Paa dansk kan man, somme tider have problemer med at skelne betydningen af et ord som "saa", fra "se" i datid og "saa" som bindeord. Naar ordet staves paa samme maade, men betyder to helt forskellige ting, kan der let opstaa misforstaaelser. Derfor er forvirringen ogsaa for det meste total, naar vesterlaendinge skal proeve at gebaerde sig paa vietnamesisk. Godt nok er skriftsproget baseret paa latinske bogstaver, hvilket hjaelper en del, men ord, der er stavet ens, kan betyde vidt forskellige ting. Det er med at holde oeje med de smaa tegn over vokalerne.
Et ord som "nam", kan betyde hhv. mand, 5 og aar. Maaden man afkoder hvilken af betydningerne der goer sig gaeldende, er ved at laese de smaa tegn, der saettes over vokalerne. Saadanne tegn er f.eks. ~ / \ ^ og andre, der alle bestemmer udtalen af vokalen. Det er nemlig vokalens udtale der adskiller ordene og for det utraenede oere, kan det vaere svaert at hoere forskel paa de forskellige stigninger eller fald i vokaludtalen. Jeg selv har aldrig kunnet udtale Hải Dương ordentligt og det er altid taget mig et par gange, foer at folk har forstaaet, hvor det var jeg arbejdede sidste aar.
En anden interessant ting ang. vietnamesisk er, at det er et enstavelsessprog. Du finder yderst sjaeldent ord paa flere stavelser og naar du goer, er de som regel importerede fra andre sprog. Et godt eksempel er "ô tô", der betyder bil. Fordi ordet hoejest sandsynligt kommer fra det franske "auto", har ordet i sin oprindelse to stavelser, men paa vietnamesisk bliver det til to ord, af hver en stavelse. Det goer ordene meget korte, sjaeldent paa mere end fem bogstaver. Tit er det ogsaa saadan, at visse ord, skal have et foelgeord, for at man faar den passende betydning. Et ord som "bò", betyder egentlig ko, men hvis man skal forstaa det som en levende ko, siger man "còn bò". Hvis man vil sige oksekoed, siger man "thịt bò". Der er egentlig meget logik bag denne maade at have forskellige foelgeord. "Còn" er en betegnelse for et dyr, som ogsaa kan bruges om f.eks. en gris; "còn lợn" og hvis man vil have svinekoed til sine ris, siger man "thịt lợn". Direkte oversat siger man altsaa, "dyr gris" eller "koed gris" - en meget umiddelbar og nem maade at betegne de forskellige former for svin og for saa vidt alt muligt andet.
Det vietnamesiske talsystem er ogsaa meget logisk og ligetil. Man skal bare laere de foerste ti tal og saa betegnelsen for hundrede, tusind, million og saa fremdeles. Her er et lynkursus i det vietnamesiske talsystem:
1 - một 10 - mười
2 - hai 100 - trăm
3 - ba 1000 - nghìn
4 - bốn 1.000.000 - triệu
5 - năm
6 - sáu
7 - bảy
8 - tám
9 - chín
Hvis man skal sige noget over 10, siger man f.eks. mười ba (13), eller mười bảy (17). Skal man op over de tyve, siger man; hai mười (20), eller hai mười năm (25). Ligeledes er det for alle andre tal, f.eks. ba mười (30), eller tám mười ba (83). Hvis vi skal tage et stort tal, saa kunne man f.eks. sige năm triệu hai nghìn tám trăm ba mười. Hvis i selv vil proeve at gaette hvad tallet er, saa kan i det og eller staar svaret nederst paa dette indlaeg.
Som udlaending er det altsaa mest af alt udtalen, man skal bekymre sig om, naar man skal laere at tale vietnamesisk. Sproget virker ligetil og vokalerne boejes ikke efter person. Det svaereste udover udtalen er nok, hvordan man tiltaler folk. Tiltalen afhaenger af alder og det indbyrdes forhold du har med din talepartner. Hvis du f.eks. er yngre, end den du taler med, siger du "em" om dig selv og "em" hvis du tiltaler en der er yngre end dig selv. Hvis i er nogenlunde jaevnaldrende, men hvis du er aeldre end den du taler med, bruger du "anh" om dig selv, hvis du er mand, og "chỉ", hvis du er kvinde (omvendt, hvis den du taler med er aeldre selvfoelgelig - em > anh/chỉ ). Hvis du er meget aeldre end den du taler med, bruger du "chủ", hvis du er mand og "co" hvis du er kvinde (igen omvendt, hvis den du taler med er aeldre - em > chủ/co). Der findes ogsaa taleformer for, hvis den du taler med er aeldre end dine foraeldre, men dem har jeg endnu ikke laert. Faktisk skal man vaere ret paapasselig med at bruge de rigtige tiltaleformer, da visse vietnamesere godt kan tage det lidt naert, hvis man rammer forkert hvad angaar alderen (isaer kvinderne). Denis, som jeg koerte paa motorcykel med, gav mig det raad, at hvis du ikke kan se om en kvinde er jaevnaldrende, yngre eller aeldre end dig, saa brug "em", da det virker som en kompliment til hendes ungdommelige udseende. Ved tiltale mellem jaevnbyrdige og ogsaa hvis man er venner, bruger man "tôi" (mig, jeg) og bạn (dig, du). Det er klart den nemmeste maade at tiltale hinanden, men ogsaa den mest forsimplede.
Vietnamesisk er et svaert sprog og ikke et sprog, jeg nogensinde tror jeg kommer til at mestre. Der er simpelthen for mange finesser i udtale og tiltale, for ikke at tale om det store dialektiske skel imellem nord og syd, hvor det kan vaere svaert at goere sig forstaaeligt i syd, hvis man har laert vietnamesisk i nord. Til gengaeld kommer man virkelig langt, med bare nogle faa gloser og vietnameserne bliver lynhurtigt meget mere venligt stemt og interesserede i at snakke med dig, selvom du maaske ikke kan sige saa meget paa vietnamesisk.
(fem millioner to tusinde otte hundrede og tretten)
Et ord som "nam", kan betyde hhv. mand, 5 og aar. Maaden man afkoder hvilken af betydningerne der goer sig gaeldende, er ved at laese de smaa tegn, der saettes over vokalerne. Saadanne tegn er f.eks. ~ / \ ^ og andre, der alle bestemmer udtalen af vokalen. Det er nemlig vokalens udtale der adskiller ordene og for det utraenede oere, kan det vaere svaert at hoere forskel paa de forskellige stigninger eller fald i vokaludtalen. Jeg selv har aldrig kunnet udtale Hải Dương ordentligt og det er altid taget mig et par gange, foer at folk har forstaaet, hvor det var jeg arbejdede sidste aar.
En anden interessant ting ang. vietnamesisk er, at det er et enstavelsessprog. Du finder yderst sjaeldent ord paa flere stavelser og naar du goer, er de som regel importerede fra andre sprog. Et godt eksempel er "ô tô", der betyder bil. Fordi ordet hoejest sandsynligt kommer fra det franske "auto", har ordet i sin oprindelse to stavelser, men paa vietnamesisk bliver det til to ord, af hver en stavelse. Det goer ordene meget korte, sjaeldent paa mere end fem bogstaver. Tit er det ogsaa saadan, at visse ord, skal have et foelgeord, for at man faar den passende betydning. Et ord som "bò", betyder egentlig ko, men hvis man skal forstaa det som en levende ko, siger man "còn bò". Hvis man vil sige oksekoed, siger man "thịt bò". Der er egentlig meget logik bag denne maade at have forskellige foelgeord. "Còn" er en betegnelse for et dyr, som ogsaa kan bruges om f.eks. en gris; "còn lợn" og hvis man vil have svinekoed til sine ris, siger man "thịt lợn". Direkte oversat siger man altsaa, "dyr gris" eller "koed gris" - en meget umiddelbar og nem maade at betegne de forskellige former for svin og for saa vidt alt muligt andet.
Det vietnamesiske talsystem er ogsaa meget logisk og ligetil. Man skal bare laere de foerste ti tal og saa betegnelsen for hundrede, tusind, million og saa fremdeles. Her er et lynkursus i det vietnamesiske talsystem:
1 - một 10 - mười
2 - hai 100 - trăm
3 - ba 1000 - nghìn
4 - bốn 1.000.000 - triệu
5 - năm
6 - sáu
7 - bảy
8 - tám
9 - chín
Hvis man skal sige noget over 10, siger man f.eks. mười ba (13), eller mười bảy (17). Skal man op over de tyve, siger man; hai mười (20), eller hai mười năm (25). Ligeledes er det for alle andre tal, f.eks. ba mười (30), eller tám mười ba (83). Hvis vi skal tage et stort tal, saa kunne man f.eks. sige năm triệu hai nghìn tám trăm ba mười. Hvis i selv vil proeve at gaette hvad tallet er, saa kan i det og eller staar svaret nederst paa dette indlaeg.
Som udlaending er det altsaa mest af alt udtalen, man skal bekymre sig om, naar man skal laere at tale vietnamesisk. Sproget virker ligetil og vokalerne boejes ikke efter person. Det svaereste udover udtalen er nok, hvordan man tiltaler folk. Tiltalen afhaenger af alder og det indbyrdes forhold du har med din talepartner. Hvis du f.eks. er yngre, end den du taler med, siger du "em" om dig selv og "em" hvis du tiltaler en der er yngre end dig selv. Hvis i er nogenlunde jaevnaldrende, men hvis du er aeldre end den du taler med, bruger du "anh" om dig selv, hvis du er mand, og "chỉ", hvis du er kvinde (omvendt, hvis den du taler med er aeldre selvfoelgelig - em > anh/chỉ ). Hvis du er meget aeldre end den du taler med, bruger du "chủ", hvis du er mand og "co" hvis du er kvinde (igen omvendt, hvis den du taler med er aeldre - em > chủ/co). Der findes ogsaa taleformer for, hvis den du taler med er aeldre end dine foraeldre, men dem har jeg endnu ikke laert. Faktisk skal man vaere ret paapasselig med at bruge de rigtige tiltaleformer, da visse vietnamesere godt kan tage det lidt naert, hvis man rammer forkert hvad angaar alderen (isaer kvinderne). Denis, som jeg koerte paa motorcykel med, gav mig det raad, at hvis du ikke kan se om en kvinde er jaevnaldrende, yngre eller aeldre end dig, saa brug "em", da det virker som en kompliment til hendes ungdommelige udseende. Ved tiltale mellem jaevnbyrdige og ogsaa hvis man er venner, bruger man "tôi" (mig, jeg) og bạn (dig, du). Det er klart den nemmeste maade at tiltale hinanden, men ogsaa den mest forsimplede.
Vietnamesisk er et svaert sprog og ikke et sprog, jeg nogensinde tror jeg kommer til at mestre. Der er simpelthen for mange finesser i udtale og tiltale, for ikke at tale om det store dialektiske skel imellem nord og syd, hvor det kan vaere svaert at goere sig forstaaeligt i syd, hvis man har laert vietnamesisk i nord. Til gengaeld kommer man virkelig langt, med bare nogle faa gloser og vietnameserne bliver lynhurtigt meget mere venligt stemt og interesserede i at snakke med dig, selvom du maaske ikke kan sige saa meget paa vietnamesisk.
(fem millioner to tusinde otte hundrede og tretten)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar