At koere paa en moerk motorvej i Vietnam over midnat, forbinder man ikke med at vaere specielt sikkert eller hyggeligt, men ikke desto mindre var det hvor jeg befandt mig igaar nat; susende afsted sammen med Anh paa vej fra Hanoi til Hai Phong, en straekning paa godt 100 kilometer. Vi skulle besoege Anh's familie, da hans farfar var syg.
Vejen til Hai Phong er en ret lige straekning, saa det er ret ligetil at koere dertil. Til gengaeld var det moerkt og vi fik konstant insekter i ansigtet og i oejnene. Min bagdel blev mere end oem af at sidde paa det haarde motercykelsaede. Vi holdte en pause halvvejs, ved Hai Duong, fik noget te og koerte saa videre. Da vi kom til Hai Phong begyndte Anh at holde for roedt. Man ville maaske taenke at det er meget normalt, men det er ikke ualmindeligt at man koerer over for roedt, selv i myldretid. Nu var det midt om natten og der var ikke et oeje i sigte. Anh's forklaring var at politiet i Hai Phong slaar haardere ned paa overtraedelser, end politiet goer. Og det med at slaa haardt ned paa overtraedelser, skal tages ret bogstaveligt, da boederne deles ud i taesk. Anh havde aldrig selv proevet at faa saadan en boede, men det var aabenbart almindeligt kendt. Vi oplevede dog heller ikke noget til politiet.
Efter at vaere kommet igennem Hai Phong centrum, koerte vi udad paa landet igen og svingede af ved Anh's landsby. Vi bankede paa porten og blev modtaget af Anh's tante. Da var klokken omkring 3, saa aensede ikke saerligt meget, foer jeg laa i en dyb does oppe paa foerste etage.
Idag vaagnede Anh og jeg saa klokken syv. Soevndrukne gik vi over paa den anden side af gaden, hvor Anh's farmor havde et lille gadekoekken. En gaev gammel kone, der ikke aensede at jeg lidt eller intet forstod af det hun sagde til mig. Ikke desto mindre var hun meget flink og jeg fik to haardkogte andeaeg til morgenmad.
Anh's soester laante mig sin elektriske motorcykel, saa jeg kunne tage ud til de naerliggende strande ved Do Son, alt imens Anh besoegte sin syge farfar. Det gik ret let at vaere paa egen haand paa den elektriske motorcykel, der nok ikke kom op over de 20 km/t. Do Son var en raekke halvoer med strande, men hele omraadet virkede ret doedt. Jeg fandt en strand med nogle strandstole og fik mig en tiltraengt lur.
At finde tilbage var heller ikke noget stort problem. Jeg fik noget at spise af Anh's familie og bagefter tog vi en kollektiv lur. Den foregik paa gulvet med en pude hver. Anh kom tilbage og sagde at vi skulle skynde os afsted, hvis vi skulle naa toget til Hanoi, saa jeg pakkede mine ting i en fart og sprang op paa motorcyklen. Vi kom dog ikke langt foer det begyndte at regne og hvad vaerre var; bagdaekket sprang. Vi trak motorcyklen ind paa en garage og fik noget at drikke imens regnen tog til i styrke. Da reperationen var faerdig, var det for sent at naa toget og vi maatte tage tilbage til Anh's familie. Vi fik lidt mere at spise og tog saa afsted igen, denne gang uden problemer.
Ved stationen i Hai Phong koebte vi billet til baade os og motorcyklen, som stod sammen med andre motorcykler i en godsvogn, bagerst i tograekken.Ombord paa toget satte vi os til rette, paa de ret haarde baenke. Toget koerte det meste af tiden langsomt, og vuggede fra side til side. Et rigtigt bumletog og man kunne hoere enhver lyd toget frembragte. Jeg fik laest og sovet en smule paa vejen til Hanoi. Fremme i Hanoi fik vi bugseret motorcyklen ud og Anh koerte mig til hotellet, hvor jeg nu sidder og skriver denne blog.
Vejen til Hai Phong er en ret lige straekning, saa det er ret ligetil at koere dertil. Til gengaeld var det moerkt og vi fik konstant insekter i ansigtet og i oejnene. Min bagdel blev mere end oem af at sidde paa det haarde motercykelsaede. Vi holdte en pause halvvejs, ved Hai Duong, fik noget te og koerte saa videre. Da vi kom til Hai Phong begyndte Anh at holde for roedt. Man ville maaske taenke at det er meget normalt, men det er ikke ualmindeligt at man koerer over for roedt, selv i myldretid. Nu var det midt om natten og der var ikke et oeje i sigte. Anh's forklaring var at politiet i Hai Phong slaar haardere ned paa overtraedelser, end politiet goer. Og det med at slaa haardt ned paa overtraedelser, skal tages ret bogstaveligt, da boederne deles ud i taesk. Anh havde aldrig selv proevet at faa saadan en boede, men det var aabenbart almindeligt kendt. Vi oplevede dog heller ikke noget til politiet.
Efter at vaere kommet igennem Hai Phong centrum, koerte vi udad paa landet igen og svingede af ved Anh's landsby. Vi bankede paa porten og blev modtaget af Anh's tante. Da var klokken omkring 3, saa aensede ikke saerligt meget, foer jeg laa i en dyb does oppe paa foerste etage.
Idag vaagnede Anh og jeg saa klokken syv. Soevndrukne gik vi over paa den anden side af gaden, hvor Anh's farmor havde et lille gadekoekken. En gaev gammel kone, der ikke aensede at jeg lidt eller intet forstod af det hun sagde til mig. Ikke desto mindre var hun meget flink og jeg fik to haardkogte andeaeg til morgenmad.
Anh's soester laante mig sin elektriske motorcykel, saa jeg kunne tage ud til de naerliggende strande ved Do Son, alt imens Anh besoegte sin syge farfar. Det gik ret let at vaere paa egen haand paa den elektriske motorcykel, der nok ikke kom op over de 20 km/t. Do Son var en raekke halvoer med strande, men hele omraadet virkede ret doedt. Jeg fandt en strand med nogle strandstole og fik mig en tiltraengt lur.
At finde tilbage var heller ikke noget stort problem. Jeg fik noget at spise af Anh's familie og bagefter tog vi en kollektiv lur. Den foregik paa gulvet med en pude hver. Anh kom tilbage og sagde at vi skulle skynde os afsted, hvis vi skulle naa toget til Hanoi, saa jeg pakkede mine ting i en fart og sprang op paa motorcyklen. Vi kom dog ikke langt foer det begyndte at regne og hvad vaerre var; bagdaekket sprang. Vi trak motorcyklen ind paa en garage og fik noget at drikke imens regnen tog til i styrke. Da reperationen var faerdig, var det for sent at naa toget og vi maatte tage tilbage til Anh's familie. Vi fik lidt mere at spise og tog saa afsted igen, denne gang uden problemer.
Ved stationen i Hai Phong koebte vi billet til baade os og motorcyklen, som stod sammen med andre motorcykler i en godsvogn, bagerst i tograekken.Ombord paa toget satte vi os til rette, paa de ret haarde baenke. Toget koerte det meste af tiden langsomt, og vuggede fra side til side. Et rigtigt bumletog og man kunne hoere enhver lyd toget frembragte. Jeg fik laest og sovet en smule paa vejen til Hanoi. Fremme i Hanoi fik vi bugseret motorcyklen ud og Anh koerte mig til hotellet, hvor jeg nu sidder og skriver denne blog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar