalle gange, der er typisk for slummen og kom til koebmandens butik. Her fik vi lov at sidde ved et bord og drikke noget "chhya" (nepalesisk maelkete), mens koebmanden soergede for sin butik. Det var hans kone der serverede teen, en spinkel, men meget koen kvinde, som for saa vidt ikke saa saerlig gammel ud. Vi erfarede da ogsaa, da koebmanden lod os hilse paa sin 9 maaneder gamle datter, at han og konen var forholdsvist nygifte og at han kun var 27 aar gammel.
Selve butikken var et overfloedighedshorn af kiks, nuddelsupper og andre smaating og vi kunne sikkert have faaet det meste af butikkens indhold gratis, hvis vi havde spurgt vores venlige vaert om det. Det vistes tydeligt da Christian ville koebe nogle cigaretter af koebmanden, hvortil koebmanden foerst ikke modtage pengene af ren og skaer gavmildhed, men kun da Christian insisterede paa at betale.
Lige ved siden af butikken, var der et etmandskoekken; et lille skur, med tre vaegge og tag, hvor konen stod og lavede te og mad. Butikken laa lige ud til slummens hovedvej, saa vi var til offentligt skue og mangen nepaleser kom da ogsaa hen og satte sig ved vores bord, saa at al den snak vi ikke fik med koebmanden (da han konstant arbejdede), fik vi med tilfaeldige forbipasserende.
En snak med en muslim
Mange forbipasserende var boern, der ikke talte engelsk, en enkelt var en fordrukken gammel mand, men den person vi fik snakket mest med, var en 16-17-aarig muslim. Vi fik en interessant snak med ham om, hvordan det er at leve i slummen og her foelger hvad jeg kan huske:
I slummen var religionerne meget blandet. Koebmanden var f.eks. kristen, nogle var muslimer og andre hinduer og buddhister. Trods dette, var sammenholdet i slummen utrolig godt og konflikter baseret paa religion var ikke-eksisterende. Sammenholdet var endda saa godt, at de bander der holdt til, ved en bro ikke langt fra slummen, ikke turde lave ballede, da slummens beboere effektivt ville jage dem vaek. Han selv, kunne ikke taenke sig at flytte andre steder hen, da han foelte at slummen var hans hjem. Her kendte folk hinanden og man hjalp hinanden i tykt og tyndt.
Til slum-bal
Vi sad og var ved at blive ret sultne, da en flok nepalesiske drenge, kom hen til os og sagde vi skulle foelge med dem. Vi anede ikke hvad der skulle ske og skaevede spoergende til koebmanden, der til vores overraskelse, virkede til at vaere indforstaaet med drengene. Vi fulgte efter og kom til den plads, hvor vi var blevet hentet af vores vaertsfamilie. Nu var det imidlertid blevet moerkt og paa pladsen var en masse mennesker forsamlet; alt fra gamle koner og krumboejede maend, til glade og fnisende unger. Her var ogsaa de andre volontoerer. Naivt proevede vi at gemme os lidt vaek, for ikke at komme ind i midten af forsamlingen og danse, men det viste sig, at vi mere eller mindre, var hovedattraktionen til dette slum-bal. Vi blev foert ind i cirklen og en der blevet slaaet paa en tromme, nogle damer begyndte at synge en nepalesisk (stamme)sang - dansen var igang.
Foerst ville de aeldre slum-medlemmer ikke lade boernene vaere med i dansen, men boernene var saa ihaerdige til at gribe fat i vore haender, at de til sidst blev accepteret i dansen. Jeg stod flere gange med boern og dansede, af og til med en enkelt eller helt op til ti paa en gang. Boernene vidste hvad de ville; de ville danse med os og var der andre boern i vejen for det, skortede det ikke paa hverken skub, spark eller slag. Ofte maatte jeg stoppe op og sige, at de skulle vaere ordentlige ved hinanden, men lige lidt hjalp det. De virkede dog alligevel allle til at vaere glade og dansen varede ved i ca. 2 timer, hvorefter Christian og jeg, udmattede, traskede tilbage til koebmanden.
Natten
Efter en overdaadig aftensmad, bestaaende af Nepals nationalret "dal bhat" (hvilket er ris med boenne-linse-suppe), var det paa tide at gaa i seng. Vaerelset vi skulle sove i, var, taget omstaendighederne i betragtning, luksioest. Der var to senge, med pude, dyne og taeppe - alt hvad vi havde brug for ovenpaa, en sjov, udmattende og begivenhedsrig dag. Vaeggene var isoleret med avispapir, men nogle steder var der huller paa stoerrelse med en knytnaeve, der foerte direkte ud i aftenen. Jeg var dog optimistisk. Vaerelset var lunt da vi lagde os under dynerne (og sovepose) og jeg valgte kun at sove i underdreng og t-shirt. Det skulle vise sig at vaere en dum ide.
Jeg maa have sovet tre timer, foer jeg foerste gang vaagnede, fordi jeg froes. Jeg trak dynen laengere op over mig og vendte mig om paa siden, hvilket dog ikke var saerlig behageligt for min hofte, da underlaget ikke var saerlig bloedt. Jeg maatte vende mig om paa ryggen og med lukkede oejne proevede jeg igen at falde i soevn. En oevelse jeg ikke kunne gennemfoere, da slumlydene ikke er til at ignoerere; der var hunde der goede og sloges, naboer der saa fjernsyn, boern der graed, moedre der tyssede og snakkede og (som kun Christian og ikke jeg, erfarede) en rotte der hyggede sig med at loebe rundt paa gulvet.
Resten af natten og morgenen med, bestod derfor for mit vedkommende, halvvaagent, at vaagne til henholdsvis slumlydene og kulden, der paa de snedigste maader traengte ind under min dyne.
Afsked
Solens straaler traengte ind i vaerelset, skoent der ingen vinduer var. Skaelvende rejste jeg mig op i soveposen og begyndte at finde mit toej frem. Hverken Christian eller jeg havde faaet meget soevn, men det betyder dog ikke at vores overnatning ikke var udbytterig. Nu havde vi oplevet slummen "by night".
Endnu engang sad vi hos koebmandens butik, mens vi indtog vores morgen chhya og morgenmad. Det var en kold morgen, meget overskyet, men dog var det dejligt at foretage sig noget, frem for at fryse i en sovepose. Fra hvor vi sad, kunne vi foelge med i noget af det vi havde kunnet hoere i loebet af natten - hundeslagsmaal. Hundene i Kathmandu er alle uden ejerskab, skoent koebmanden haevdede at en stor plysset hund var hans, saa er min betragtning, at det kommer an paa hvor meget man fodrer de hjemloese hunde. Denne morgen var der tre uoenskede hunde, alle undtagen een, hvide, der sloges mod tre sorte hunde. Det var et vaerre spetakel, men paa nepaleserne lod det til at vaere foerste klasses underholdning, ogsaa naar hundene bed hinanden til blods.
Det var paa tide at sige farvel og foer jeg gav koebmanden haanden som afsked, viste jeg ham nogle billeder jeg har med fra Danmark. Inden laenge var en koedrand af mennesker, samlet omkring os, mens jeg viste billederne frem. Alle var meget interesserede i at se hvad Danmark var for et land. Efter dette gav vi haand til afsked, vandrede ud ad slummen, nu med erfaring som slumhunde.
I tirsdags sad jeg et sted, mange turister nok ville undgaa, hvis de lagde deres rute forbi Kathmandu; slummen. Naermere betegnet, end af de mange slumkvarterer der putter sig op ad Bagmati-floden, der skaerer sig igennem Kathmandu. Vi (de andre volontoerer og jeg) sad paa henholdsvis udfoldede papkasser eller liggeunderlag paa en lille plads, i hjertet af slummen. Fluerne, der nok var tiltrukket af den paatraengende stank af faeces, var overalt og vi maatte med jaevne mellemrum, vifte dem vaek fra vore ansigter. Solen stod hoejt paa himlen og gjorde det nemt at se stoevet hvirvle rundt i de smaa briser. Imens vi skulle vaenne os til alt dette, blev vi, med nysgerrige oejne, stirret paa, af slummens beboere. Det var boern, der maabede eller smilte til os, gamle koner der kiggede ud ad de smaa doere eller forbipasserende, som maatte stoppe op for at finde ud af, hvad meningen med 20 hvide i slummen, dog kunne vaere.
Hvorfor sad vi der? Jo vi ventede saamaend paa de familier, der skulle have os boende den dag og nat. Jeg og en volontoer ved navn Christian, skulle bo sammen. Og da familierne kom for at hente os, viste det sig at vi skulle bo hos den lokale koebmand. En rar og kraftig mand, der dog viste sig at snakke daarligt engelsk. Vi blev af ham foert igennem slummen og paa vejen kom vi ud til floden. Her saa man hvordan skraldet floed ved flodbredden og i selve floden. Boern tumlede rundt med bare taer, taet ved floden, men naar vi kom forbi standsede de op og saa paa os. Vi sagde "Nameste" hvortil de fniste og svarede, "Nameste".
 |
| Den snaevre gang, der foerte op til koebmandens butik. |
Koebmandens butik
Vi blev foert op igennem en af de mange smalle gange, der er typisk for slummen og kom til koebmandens butik. Her fik vi lov at sidde ved et bord og drikke noget "chhya" (nepalesisk maelkete), mens koebmanden soergede for sin butik. Det var hans kone der serverede teen, en spinkel, men meget koen kvinde, som for saa vidt ikke saa saerlig gammel ud. Vi erfarede da ogsaa, da koebmanden lod os hilse paa sin 9 maaneder gamle datter, at han og konen var forholdsvist nygifte og at han kun var 27 aar gammel.
 |
| Koebmanden vi boede hos. |
Lige ved siden af butikken, var der et etmandskoekken; et lille skur, med tre vaegge og tag, hvor konen stod og lavede te og mad. Butikken laa lige ud til slummens hovedvej, saa vi var til offentligt skue og mangen nepaleser kom da ogsaa hen og satte sig ved vores bord, saa at al den snak vi ikke fik med koebmanden (da han konstant arbejdede), fik vi med tilfaeldige forbipasserende.
En snak med en muslim
Mange forbipasserende var boern, der ikke talte engelsk, en enkelt var en fordrukken gammel mand, men den person vi fik snakket mest med, var en 16-17-aarig muslim. Vi fik en interessant snak med ham om, hvordan det er at leve i slummen og her foelger hvad jeg kan huske:
I slummen var religionerne meget blandet. Koebmanden var f.eks. kristen, nogle var muslimer og andre hinduer og buddhister. Trods dette, var sammenholdet i slummen utrolig godt og konflikter baseret paa religion var ikke-eksisterende. Sammenholdet var endda saa godt, at de bander der holdt til, ved en bro ikke langt fra slummen, ikke turde lave ballede, da slummens beboere effektivt ville jage dem vaek. Han selv, kunne ikke taenke sig at flytte andre steder hen, da han foelte at slummen var hans hjem. Her kendte folk hinanden og man hjalp hinanden i tykt og tyndt.
Til slum-bal
Vi sad og var ved at blive ret sultne, da en flok nepalesiske drenge, kom hen til os og sagde vi skulle foelge med dem. Vi anede ikke hvad der skulle ske og skaevede spoergende til koebmanden, der til vores overraskelse, virkede til at vaere indforstaaet med drengene. Vi fulgte efter og kom til den plads, hvor vi var blevet hentet af vores vaertsfamilie. Nu var det imidlertid blevet moerkt og paa pladsen var en masse mennesker forsamlet; alt fra gamle koner og krumboejede maend, til glade og fnisende unger. Her var ogsaa de andre volontoerer. Naivt proevede vi at gemme os lidt vaek, for ikke at komme ind i midten af forsamlingen og danse, men det viste sig, at vi mere eller mindre, var hovedattraktionen til dette slum-bal. Vi blev foert ind i cirklen og en der blevet slaaet paa en tromme, nogle damer begyndte at synge en nepalesisk (stamme)sang - dansen var igang.
Foerst ville de aeldre slum-medlemmer ikke lade boernene vaere med i dansen, men boernene var saa ihaerdige til at gribe fat i vore haender, at de til sidst blev accepteret i dansen. Jeg stod flere gange med boern og dansede, af og til med en enkelt eller helt op til ti paa en gang. Boernene vidste hvad de ville; de ville danse med os og var der andre boern i vejen for det, skortede det ikke paa hverken skub, spark eller slag. Ofte maatte jeg stoppe op og sige, at de skulle vaere ordentlige ved hinanden, men lige lidt hjalp det. De virkede dog alligevel allle til at vaere glade og dansen varede ved i ca. 2 timer, hvorefter Christian og jeg, udmattede, traskede tilbage til koebmanden.
Natten
Efter en overdaadig aftensmad, bestaaende af Nepals nationalret "dal bhat" (hvilket er ris med boenne-linse-suppe), var det paa tide at gaa i seng. Vaerelset vi skulle sove i, var, taget omstaendighederne i betragtning, luksioest. Der var to senge, med pude, dyne og taeppe - alt hvad vi havde brug for ovenpaa, en sjov, udmattende og begivenhedsrig dag. Vaeggene var isoleret med avispapir, men nogle steder var der huller paa stoerrelse med en knytnaeve, der foerte direkte ud i aftenen. Jeg var dog optimistisk. Vaerelset var lunt da vi lagde os under dynerne (og sovepose) og jeg valgte kun at sove i underdreng og t-shirt. Det skulle vise sig at vaere en dum ide.
Jeg maa have sovet tre timer, foer jeg foerste gang vaagnede, fordi jeg froes. Jeg trak dynen laengere op over mig og vendte mig om paa siden, hvilket dog ikke var saerlig behageligt for min hofte, da underlaget ikke var saerlig bloedt. Jeg maatte vende mig om paa ryggen og med lukkede oejne proevede jeg igen at falde i soevn. En oevelse jeg ikke kunne gennemfoere, da slumlydene ikke er til at ignoerere; der var hunde der goede og sloges, naboer der saa fjernsyn, boern der graed, moedre der tyssede og snakkede og (som kun Christian og ikke jeg, erfarede) en rotte der hyggede sig med at loebe rundt paa gulvet.
Resten af natten og morgenen med, bestod derfor for mit vedkommende, halvvaagent, at vaagne til henholdsvis slumlydene og kulden, der paa de snedigste maader traengte ind under min dyne.
Afsked
Solens straaler traengte ind i vaerelset, skoent der ingen vinduer var. Skaelvende rejste jeg mig op i soveposen og begyndte at finde mit toej frem. Hverken Christian eller jeg havde faaet meget soevn, men det betyder dog ikke at vores overnatning ikke var udbytterig. Nu havde vi oplevet slummen "by night".
Endnu engang sad vi hos koebmandens butik, mens vi indtog vores morgen chhya og morgenmad. Det var en kold morgen, meget overskyet, men dog var det dejligt at foretage sig noget, frem for at fryse i en sovepose. Fra hvor vi sad, kunne vi foelge med i noget af det vi havde kunnet hoere i loebet af natten - hundeslagsmaal. Hundene i Kathmandu er alle uden ejerskab, skoent koebmanden haevdede at en stor plysset hund var hans, saa er min betragtning, at det kommer an paa hvor meget man fodrer de hjemloese hunde. Denne morgen var der tre uoenskede hunde, alle undtagen een, hvide, der sloges mod tre sorte hunde. Det var et vaerre spetakel, men paa nepaleserne lod det til at vaere foerste klasses underholdning, ogsaa naar hundene bed hinanden til blods.
Det var paa tide at sige farvel og foer jeg gav koebmanden haanden som afsked, viste jeg ham nogle billeder jeg har med fra Danmark. Inden laenge var en koedrand af mennesker, samlet omkring os, mens jeg viste billederne frem. Alle var meget interesserede i at se hvad Danmark var for et land. Efter dette gav vi haand til afsked, vandrede ud ad slummen, nu med erfaring som slumhunde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar