Det er sjaeldent sket, at jeg har siddet helt uforstyrret paa en baenk ved Hoan Kiem soeen i Hanoi. Reglen er som oftest, at jeg bliver spurgt om ikke jeg vil tale engelsk med vietnamesiske studerende. De inviterer mig gerne paa noget at spise, nogle endda med hjem og er i det hele taget meget venlige og imoedekommende. Hvorfor? Fordi de er interesserede i vesterlaendinge, interesserede i at forbedre deres engelsk. Jeg taenker nogle gange paa, hvordan jeg ville opleve at sidde paa en baenk ved Hoan Kiem, hvis jeg f.eks. var fra Thailand eller Kina. Jeg taenker paa, hvor trist til mode jeg ville foele mig, hvis jeg var amerikaner eller englaender, med asiatisk udseende og ville goere alt for at hjaelpe vietnamesiske studerende med deres engelsk, men ikke kunne komme til det pga. udseendet.
Det er udseendet der goer det. Ens hoejde, der rager op over det vietnamesiske gennemsnit, den blege hud og den lidt federe krop. Det er den, der fungerer som blikfang, det er den, der sikrer dig venner i et ellers fremmed land og gratis maaltider. Det er ens udseende, der udloeser komplimenter; anh dep chay! (du er flot). Udseendet faar en til at foele sig som en rockstjerne, naar man slentrer afsted i Vietnam, for alle kigger paa dig og pigerne sender dig generte smil. I Hanoi er opmaerksomheden for det meste positiv - de vil vitterligt bare tale med dig, fordi du er udlaending og fordi du kan tale godt engelsk. En aerlig sag. Den negative opmaerksomhed oplever man dog ogsaa, i form af de mange tilbud man faar - tilbud om taxaer, frugt, skrammel man skal koebe, prostituerede osv. Men i Hanoi overgaar den positive opmaerksomhed, langt den negative. Jeg oplevede derimod mere af den negative opmaerksomhed i Saigon, isaer fra de prostitueredes side. De ved at mange blegansigter, tager til Vietnam med det ene formaal at besoege deres pinkbelyste kaeldervaerleser.
Det at se anderledes ud, end resten i Vietnam, har utroligt meget at sige. Man kan virkelig maerke hvordan man bliver anderledes behandlet, end de oevrige vietnamesere. Det giver baade en et sus, i kraft af den venlige imoedekommenhed man oplever konstant, men ogsaa en distancering. Aldrig vil man kunne opleve den vietnamesiske kultur, som den i virkeligheden udspiller sig, fordi man, i kraft af ens tilstedevaerelse, aendrer vietnamesernes opfoerelse.
Hvid mand er altid populaer. Det er en skraemmende kendsgerning, for det vidner om den store forskel der er imellem i - og ulande. Det er forskellen paa muligheder, forskellen paa rig og fattig. Jeg er populaer her, fordi jeg kommer fra et land, hvor vi faar en lang og betalt uddannelse, fordi jeg i det hele taget har muligheden for at tage hertil. Det har de ikke. De goer alt for at tilegne sig det de kan, goer alt for at komme i kontakt med os, saa de kan forbedre deres egne vilkaar. De betaler for min mad, fordi vores snak paa engelsk, senere kan hjaelpe dem til at betale deres mad.
Deres tiltraekning imod vesterlaendinge handler ogsaa om andet. Det er ogsaa en rent biologisk tiltraekning. Den hvide hud er et tegn paa skoenhed og den hoeje krop ligesaa. Her er man den populaere dreng i klassen, den som pigerne gerne vil tale med og som de sammen fniser om. Man kan ikke undgaa, indenfor de foerste to minutter man er begyndt at tale med en vietnamesisk pige, at blive spurgt om hvorvidt man har en kaereste. Reaktionen er til at tage at foele paa. For et aar siden, ville de naermest klappe i deres haender, naar jeg sagde nej, og naar jeg i dag siger ja, kan man se skjult skuffelse malet i deres ansigter.
Jeg er en wannabe-vietnameser. Jeg elsker den vietnamesiske kultur, dens mad og dens afslappethed. Men der vil for altid vaere et skel, imellem mig og dem. Et skel udtrykt i mit udseende, der aldrig vil forsvinde.
Det er udseendet der goer det. Ens hoejde, der rager op over det vietnamesiske gennemsnit, den blege hud og den lidt federe krop. Det er den, der fungerer som blikfang, det er den, der sikrer dig venner i et ellers fremmed land og gratis maaltider. Det er ens udseende, der udloeser komplimenter; anh dep chay! (du er flot). Udseendet faar en til at foele sig som en rockstjerne, naar man slentrer afsted i Vietnam, for alle kigger paa dig og pigerne sender dig generte smil. I Hanoi er opmaerksomheden for det meste positiv - de vil vitterligt bare tale med dig, fordi du er udlaending og fordi du kan tale godt engelsk. En aerlig sag. Den negative opmaerksomhed oplever man dog ogsaa, i form af de mange tilbud man faar - tilbud om taxaer, frugt, skrammel man skal koebe, prostituerede osv. Men i Hanoi overgaar den positive opmaerksomhed, langt den negative. Jeg oplevede derimod mere af den negative opmaerksomhed i Saigon, isaer fra de prostitueredes side. De ved at mange blegansigter, tager til Vietnam med det ene formaal at besoege deres pinkbelyste kaeldervaerleser.
Det at se anderledes ud, end resten i Vietnam, har utroligt meget at sige. Man kan virkelig maerke hvordan man bliver anderledes behandlet, end de oevrige vietnamesere. Det giver baade en et sus, i kraft af den venlige imoedekommenhed man oplever konstant, men ogsaa en distancering. Aldrig vil man kunne opleve den vietnamesiske kultur, som den i virkeligheden udspiller sig, fordi man, i kraft af ens tilstedevaerelse, aendrer vietnamesernes opfoerelse.
Hvid mand er altid populaer. Det er en skraemmende kendsgerning, for det vidner om den store forskel der er imellem i - og ulande. Det er forskellen paa muligheder, forskellen paa rig og fattig. Jeg er populaer her, fordi jeg kommer fra et land, hvor vi faar en lang og betalt uddannelse, fordi jeg i det hele taget har muligheden for at tage hertil. Det har de ikke. De goer alt for at tilegne sig det de kan, goer alt for at komme i kontakt med os, saa de kan forbedre deres egne vilkaar. De betaler for min mad, fordi vores snak paa engelsk, senere kan hjaelpe dem til at betale deres mad.
Deres tiltraekning imod vesterlaendinge handler ogsaa om andet. Det er ogsaa en rent biologisk tiltraekning. Den hvide hud er et tegn paa skoenhed og den hoeje krop ligesaa. Her er man den populaere dreng i klassen, den som pigerne gerne vil tale med og som de sammen fniser om. Man kan ikke undgaa, indenfor de foerste to minutter man er begyndt at tale med en vietnamesisk pige, at blive spurgt om hvorvidt man har en kaereste. Reaktionen er til at tage at foele paa. For et aar siden, ville de naermest klappe i deres haender, naar jeg sagde nej, og naar jeg i dag siger ja, kan man se skjult skuffelse malet i deres ansigter.
Jeg er en wannabe-vietnameser. Jeg elsker den vietnamesiske kultur, dens mad og dens afslappethed. Men der vil for altid vaere et skel, imellem mig og dem. Et skel udtrykt i mit udseende, der aldrig vil forsvinde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar