Den stereotype forestilling af et vietnamesisk landskab, passede naesten perfekt til de landskaber jeg, paa min 4-dages motorcykeltur, koerte igennem - frodigtgroenne rismarker imellem smaa bjerge, der skyder lodret op fra jorden og smaa landsbyer der putter sig op ad bjergsiderne. Jeg tog afsted med Denis, en vietnamesisk easy rider, som jeg havde laert at kende sidste aar. At vaere easy rider, vil sige, at man koerer turister rundt paa fleredagesture og oplever det autentiske vietnam og de vilde landskaber. Denis hentede mig i mandags i Hanoi og vi tog afsted i silende regn. Ikke langt fra Hanoi tog regnen af og man kunne ane bjergene. Selvom det ikke lader til det, naar man befinder sig i Hanoi, saa skal man ikke saerlig langt vaek foer at man kan opleve spektakulaere landskaber. Vi koerte imellem rismarker og bjerge, hvilket altsammen var betagende, med undtagelse af en ting - fabrikkerne. Skorstene fra cement - eller murstensfabrikker skoed op hist og her, gerne taet op ad et bjerg. Bjergene selv havde deres skrammer fra disse fabrikker - bjergsiderne var udgravede hvor der var fabrikker og bjergets indre hvide klippe var til skue som et aabent saar. Eet sted var et lille bjerg helt forsvundet og der var kun en grusbunke tilbage hvor det havde vaeret. Det var forandringen. Vietnams oekonomi gaar strygende og meget af det skyldes det man af naturen kan udvinde. Prisen at betale oplevede jeg paa bagsaedet af motorcyklen. Landskaber der er skaemmede, hele bjerge der forsvinder. Gad vide om vietnameserne har det samme stik af aergelse, naar de ser landskabernes udnyttelse, eller om de bare er glade for den oekonomiske fremgang, der er saa taet forbundet med denne udnyttelse.
Der var for mange indtryk paa motorcykelturen til at jeg kan nedfaelde dem alle her, men jeg vil give et kort resume;
Foerste dag saa jeg en hellig dam, med nogle hellige fisk. De maatte ikke spises, da det ville bringe ulykke over den der spiste fisken og dennes familie. Dammen var fyldt med fisk, der kaempede om de broedkrummer de vietnamesiske turister kastede ned til dem. Om aftenen sov Denis og jeg paa et lille hotel i en lille landsby ikke saa langt fra dammen.
Anden dag - kan jeg ikke huske saa godt. Jeg taenker at vi har koert det meste af dagen, igennem henrivende landskaber.
Tredje dag var vi saa vi Ho Chi Minhs foedeby. Eller rettere; det museum der ligger hvor hans landsby laa engang og hvor nu kun hans hus staar, imellem flotte haver og et par templer. Vietnameserne har holdt Ho Chi Minhs hus vedlige og det er tydeligt at se fra hvilke kaar Onkel Ho kom fra, naar man ser huset. Det er et lavt hus i trae og bambus, med meget tynde vaegge og et lille koekkenhus. der hoerer en lille mark til og det er egentlig alt.
Fjerde dag ankom vi i Phong Nha, hvor jeg saa de beroemte huler, der er at se. Meget betagende, men har man set drypstenshuler foer, saa vil man sande at man ser det samme igen i Phong Nha, bare stoerre (en af grotterne var 8 km lang!).
Femte dag. Ja, Denis fulgte mig til byen Dong Hoi, fordi jeg dagen forinden ikke havde penge nok til at betale ham for turen, saa han maate koere mig ind til Dong Hoi, hvor jeg kunne haeve og tage en bus til Da Nang. Turen beloeb sig paa godt 300 $, hvilket jeg selv synes er ret mange penge. Tror ikke jeg vil goere det igen, da jeg foeler, at naar man anden gang har vaeret paa bagsaedet af en motorcykel igennem Vietnam, saa faar man lyst til at sidde paa forsaedet istedet. Fra Dong Hoi tog jeg en bus til Da Nang. Turen var lang (5 timer), saederne smaa og koerslen aggressiv. Det var end ikke til at laese SMS'er uden at foele at man blev koeresyg. Fra Da Nang tog jeg saa bussen til Hoi An. Efter at have sonderet terraenet, fandt jeg et hotel til 20 $ foerste nat og 15 $ anden nat. Efter at have tjekket ind, gik jeg rundt i Hoi An. Smukkere aftenliv har jeg ikke oplevet foer Hoi An. At gaa langs floden, ved de gamle gule bygninger og de daempede lamper i forskellige farver, er som at gaa i en droem. Overalt indaander man den soede duft af roegelsespinde og der er ingen motorcykler langs floden til at forstyrre den stille musik der spilles. Husene er gamle, smaa og autentiske og der saelges i stor stil af tekstiler - Hoi An er kendt som skraedderbyen i Vietnam. Maet af indtryk og en omgang Cau Lau Lon (gule nudler med svinekoed), gik jeg tilbage til hotellet.
Der var for mange indtryk paa motorcykelturen til at jeg kan nedfaelde dem alle her, men jeg vil give et kort resume;
Foerste dag saa jeg en hellig dam, med nogle hellige fisk. De maatte ikke spises, da det ville bringe ulykke over den der spiste fisken og dennes familie. Dammen var fyldt med fisk, der kaempede om de broedkrummer de vietnamesiske turister kastede ned til dem. Om aftenen sov Denis og jeg paa et lille hotel i en lille landsby ikke saa langt fra dammen.
Anden dag - kan jeg ikke huske saa godt. Jeg taenker at vi har koert det meste af dagen, igennem henrivende landskaber.
Tredje dag var vi saa vi Ho Chi Minhs foedeby. Eller rettere; det museum der ligger hvor hans landsby laa engang og hvor nu kun hans hus staar, imellem flotte haver og et par templer. Vietnameserne har holdt Ho Chi Minhs hus vedlige og det er tydeligt at se fra hvilke kaar Onkel Ho kom fra, naar man ser huset. Det er et lavt hus i trae og bambus, med meget tynde vaegge og et lille koekkenhus. der hoerer en lille mark til og det er egentlig alt.
Fjerde dag ankom vi i Phong Nha, hvor jeg saa de beroemte huler, der er at se. Meget betagende, men har man set drypstenshuler foer, saa vil man sande at man ser det samme igen i Phong Nha, bare stoerre (en af grotterne var 8 km lang!).
Femte dag. Ja, Denis fulgte mig til byen Dong Hoi, fordi jeg dagen forinden ikke havde penge nok til at betale ham for turen, saa han maate koere mig ind til Dong Hoi, hvor jeg kunne haeve og tage en bus til Da Nang. Turen beloeb sig paa godt 300 $, hvilket jeg selv synes er ret mange penge. Tror ikke jeg vil goere det igen, da jeg foeler, at naar man anden gang har vaeret paa bagsaedet af en motorcykel igennem Vietnam, saa faar man lyst til at sidde paa forsaedet istedet. Fra Dong Hoi tog jeg en bus til Da Nang. Turen var lang (5 timer), saederne smaa og koerslen aggressiv. Det var end ikke til at laese SMS'er uden at foele at man blev koeresyg. Fra Da Nang tog jeg saa bussen til Hoi An. Efter at have sonderet terraenet, fandt jeg et hotel til 20 $ foerste nat og 15 $ anden nat. Efter at have tjekket ind, gik jeg rundt i Hoi An. Smukkere aftenliv har jeg ikke oplevet foer Hoi An. At gaa langs floden, ved de gamle gule bygninger og de daempede lamper i forskellige farver, er som at gaa i en droem. Overalt indaander man den soede duft af roegelsespinde og der er ingen motorcykler langs floden til at forstyrre den stille musik der spilles. Husene er gamle, smaa og autentiske og der saelges i stor stil af tekstiler - Hoi An er kendt som skraedderbyen i Vietnam. Maet af indtryk og en omgang Cau Lau Lon (gule nudler med svinekoed), gik jeg tilbage til hotellet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar