Klokken var halv ti og Ga Hanoi (Hanoi togstation) henlaa i moerke, kun oplyst enkelte steder af ravgule lygtepaele. Der var mange mennesker der skulle med toget, samme vej som jeg hoejst sandsynligt; til Lao Cai og derfra videre til bjergbyen Sapa i det nordlige Vietnam. Jeg havde bestilt en sovebillet og var spaendt paa at se hvordan en sovevogn var indrettet. Jeg blev anvist min togvogn og gik ombord. Soverummene bestod af seks koejer, i tre etager. Min koeje var i midteretagen og jeg kunne lige praecis ligge udstrakt i den. Der var ikke plads nok til at man kunne sidde op i koejen og bare det at kravle op i koejen, kraevede en vis ynde. Men skoent der ikke var saa megen plads, var det til gengaeld ret hyggeligt at ligge der i sin koeje, alt imens toget bumlede afsted. Kiggede man ud af ruden, kunne man se lige ind i folks huse og lejligheder, der laa lige ud til skinnerne. Toget knagede og bumlede, hvilket egentlig fik mig til at slappe af, lidt ligesom lydene ombord paa et traeskib kan faa en til at falde til ro.
Efter 10 timer i toget ankom jeg til Lao Cai, hvor jeg hurtigt fandt en bus til Sapa. Bussen koerte ad snoede veje op ad bjerge og landskabet var fantastisk flot. Bjerge der skoed flere tusind meter i vejret, med rismarker i etager op og ned ad bjergsiderne og smaa landsbyer der puttede sig ved bjergenes foedder. Som saa mange andre steder i denne del af verden, virkede chauffoeren ret cool med at sms'e og koere ad hoejtbeliggende bjergveje.
Da jeg ankom til Sapa, fik jeg foelelsen af at have vaeret der foer. Den mindede slaaende meget om Dalat i det centrale hoejland. Det var den samme atmosfaere af en bjergby hoejt placeret, med et andet klima end nede i lavlandet. Her var grantraer og koelighed. Jeg tjekkede ind paa et hotel til 10 dollars pr. nat, for et enkeltvaerelse med fjernsyn. Fra den faelles altan havde jeg udsigt ud til de hoeje bjerge, der indhylledes i graa triste skyer. Det regnede.
Det blev ved med at regne, selv da jeg var ude at se paa "love waterfall" (viet. Thac tinh yeu). Mit toej, shorts og t-shirt, opdagede jeg hurtigt, var for lidt til den koelighed der fandtes her i bjergene. Jeg kom tilbage til hotellet og tog mine vaade sko af og havde mest af alt bare lyst til at blive indendoeres. Jeg saa nogle film paa fjernsynet og saadan gik resten af den dag.
Naeste dag havde jeg taget lange bukser paa, men det regnede stadig. Jeg besoegte en H'mong (stamme der er meget kendt i Sapa) landsby. Under hele besoeget gik der gamle H'mong kvinder og smaa H'mong boern, der ville saelge mig forskellige brodereier i deres karakteristiske farver; roed og groen paa en sort baggrund. Ligegyldigt hvor mange gange jeg sagde "khong cam on" (nej tak) til dem, blev de ved at forsoege. Det var selvfoelgelig forstaaeligt; landsbyen virkede meget fattig og naar nu turisterne flokkedes om deres fattigdom, hvorfor saa ikke tjene en skilling paa det. Mest af alt var jeg ret frustreret. Det regnede stadig og jeg kunne ikke gaa i fred og lade indtrykkene falde paa plads. Jeg koerte med hotellets bus tilbage til hotellet, hvor jeg toerrede mig og saa ol, imens det regnede af udenfor.
Dagen efter havde jeg besluttet mig for at tage tilbage til Hanoi. Sapa havde ikke vaeret et sted for mig. Det var for turistet for min smag. Jeg tjekkede ud og imens jeg ventede paa bussen til Lao Cai, gik jeg en sidste tur. Jeg gik op ad et bjerg og ind ad en landevej, der bare foerte opad og opad. Larmen fra byen fortog sig og man kunne hoere fuglene synge og insekterne hvaese inde fra krattet. Det regnede ikke mere. Faktisk var det begyndt at blive lunt og jeg svedte i mine lange bukser. Der var smaa huse langs vejen, der virkede forladte og hunde der goeede ad mig, naar jeg kom forbi. Jeg indsaa, at min oplevelse af Sapa nok havde vaeret bedre, havde jeg trekket i bjergene, i stedet for at skulle besoege en masse turistede steder. Da jeg vendte tilbage til hotellet var det med et stik af aergelse over, at jeg foerst saa sent havde opdaget Sapas skoenne sider.
Efter 10 timer i toget ankom jeg til Lao Cai, hvor jeg hurtigt fandt en bus til Sapa. Bussen koerte ad snoede veje op ad bjerge og landskabet var fantastisk flot. Bjerge der skoed flere tusind meter i vejret, med rismarker i etager op og ned ad bjergsiderne og smaa landsbyer der puttede sig ved bjergenes foedder. Som saa mange andre steder i denne del af verden, virkede chauffoeren ret cool med at sms'e og koere ad hoejtbeliggende bjergveje.
Da jeg ankom til Sapa, fik jeg foelelsen af at have vaeret der foer. Den mindede slaaende meget om Dalat i det centrale hoejland. Det var den samme atmosfaere af en bjergby hoejt placeret, med et andet klima end nede i lavlandet. Her var grantraer og koelighed. Jeg tjekkede ind paa et hotel til 10 dollars pr. nat, for et enkeltvaerelse med fjernsyn. Fra den faelles altan havde jeg udsigt ud til de hoeje bjerge, der indhylledes i graa triste skyer. Det regnede.
Det blev ved med at regne, selv da jeg var ude at se paa "love waterfall" (viet. Thac tinh yeu). Mit toej, shorts og t-shirt, opdagede jeg hurtigt, var for lidt til den koelighed der fandtes her i bjergene. Jeg kom tilbage til hotellet og tog mine vaade sko af og havde mest af alt bare lyst til at blive indendoeres. Jeg saa nogle film paa fjernsynet og saadan gik resten af den dag.
Naeste dag havde jeg taget lange bukser paa, men det regnede stadig. Jeg besoegte en H'mong (stamme der er meget kendt i Sapa) landsby. Under hele besoeget gik der gamle H'mong kvinder og smaa H'mong boern, der ville saelge mig forskellige brodereier i deres karakteristiske farver; roed og groen paa en sort baggrund. Ligegyldigt hvor mange gange jeg sagde "khong cam on" (nej tak) til dem, blev de ved at forsoege. Det var selvfoelgelig forstaaeligt; landsbyen virkede meget fattig og naar nu turisterne flokkedes om deres fattigdom, hvorfor saa ikke tjene en skilling paa det. Mest af alt var jeg ret frustreret. Det regnede stadig og jeg kunne ikke gaa i fred og lade indtrykkene falde paa plads. Jeg koerte med hotellets bus tilbage til hotellet, hvor jeg toerrede mig og saa ol, imens det regnede af udenfor.
Dagen efter havde jeg besluttet mig for at tage tilbage til Hanoi. Sapa havde ikke vaeret et sted for mig. Det var for turistet for min smag. Jeg tjekkede ud og imens jeg ventede paa bussen til Lao Cai, gik jeg en sidste tur. Jeg gik op ad et bjerg og ind ad en landevej, der bare foerte opad og opad. Larmen fra byen fortog sig og man kunne hoere fuglene synge og insekterne hvaese inde fra krattet. Det regnede ikke mere. Faktisk var det begyndt at blive lunt og jeg svedte i mine lange bukser. Der var smaa huse langs vejen, der virkede forladte og hunde der goeede ad mig, naar jeg kom forbi. Jeg indsaa, at min oplevelse af Sapa nok havde vaeret bedre, havde jeg trekket i bjergene, i stedet for at skulle besoege en masse turistede steder. Da jeg vendte tilbage til hotellet var det med et stik af aergelse over, at jeg foerst saa sent havde opdaget Sapas skoenne sider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar